SAMFUND

Out&About genopstår som kvartalsmagasin

Et lille udsnit af tidligere forsider.
Collage: Bert Svalebølle

Det er nu fire år siden, at det trykte magasin Out&About indstillede udgivelsen. Men til juli 2023 genopstår Out&About som kvartalsmagasin.

Out&About var udkommet hver måned fra januar 2003 – som et gratis magasin distribueret via barer, caféer, klubber, butikker og organisationer i det danske LGBT+ miljø, samt på udvalgte biografer og biblioteker.

Det blev til i alt 196 numre, inden det stærkt faldende annoncesalg fjernede det økonomiske grundlag for at videreføre månedsmagasinet. Udgivelsen blev stoppet i april 2019.

Se og læs alle 196 numre af Out&About her. 

Ikke blot Out&About blev hårdt ramt af nedgangen på annoncemarkedet, da Google, Facebook og andre store tech-giganter gjorde og stadig gør et stort indgreb i annoncekronerne. Mange andre gratis magasiner og aviser har måtte lukke eller overgå til kun at udkomme online.

Navnet Out&About bliver i dag brugt til Copenhagen LGBT+ Guide, som udkom første gang 1. juni 2019 og nu udkommer 2-4 gange årligt.

Se guiden her.

Out&About udkommer også online – dels på hjemmesiden outandabout.dk, men også på Facebook.

 

Genopstår som kvartalsmagasin

Mange har savnet et trykt LGBT+ magasin, der er skrevet for og omhandler nære LGBT+ miljøer rundt om i Danmark. Derfor har flere af os, der var med til at starte og udvikle Out&About, arbejdet for at få magasinet til at genopstå på tryk.

Det ser nu ud til at lykkes. Til juli genopstår Out&About som kvartalsmagasin.

Der er store udfordringer med at udgive et gratis magasin, der udelukkende er finansieret af annoncer. Men vi håber på opbakning både i og uden for LGBT+ miljøet, så vi kan fortsætte udgivelsen i årene fremover.

Bag udgivelsen står Rainbow Media Danmark. Bert Svalebølle/BS-Grafisk står for produktion og annoncesalg. Det var også Bert Svalebølle, som i 2002 lagde grundstenene til det daværende magasin Out&About.

Hvis du er interesseret i at støtte udgivelsen af et gratis magasin til LGBT+ miljøet – enten gennem annoncering eller anden støtte – så kontakt Bert Svalebølle på bert@outandabout.dk

Vi søger også frivillige skribenter og fotografer, der vil indgå i teamet og være med til at skabe et spændende magasin for LGBT+ miljøet. Er du interesseret i at høre mere, så kontakt os på mail@outandabout.dk