SAMFUND

PrEP-behandling eller kondom?

PrEP-behandling på vej til Danmark

I forrige uge kunne AIDS-Fondet afsløre, at de har afsat trekvart million kroner til forskning i, hvordan PrEP-behandling kan indføres i Danmark.

PrEP-behandlingen skal forebygge hiv blandt homoseksuelle, som ofte har ubeskyttet sex. Behandlingen består af piller, som i forvejen bruges til at behandle patienter, der har fået konstateret hiv.

Flere hivsmittede i Danmark

Cirka 6000 personer i Danmark lever med hiv, og der kommer stadig flere til. Det er nemlig endnu ikke lykkedes at nedbringe antallet af nye smittede mænd, som har sex med mænd. Tallet har gennem lang tid har ligget på omkring 100 om året. Hvilket dog er forholdsmæssigt meget lavt i forhold til de feste andre lande.

”PrEP-behandlingen er en måde at nedbringe antallet af nysmittede. Mange nyligt hivsmittede smitter andre, før de er klar over, at de selv er smittede. Hvis vi kan nå at beskytte deres partnere, inden de bliver udsat for smitterisiko, er det derfor rigtig godt givet ud,” mener Andy Grysbæk, presseansvarlig hos AIDS-Fondet.

De mest udsatte bøsser

Behandlingen koster op mod 50.000 kroner om året pr. patient og skal tilbydes til bøsser, som er i stor risiko for at blive smittet med hiv.

”Dem som er i stor risiko for at blive smittet, er dem, der har flere smuttere end andre, og som har sex i situationer, hvor de ikke får brugt kondomet,” forklarer Andy Grysbæk.

En del af de trekvart millioner kroner AIDS-Fondet har afsat til forskning skal bruges til at finde ud af mere præcist, hvem denne gruppe af særligt udsatte er. Andy Grysbæk påpeger, at det med stor sandsynlighed er folk, der glemmer kondomet, fordi de er fulde eller påvirkede og folk, som ikke er opmærksomme på AIDS-Fondets kampagner om beskyttet sex, fordi de er meget unge eller lige kommet ud af et fast parforhold.

Det effektive og billige alternativ

Mange er skeptiske over for den dyre PrEP-behandling, fordi der allerede findes et forebyggende og billigere alternativ – nemlig kondomet.

Tidligere formand for Lægeforeningens etiske udvalg og overlæge på Herlev Hospital, Poul Jaszczak har i Jyllands-posten udtrykt sin frygt for, hvad der vil ske, hvis man vælger en dyr behandling frem for et billigt og effektivt alternativ.

”Nytteetisk og medicinsk er det interessant, men det rokker fundamentalt ved et nyt problem. Nemlig, skal man vælge en dyr behandling, hvis der findes et billigere alternativ?”

”Med den økonomiske ramme og den måde, vi økonomisk prioriterer i sundhedsvæsenet, kan det at vælge en dyr metode eller en dyr behandling komme til at betyde, at nogle patienter så risikerer ikke at få en behandling, fordi vi ikke har råd,” siger Poul Jaszczak til Jyllands-posten.

AIDS-Fondet forsvarer dette med, at PrEP-behandlingen ikke skal ses som en fordel for den enkelte men derimod som en tjeneste for hele bøssemiljøet.

Skeptiske beslutningstagere

Andy Grysbæk indrømmer, at regionerne ikke er vilde med forslaget om at indføre PrEP-behandling som en forbyggende metode. Han mener, det skyldes, at det i sidste ende er dem, der skal betale medicinen.

Ansøgningen er sendt videre til behandling i Sundhedsstyrelsen, hvor sundhedsminister Sophie Løhde (V) umiddelbart heller ikke er åben over for at tage den nye behandling i brug. Til Berlingske har hun udtalt:

”Vi har alle et ansvar for vores egen sundhed, og jeg er umiddelbart betænkelig ved, at det offentlige skal betale for medicin til raske mænd, når man kan opnå det samme ved blot at bruge kondom.”

Til dem, der glemmer kondomet

På Facebook langer Susan Cowan fra AIDS-Fondets bestyrelse ud efter den kritik, som PrEP-behandlingen har fået. Hun kalder Poul Jaszczak holdning uetisk og noget sludder. På sin Facebook sammenligner hun PrEP-behandlingen med malariapiller og skriver:

”Det er ligesom at sige: Skal du til Afrika? Så skal du forebygge malaria ved at smøre dig ind i myggebalsam tre gange i døgnet, dække arme og ben, når du er ude i skumringen og sove under myggenet. Så slipper du for at tage malaria-forebyggende medicin, som er både dyrt og fuld af bivirkninger. Sådan fungerer virkeligheden ikke!”

Susan Cowan ser ikke PrEP-behandlingen som et spørgsmål om kun at beskytte den enkelte mod hiv. Hun kalder det et ”Public Health Issue”, da behandlingen vil være med til at forhindre flere tilfælde af nye hivsmittede og dermed gavne rigtig mange.

Presseansvarlig hos AIDS-Fondet, Andy Grysbæk er enig. Han ser behandlingen som et skridt i den rigtige retning for at få bremset hivepidemien i Danmark. Han ser gerne, at PrEP-behandlingen bliver brugt som et supplement til kondomet, som blandt andet WHO også anbefaler det. Behandlingen skal dermed ses som en unik mulighed for at nå dem, der bliver ved med at glemme kondomet.