SAMFUND

Ny radiokanal spiller hits fra LGBT+ miljøet

Den nye digitale radiokanal Alletiders Regnbue Hits giver også kærlig særbehandling til nye danske queer-kunstnere.

Alletiders Regnbue Hits hedder den nye danske digitale radiokanal som døgnet rundt får kendte hits fra LGBT+ miljøet til at flyde ud af din radio.

“Vi vil gerne hylde al den fantastiske popmusik, som bliver forbundet med Pride. På Alletiders Regnbue Hits spiller vi livsbekræftende og empowering sange fra 70’erne og helt frem til i dag. Så der er også fokus på noget af det helt nye musik, der kendetegner 2023”, siger direktør for JFM Lyd Søren Bygbjerg, som står bag den nye digitale radiokanal.

Ideen om en radiokanal, der hylder Pride og omfavner al den musik, der knytter sig til LGBT+ miljøet ligger ikke langt fra Søren Bygbjerg. Som chef for P3 indførte han også det succesfulde program Pride på P3.

“Det har været vigtigt for mig og radioteamet ikke bare at dyrke klassikerne. Vi kaster også spotlys på de mange talentfulde danske queer kunstnere, som er på vej frem, og som vi gerne vil introducere vores lyttere for”, fortæller Søren Bygbjerg.

Danske og internationale queer kunstnere

Så du får både de kendte disco- og popnumre med Donna Summer, Chaka Khan, Cher, Pet Shop Boys og George Michael. Blandet med nye hits fra navne som Troye Sivan, Christine and the Queens, Demi Lovato, Sam Smith, Fyr & Flamme og Loreen. Kærlig særbehandling til nye danske upcoming queer-kunstnere som Asbjørn, Brimheim, Freja Kirk, Neigh, QUIM, Sander Sanchez og Sigmund.

Alletiders Regnbue Hits kan høres på DAB, web og app. Regnbue Hits kan du fange i hovedstadsområdet, Sønderjylland og dele af Øst- og Vestjylland. På web og app kan man høre den i hele landet på hhv. ClassicFM.dk og Classic FM’s radioapp.

Direkte link til Alletiders Regnbue hits finder du her.

Læs også: Aarhus Pride 2023- se billederne