ANMELDELSER

Nykøbing Falster Revyen er tilbage med bravour

Silas Holst får i år sin debut i Nykøbing.                                       Foto: Rune Buch, Yellows

 

Der er masser af satire, men også bevægende, og ikke mindst særdeles sjove indslag, når Nykøbing Falster Revyen går over scenen. Revyen er flyttet fra Teatersalen til Nykøbing F. hallen, og ærligt – det gør ikke noget. Det funker!

Har man lyst til en aften med skarp satire, smukke øjeblikke, sjov og ballade, men også eftertænksomhed og ikke mindst masser af tårevædet latter, så er Nykøbing Falster Revyen et rigtig godt bud. For revyen rummer det hele og lidt til.

Sportshal ombygget til flot teatersal på kort tid

Som for alle andre arrangører af kulturarrangementer har holdet bag Nykøbing Falster Revyen med direktionen bestående af Lone og Mickey Pless i spidsen, løbende skullet forholde sig til gældende coronaregler. Derfor er revyen med kort varsel flyttet fra den gamle teatersal i bymidten til Nykøbing F. hallen.

Det har klart betydet nogle nye udfordringer, for som direktør Mickey Pless efter en veloverstået premiere fortalte, så har man kun haft godt tre uger til at ”bygge et helt nyt teater op i en sportshal”

Herfra kvitteres med et godt gået, for denne flytning har også betydet nye klædelige muligheder!

Halloftet er med lange baner af indfarvet stof, 1.200 kvadratmeter i alt, forvandlet til et hyggeligt ”teaterloft”. Det gule halgulv minder nu om gulvet i en sydlandsk hacienda efter det er pålagt naturstensmønstret linoleum. Selve revyscenen, måske nu Danmarks største, er flot omkranset med store balkoner og trapper. Samtidig er der blandt andet hængt store baner af stof ned, som scenelyset kan reflektere i. Umiddelbart en enkel, men meget sanselig flot scenografi, der tjener scenograf Niels Secher til ære. Niels Secher er scenograf på årets Cirkusrevy, men sprang efterfølgende med kort varsel til i Nykøbing Falster Revyen, da hans hjælp var ønsket.

Samlet set en flot ramme for årets revy på Sydhavsøerne, og herfra skal indrømmes, at man generelt sidder meget bedre i den ”nye teatersal,” end man nogen sinde har gjort i den gamle.

Silas Holst debuterer i revyen

Skuespillerholdet består i år af revyveteraner Pernille Schrøder, Karsten Jansfort og Rasmus Krogsgaard, der også er instruktør. Desuden medvirker Rikke Buch Bendtsen, der var med første gang i 2019, og allestedsnærværende Silas Holst der i år er debutant i Nykøbing, men fik sin revydebut i Rottefælderevyen 2014. Og jo Silas er i den grad en ekstra gevinst på et i øvrigt stærkt og rutineret revyhold.

Vi åbner – de åbnede

Efter et sjovt og særdeles egnsbestemt åbningsnummer, Vi åbner, en meget rammende titel i disse coronatider, fortalte Rasmus Krogsgaard om Nødvendig information assisteret af Silas Holst som døvetolk. Baggrunden var et spørgsmål fra en ”seer” fra Væggerløse, der havde spurgt TV-lægen Peter Qvortrup Geisling, der på storskærm svarede, om det var sikkert at gå i revy.

Siger man revy siger man også tekstforfatterne Vase & Fuglsang. De leverer til flere af landets revyer og bidrog i Nykøbing blandt andet med nummeret Automatreaktion. Scenen er sat ved to flaskeautomater, og viser hvor hurtigt man kan blive misforstået eller krænket, hvis man da vil da lade sig krænke. Den viser også, hvordan den eller de kloge, kan narre de mindre kloge, og i en tid, hvor mange er bange for at sige visse ord, ja, så tager det ene ord som bekendt det andet.

Masser af politisk satire

Ingen revy uden politisk satire. Et af de bedre, Den allersidste dans, stod Rasmus Krogsgaard og Karsten Jansfort for. Det skete i skikkelse af de to på tinge nestorer Bertel Haarder og Marianne Jelved. Begge har de bebudet deres afsked fra Folketinget ved næste folketingsvalg.

I nummeret var Bertel tydeligvis ikke tilfreds med, at Marianne nu også havde bebudet sin afsked, for nu fik han ikke fornøjelsen alene at blive fejret. Sjovt og satirisk skarpt nummer, også med et lille stik til USA’s aldrende præsident. Nummeret viste fint, hvem der har bukserne på, og nej det er ikke Haarder. Fin fin tekst skrevet af Rasmus Krogsgaard – ja, skrive gode revytekster, det kan han også levere.

Inger Støjberg var selv til stede i salen på premiereaftenen og kunne se ”sig selv” i nummeret Gi´den op, gí den op. Her tog Rikke Buch Bendtsen fint livtag med den tidligere minister, og snart første kvinde, der stilles for en rigsret. Rikke Buch Bendtsen var sjovt assisteret af to rappende bønder i skikkelse af Silas og Rasmus. Jo baglandet er i orden.

Den fulde præst og kirketjeneren

Og fra Inger Støjberg med ordet i sin magt, til en anden, der ofte kan belægge sine ord med rette. Det var dog ikke tilfældet i Jan Svarrer og Søren Anker Madsens sjove tekst om præsten, der manglede en kirketjener. Præsten, i skikkelse af Carsten Jansfort, får ved en fejl rekvireret en tjener fra Hamlet Bodega i stedet for en kirketjener, og så er den brandert hjemme – hos præsten og i menigheden.

Carsten Jansfort giver den virkelig gas, imens han tumler stærkt beruset rundt på scenen. Ikke et vådt øje er tørt, som de i øvrigt ikke er, når man overværer flere af de velvalgte, -skrevne, og -spillede numre.

En smuk smuk hyldest

Aftenens mest rørende nummer stod Rasmus, Silas og Rikke for i Klaver med mer´. Idémand til nummeret er Rasmus selv og ja musikken er – rigtig gættet – af Bent Fabricius-Bjerre, der dermed også i Nykøbing Falster revyen blev mindet på smukkeste vis.

  1. Mogensen hed et af aftenens meget korte, men sjoveste forvekslingsnumre. Idé, ja rigtig gættet Rasmus Krogsgaard, der har kontaktet Pernille Schrøder, for om hun ville lave et nummer med J. Mogensen. Ikke alt skal nævnes her, dog at J. kan stå for flere navne. Sjovt lille finurligt nummer.

Debuterer med charme, selvtillid og flere særdeles gode numre

Som nævnt er Silas Holst debutant på scenen i Nykøbing Falster revyen. Her skal det lige føjes til, at det kun er anden gang i sin karriere, at han medvirker i en revy. Silas er begunstiget med mange talenter: Han kan danse, spille skuespil, og så synger han faktisk ganske godt, hvilket publikum i revyen flere gange fik stor glæde af. Og så kan han levere en revytekst.

Sammen med hans dansepartner Jakob Fauerby, med hvem han vandt Vild med Dans for et par sæsoner siden, havde han skrevet Den stille vise.

Og lad det være skrevet: Hvor er det skønt med selvironi og mod at distancere sig totalt fra kritikkere, ved at spidde sig selv og dem med en god gang satire. Ærligt var det et særdeles morsomt nummer, som jeg tror, at også enhver anden inden for LGBT+ miljøet vil glædes over. Det er festligt, særdeles farverigt, elegant udført, overraskende, men også med en snart af en pisk til os alle – om vi tilhører LGBT+ miljøet eller ikke.

Mange svigermødres darling

  1. afdeling begynder lidt som første nemlig med et coronanummer. Vase & Fuglsang leverer teksten, hvor der bliver sat sjovt fokus på hele pode problematikken. Godt tænkt, som mange andre numre i revyen er.

Siger man 2020 og corona, siger man også mange svigermødres darling Philip Faber. Rasmus Krogsgaard er fabelagtig som den lattermilde og -glade Philip, der får varmet os alle godt op, inden der er dømt Fællessang.

Under fællessangen præsenterer han sammen med den øvrige del af holdet for en lang række af vores danske sangartister: Fra Thomas Helmig til Keld og Hilda, videre over Lis Sørensen, Rasmus Seebach og Richard Ragnwald. Der sluttes af med DRs pigekor, hvor alle på og bag scenen ved årets Nykøbing Falster revy er på scenen samtidig. Blå kjoler kan være klædelige på mange, også på nogle mænd.

Manden på månen

Aftenens nok mest tankevækkende nummer stod Karsten Jansfort. Det skete som den glemte mand på månen i en særdeles god tekst af Søren Anker Madsen. Manden på månen, blev glemt samme sted, fordi han lige skulle slå en streg bag månebilen. Da han var færdig med det, var Neil Armstrong og de øvrige astronauter på vej tilbage til den blå planet, Jorden. Her over 50 år efter, er jorden ikke længere blå. Nu er den grå, og det samme er den sidste mand på månen.

To timers gedigen underholdning

Mange flere gode numre kunne nævnes, men det skal de ikke. Køb i stedet en billet til Nykøbing Falster Revyen og lad dig underholde et par timer. Også selvom der givetvis er et nummer eller to, du ikke helt forstår. Personligt havde jeg det meget fint med nummeret Hashtag, der med rigtig gode og velvalgte lydklip spider hele Mee Too problematikken. Til gengæld synes jeg at nummeret Modul 2 på en eller anden led kolliderer lidt med budskabet i førnævnte Hashtag nummer. Det sku være så sjovt.

Tillykke med endnu en god revy

Herfra et stort tillykke til Nykøbing Falster Revyens direktion og ledelse Lone og Mickey Pless, og hele det store personale bag, med en flot og velspillet revy. De fem sikre stjerner er hjemme! Og ja tak, Out & About kommer meget gerne igen.

 

Medvirkende Nykøbing Falster Revyen 2021

Direktion: Lone og Mickey Pless

Skuespillere: Silas Holst, Pernille Schrøder, Rasmus Krogsgaard, Rikke Buch Bendtsen, Karsten Jansfort

Instruktør: Rasmus Krogsgaard

Kapelmester og musikalsk arrangør: Mickey Pless

Revyorkester: Michael Axen, Elo ”Luffe” Lindhardsen, Thomas Lund Madsen, Casper Gyldensøe.

Koreograf: Peter Friis

Scenograf: Niels Secher

Kostumier: Henrik Børgesen

Forestillingsleder: Line Hansen Nielsen

Forestillingen spiller til 21. august

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Græsted Revyen – et brag af en sommerrevy