Peter Frödin: Kan han li’ at fiske?

Peter var glad og munter og livlig
/Og hans figur var helt ubeskrivelig
/og han var fri som havet og vinden / vinden som kyssed’ Peter på kinden …

 Af Lars Henriksen

”Glæde er en livsindstilling”, er prins Henrik citeret for at have sagt. At prinsen havde det  credo, da Peter Frödin tilsluttede sig samme overbevisning, kunne den lille Peter fra Skånegade ikke vide. Men overensstemmelsen mellem deres livssyn lyser ud af hver side i Frödins veloplagte, sprudlende, venlige og kærlige selvbiografi. Der lægger sig i kølvandet på nogle af de satiriske mesterbiografier, som f.eks. Teresina, Storhertuginde af Bourbon-Sienas: ”Kejserdage og Fyrstenætter” (som måske er forfattet af Soya). Jeg er rundt på gulvet af begejstring over en billedtekst som: ”Her har vi lejet en vandcykel.  Den kan man desværre ikke se ikke på billedet.” I det hele taget er bogen et overflødighedshorn af lækre billeder og afvæbnende, selvironiske billedtekster.

For os, som holder af de ”camp” universer, Peter, som skuespiller, har bevæget sig i gennem sin karriere, og som med begejstring mindes stemninger fra Bullerfnis, Jul i Valhalla, En kort en lang, Lex og Klatten, Det brune Punktum osv., er der valuta for hvert øjeblik tilbragt med bogen. Tilmed i selskab med et menneske, som stråler af overskud og livsglæde. Samtidig lades man dog tilbage med en stille undren. Når man så aktivt og bevidst fokuserer på det gode, det lyse, det venlig og smukke i tilværelsen, er der så noget, hovedpersonen vender sig fra og ønsker at glemme? Hvis der er, får vi det ikke at vide.

Uforlignelig evne til at se og lytte

Alligevel bliver man klogere under læsningen. Peter Frödin har fra barnsben en uforlignelig evne til at se og lytte. Han opfanger stemninger, ser det skæve, glæder sig over sproglige forbistringer og menneskelige særheder. Han nyder det groteske og samler det i sit sind, som parfumemesteren konstruerer sit duftorgel. Og når han skaber sine karakterer på scenen, er de så skarpttegnede og genkendelige, fordi har har opbevaret dem i sit indre og ladet dem gære i en grad, så vi alle ender med at komme på fornavn med dem: Grethe, Frederik, Yngve osv.

Barndommen

Peter vokser op i et trygt arbejderhjem på Amager. Han er et barn med ”krudt i røven”, som man ville sige dengang, og måske derfor har han ikke tålmodigheden til at tage en uddannelse og ”gå den slagne vej” som skuespiller. Til gengæld er han god til at skabe relationer, som, helt fra hans pure ungdom, bliver venner, kolleger og samarbejdspartnere gennem hele hans karriere. Læsere  kan med fordel tage ved lære af fortællingen om, at hvis man er et ordentligt, loyalt og venligt menneske, giver det flere fordele, end hvis man opfører sig hovent og egoistisk. Det, gør Peter aldrig. Til gengæld er han ikke bleg for at stikke en plade, hvis det åbner en dør for en mulighed.

Beskrivelsen af barndommen og forholdet til forældrene er interessant, vedkommende og så fyldt med små, præcise erindringsglimt af personer og situationer, at kvarteret omkring Amagerbrogade står lyslevende, også for den fremmede. Peter fortæller og reflekterer og vokser fysisk og mentalt, og vi forstår, hvordan det lykkelige barn blev til. Intet forældrepres, men kærlige rammer, under mantraet: ”Respekt for dette enkelte inidivid!”

Ingen nævnt- ingen glemt

I perioder af bogen falder den i alle kunsterbiografiers fælde og bliver en lang opremsning af forestillinger, film og serier, hvor der namedroppes i en grad, så det bliver trivielt. Med ønsket om at få alle med. Så kan det være vanskeligt at finde ud af, hvem der har været væsentlige og hvorfor. I ekstremen bliver det, da de sidste sider i bogen optages af en liste over alle dem, som ikke fandt vej ind i bogen. Et gammelt ord siger: ingen nævnt, ingen glemt. Her må strategien have været: Nævn alle – for en sikkerhed skyld.

Måske flyder privatlivet og det professionelle liv sammen, når man er kunstner. Det kan også være, at den, Peter Frödin, vi oplever på scenen, ikke er så fjern fra virkelighedens Peter at der kan skelnes. At karakterer og menneske simpelthen flyder sammen. Det virker i hvert fald, som om der ikke er meget at fortælle om private oplevelser, forelskelser og brud. Møder i tiden mellem barndomshjemmet og mødet med Jon, som heldigvis får sit helt eget kapitel. Men det er sjældent det private, der driver fortællingen. Som læser taber jeg privat-Peter af syne i perioder, til fordel for skuespilleren. Når et menneske sætter sig ned for at fortælle om sig selv, håber jeg, som læser, på at lære nye sider af det menneske. At kende eller bedre forstå, hvad der har formet den, som beretter. I dette tilfælde får jeg lyst til at bore og udforske. Ikke for at få en boble til at briste eller afsløre hemmeligheder, men for bedre at forstå Peter Frödin.

Klar på at elske

Til gengæld er jeg kommet i godt humør af at læse. Bogen fungerer som en optimistisk tonic, og giver mig lyst til at synge og danse, se Det Brune Punktum og glæde mig over den lysende personlighed, Peter er. Muligheden er jo, at “what you see is what you get”. Peter har solen i hjertet og er klar på at elske. Og hvis det er sådan det er, så er det pragtfult og godt, og verden er et bedre sted i kraft af det.

Info:

Peter Frödin: Ka’ han li’ at fiske? – i samarbejde med Danni Travn, udkommer på Politikens forlag.

Biografi, 302 s.