KULTUR

Istanbul Prideparade igen forbudt

Istanbul prideparade blev også forbudt i 2016, og endte i politivold med tåregs og gummikugler, da den alligevel blev forsøgt gennemført.

Tyrkiske myndigheder har lørdag forbudt den planlagte prideparade søndag. Det er andet år i træk LGBTQ-miljøets rettigheder overtrædes. Arrangørerne vil forsøge at gennemføre paraden. Danske LGBTQ-aktivister er i Istanbul og er i tæt forbindelse med det lokale miljø.

Aflysningen sker af hensyn til ”borgernes og turisternes sikkerhed”, forklarer millionbyens borgmester.

Rådhuset uddyber, at beslutningen er truffet efter heftige reaktioner på sociale medier. Her skal brugere angiveligt have raset over det planlagte optog. Paraden skulle være afholdt på avenuen Istiklal.

Trods trusler fra grupper på højrefløjen har aktivister sagt, at de vil gennemføre søndagens prideparade.

Bliver forsøgt gennemført

Out & About har været i kontakt med Copenhagen Prides kommunikationschef Thomas K. Rasmussen, som er i Istanbul med en gruppe danske LGBTQ-aktivister. Han fortæller, at man er ved godt mod, og netop har været til møde med Istanbuls pride-komite for, at finde frem til hvordan de internationale gæster kan gøre størst mulig forskel i morgen når paraden forsøges gennemført.

Der er undtagelsestilstand i Tyrkiet. Den blev indført, da dele af militæret i 2016 forsøgte at tage magten. Det forsøg blev knust i løbet af få timer.

Undtagelsestilstanden giver politiet ekstra beføjelser. Blandt andet kan optog forbydes, hvis de vurderes at udgøre en risiko.

En højreorienteret gruppe, der hedder Alperen Ocaklari, har truet med at blokere paraden, og har sagt, at de vil tage alle midler i brug.

Paraden falder i år sammen med afslutningen på ramadanen, mens den sidste år lå under ramadanen. Det udløste trusler fra det religiøse miljø.

Istanbul havde en årlig prideparade indtil 2015. Dengang brød politiet ind med tåregas og vandkanoner.

Paraden blev også forbudt sidste år.

Regeringspartiet AKP er officielt et sekulært parti. Men i realiteten er det religiøst. Og den religiøse indflydelse er blevet mere tydelig med årene. Så sent som fredag blev undervisning i evolutionslære forbudt i skolen.

Det er ikke forbudt at være homoseksuel i Tyrkiet – endnu.

 

Læs også: Optræk til ballade i Istanbul

Se også: Istanbul forbyder homoparade