KULTUR

Ny stor Anne Linnet-teaterkoncert

Med et massivt sangkatalog og en kæmpe personlighed er Anne Linnet en af dansk rockmusiks mest betydningsfulde og initiativrige musiker. En ny teaterkoncert er på vej med hendes mange elskede sange.

Det Kongelige Teater har som noget helt ekstraordinært fået adgang til hele Anne Linnets musikkatalog. Vi kan glæde os til at opleve: Tusind stykker, Tabt mit hjerte, Glor på vinduer, Den jeg elsker, Marquis de Sade og mange, mange flere af Anne Linnets sange, som mange har elsket til, tudet til, danset til og skrålet med på. Forestillingen er et samarbejde med Aarhus Teater.

Det Kongelige Teater fortæller om forestillingen:

”Anne Linnet skriver om sit eget liv, men sangene handler også om dig og mig, om os alle sammen. Hendes enestående tekster og legendariske sange rammer plet i vores hjerter igen og igen. Kom og mærk Anne Linnets styrke, musikkens puls og sangene fra dit eget liv med skuespillere, dansere og et liveband på Gamle Scene. Tag med os på en sjælfuld og musikalsk rejse ind i Anne Linnets verden af passion, køn og kærlighed. Jeg er jo lige her er en forestilling om passion, erotik, kærlighed og længsel.”

Skulle du være i tvivl, så er er Anne Linnet en af de mest markante erklæret LGBT+ kunstnere herhjemme og har i årtier været omdrejningspunkt for et stort miljø af lesbiske kvinder. Hendes liv har ofte skabt forsider, og hun har været hudløs ærlig i sine meninger og fortællinger. Hendes tekster er meget personlige og handler ofte om sin kærlighed til kvinder.

”Jeg er jo lige her” bliver forestillingens navn, og den får sin urpremiere på Det Kongelige Teater til maj 2021. I sensommeren 2021 kan forestillingen også opleves på Aarhus Teaters Store Scene.

Det Kongelige Teaters skuespillerchef, Morten Kirkskov, iscenesætter forestillingen sammen med Thomas Bendixen. På rollelisten finder vi blandt andre Tammi Øst og Laus Høybye.

Forestillingen er en del af Det Kongelige Teaters sæsonprogram for 2020/21. Hop ind på deres hjemmeside og gå på opdagelse.

Ud over teaterkoncerten kan du glæde dig til musicalen ”West Side Story”, en genopsættelse af den anmelderroste ballet ”Blixen” om Karen Blixens liv, ”Et dukkehjem”, ”Tryllefløjten” og børneforestillingen ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” – blot for at nævne en brøkdel.

Få info og find datoer her.

 

Se også: Anne Linnets søn springer ud som transkønnet