Café Sappho i desperat opråb: HJÆLP!
Café Sapphos status som Aarhus’ førende lesbiske samlingssted er truet af et ubehageligt pres, og man søger nu hjælp fra omverdenen.
Problemet er, at Café Sappho i Mejlgade har så mange gæster ved sine arrangementer, at caféens enlige toilet slet ikke kan følge med efterspørgslen.
Til daglig er det godt med en lille toiletkø, så man kan flirte lidt, men det er en anden sag til store arrangementer. Café Sappho fortæller, at særligt ved deres fødselsdagsfester hvert år den 8. marts er der pres på. Fadøllen flyder frit i timevis, og i mange år har man kunnet se fortvivlede gæster vakle krydsbenet tiggergang til naborestauranter og nærtboende venner. Der går sågar historier om desperate kvinder, der i alt for høje aldre, har måttet skræve uværdigt mellem parkerede biler for at forrette nødtørft.
Det går jo ikke, har Café Sappho erkendt, og derfor skrider de nu til handling.
Onsdag den 8. marts vil Sapphos fortov atter være udstyret med en tissevogn med plads til mange. Men tissevogne koster penge, så derfor har caféen startet en indsamling, så man kan sikre, at de tørstige kan forrette nødtørft i behagelige omgivelser.
Men måske det var en ide hvis gæsterne huskede at tisse af hjemmefra? Sidst Café Sappho havde en tissevogn var i 2012. Da festen var ovre rummede toilettanken hele 600 liter tis, men der var kun uddelt 275 liter øl!
”Vi kan vi kun konkludere, at nogle havde taget 325 liter tis med hjemmefra. Så tror da fanden, der bliver kø”, skriver Café Sappho afslutningsvist på indsamlingssiden.