Optræk til ballade i Istanbul

Optræk til ballade i Istanbul i forbindelse med den forbudte prideparade, som forsøges gennemført kl. 16 dansk tid.
I disse timer samles store politistyrker omkring Taksim pladsen i Istanbul. Det sker forud for Istanbul Prideparade, som vil blive forsøgt gennemført i dag kl. 16 dansk tid.
Al erfaring med tyrkisk politi viser, at det kan blive en voldelig søndag. De to foregående parader er endt i politivold, skud med gummikugler og brug af vandkanoner.
International solidaritet
Copenhagen Prides forperson Lars Henriksen er i Istanbul, og han talte tidligere i dag med TV2:
”Jeg er bevidst om, at det kan være farligt, og vi skal ikke tage nogen chancer. Men her er også nogle mennesker, som har bedt os om at komme og være med til at sætte fokus på det her – og dem står vi sammen med, siger han.”
Out & About var tidligere på dagen i kontakt med kommunikationschef Thomas K. Rasmussen fra Copenhagen Pride, og han kunne fortælle, at søndagen indtil videre er brugt på forberedelser.
”Lige nu går de næste timer med praktisk planlægning, og med at finde ud af hvordan vi bedst agerer i forskellige situationer”, fortæller han fra Istanbul.
Udover Copenhagen Pride er den socialdemokratiske politiker Lars Aslan Rasmussen inviteret til Istanbul af arrangørerne, og han deltager også i paraden.
Out & About følger situationen tæt søndagen igennem, og vil være i kontakt med Copenhagen Prides deltagere i Istanbul Pride.
Løgn fra guvernørens kontor
Den politiske udvikling i Tyrkiet går i en antidemokratisk og mere og mere totalitær retning med øget indflydelse til højreorienterede og religiøse kræfter.
På den baggrund skal man se Istanbuls guvernørs forbud mod dagens parade. Det er andet år i træk paraden bliver forbudt med henvisning til sikkerhed og den offentlige orden. Desuden påstås det, at arrangørerne ikke har ansøgt om tilladelse til paraden. -Løgn svarer de, og fortæller, at de allerede den 5. juni søgte om tilladelse.
Men arrangørerne lader sig ikke kue, og siger i en udtalelse, at man ligeså godt kan vænne sig til dem, da de eksisterer, og ikke har tænkt sig at forsvinde.
“Get Used to It: We are Here and We are NOT leaving!”
Paraden falder i år sammen med afslutningen på ramadanen, men dette er et tilfælde, da Istanbul Pride altid har afviklet deres parade den sidste søndag i juni.