Ny plads og rute til Aarhus Pride.

Aarhus Pride er tilbage. Nu i nye omgivelser.  Foto: Martin Ballund

 Aarhus Pride er tilbage efter en tvungen Coronapause, men nu i nye omgivelser.

Man plejer at kunne slænge sig i græsset og nyde synet af ARoS smukke regnbue og Musikhusets ikoniske arkitektur, når man deltager i Aarhus Pride. I år er der dog nye boller i suppen, for Priden må flytte på grund af et stort byggeprojekt og det hele er nu skiftet ud med havnens mere rå attitude.

Folkene bag Aarhus Pride har været tvunget til at flytte, da den velkendte plads ved Officerspladsen og Musikhusparken, skal graves op, fordi kunstmuset ARoS skal udvides. Spadestikket til byggeprojektet tages lige omkring, Pride-start og derfor “forvises” Priden til nye omgivelser.

Vil du opleve og nyde den velkendte Pride-stemning i den jyske hovedstad den 28. maj skal du ud på Pier 3. Er du lidt usikker på, hvor det lige er, så er det der, hvor Molslinjen sejlede fra i mange år. I den seneste tid, kender mange stedet som der, hvor vaccinecenteret holdt til.  Det er med andre ord den del af Aarhus Ø, der stadig er i udvikling, som nu skal pakkes ind i regnbuefarver og en festklædt folkemængde.

Arrangørerne af Aarhus Pride har lovet at gøre alt for at sikre at der også det nye sted tilføres den helt rette pride-stemning.

Noget er dog stadig ved det gamle. Dagens parade starter stadig downtown – nemlig lige på Bispetorv kl. 11, ved den knejsende domkirke og det smukke Aarhus Teater. Ruten fører paraden rundt i byen. Men med den nye plads, skal nye veje også betrædes. Selv om den nye rute endnu ikke er offentliggjort skal ruten jo ende det rette sted.

Aahus Pride opdaterer løbende på deres sociale medier når der er nyt.

Følg Aarhus Pride lige her.

Læs også: Christiansø klar med endnu en pride