Rainbow Dinner Kolding – et lokalt fællesskab over god mad

Rainbow Dinner Kolding hedder et nyt initiativ i Kolding. Et initiativ, hvor man over et måltid mad kan mødes med andre LGBT+ personer til uformelt samvær i trygge rammer.
Det er Jonas Emil Rotbøl Houmann som står bag det nye initiativ.
“Jeg har som 35-årig savnet et lokalt fællesskab, hvor LGBT+ personer på tværs af alder kan mødes i trygge rammer og dele erfaringer. Jeg oplever, at mange eksisterende tilbud primært henvender sig til yngre målgrupper. Jeg ønsker derfor at skabe et sted, hvor også ældre LGBT+ personer føler sig velkomne. Det eneste store arrangement, hvor alle aldre er samlet i Kolding er det årlige pride”, fortæller Jonas Emil Rotbøl Houmann til Out & About.
Ambitionen er at skabe et fællesskab, hvor alle har lyst til at komme. Uanset om man er 18 eller 70 år. Et sted hvor der er plads til både samtale, nye relationer og følelsen af at høre til i trygge rammer.
Første arrangement finder sted i Det Gamle Posthus, Banegårdspladsen 8, 6000Kolding den 22. maj kl. 17–21. Yderligere information offentliggøres på Rainbow Dinner Koldings Instagramprofil.
“Jeg håber og tror på, at Rainbow Dinner bliver et tilbagevendende månedligt arrangement. Et arrangement, hvor LGBT+ personer og andre med interesse i miljøet kan mødes over et måltid mad og uformelt samvær i trygge rammer”, slutter initiativtageren, der håber at mange har lyst til at bakke op om det nye initiativ.
Du kan også få de sidste nyheder om Rainbow Dinner Kolding på deres Facebook side. Her kan du også finde oplysninger om hvordan du tilmelder dig.
