Nyt dansk forløsende queerpop

For tiden kan vi glæde os over mange nye spændende danske LGBT+ artister.

”Helt tæt på” hedder elektropop-debutten fra danske FLOR, der er en smuk kærlighedshistorie om to kvinder, der elsker hinanden. Også QIUM er klar med en opfølger til debut-udspillet ”Bøsse”.

Den unge danske sangerinde FLOR er den 3. juli klar med sin debutsingle ”Helt tæt på”.

”De fleste fortællinger, man hører om LGBT-personer handler om at være i skabet eller at blive diskrimineret. Jeg ville gerne vise en anden side af det at være queer. Jeg vidste fra starten, at min debutsingle ikke skulle handle om had og homofobi, men at det skulle være en smuk kærlighedshistorie om to kvinder, der elsker hinanden,” fortæller FLOR, der også lyder det borgerlige navn Nanna Mathilde Bjelka.

FLOR er uddannet fra Det Danske Musicalakademi, og her blev hun undervejs i uddannelsen bidt af at skrive sin egen musik.

”Nummeret kom bare til mig, sådan helt intuitivt. Jeg tror, jeg skrev det på en halv time”, fortæller FLOR.

”Helt tæt på” handler om den dér ene person fra din fortid, som du bare ikke helt kan give slip på. Det tror jeg er noget, de fleste kan relatere til,” tilføjer hun.

I videoen til nummeret spiller FLOR selv hovedrollen. Det gør hun over for Iris Thomsen – kendt fra Viaplays ”Advokaten”. Musikvideoen er skabt af fotografen Ingerlise Øllgaard, der også selv identificerer sig som queer.

”Jeg synes virkelig, der mangler repræsentation af LBGT-personer i danske medier helt generelt, så det ville vi gerne være med til at gøre op med i videoen,” udtaler Øllegaard.

”Helt tæt på ”er den første single fra FLORs kommende EP af samme navn. Videoen og singlen er ude 3. juli på alle musiktjenester.

QUIM udgav for godt en måned siden sin debut-single ”Bøsse”. Men allerede nu er QUIM klar med en mere følsom og eftertænksom opfølger.

På ”Fifty Shades of You: ”Er der plads til mig?” har han for en kort stund taget plads bag klaveret.

”Denne gang handler det om at give plads til andre stemmer og også selv tage sin plads i et samfund, hvor det at skille sig ud kan have en høj pris for den enkelte,” fortæller Kim Frandsen, der står bag QIUM.

Både det nye nummer og debuten ”Bøsse” er at finde på en kommende EP fra QIUM.

”Den skulle have været ude nu, men på grund af corona er udgivelsen blevet udskudt. Men med det nye nummer kan folk så få en bedre fornemmelse for, hvad, der er i vente,” fortæller QIUM.

”Fifty Shades of You: ”Er der plads til mig?” er ude nu på alle musiktjenester.