KULTUR

Ny dansk queer film udtaget til prestigefyldt filmfestival

Hovedrollerne som Johan og William spilles henholdsvis af Magnus Juhl Andersen og Nina Rask.                                                    Foto: Christian Geisnæs

Filmen “Sauna”  er udtaget til hovedkonkurrencen på den prestigefyldte amerikanske Sundance Film Festival 2025. Dermed får den danske filminstruktør Mathias Broe sin debut med det kommende queer-drama.

Filmen Sauna, som først får dansk biografpremiere til april næste år, handler om Johan, der lever det frie liv som bøsse i København. Her tager han ivrigt del i byens store udvalg af barer, fester, dating-apps og one-night stands. Da han en nat møder William, en transmand som han forelsker sig i, tager hans liv en helt uventet drejning. Deres kærlighed bliver dog hurtigt udfordret af deres forskelligartede forventninger og opfattelser af køn, identitet og parforhold.

Sauna er filminstruktør Mathias Broe og manuskriptforfatter William Lipperts spillefilmsdebut. Filmen udspiller sig ikke bare i det københavnske queer-miljø, men filmen er også blevet til i samarbejde med en række af de personer, som har deres faste gang i miljøet. For første gang i dansk filmhistorie spilles hovedrollen som William naturligvis også af en transperson.

“Det har været altafgørende for mig at skabe en film, der ikke blot fortæller kærlighedshistorien mellem Johan og William, men som også indfanger de mange facetter og udfordringer, som queer-miljøet står over for. Gennem mit personlige kendskab til miljøet har jeg forsøgt at bringe en ægte og nuanceret skildring til lærredet. En skildring, der både viser omsorgen og solidariteten, men også de ekskluderende dynamikker, der er til stede. Filmen handler i bund og grund om menneskets universelle søgen efter kærlighed og fællesskab”, udtaler spillefilmsinstruktør Mathias Broe i en pressemeddelelse.

Et stærkt hold bag og foran kameraet

I hovedrollerne som Johan og William ses henholdsvis Magnus Juhl Andersen og Nina Rask. Manuskriptet til filmen har William Lippert har skrevet i samarbejde med Mathias Broe på baggrund af Mads Ananda Lodahls roman af samme navn. Saunas deltagelse i hovedkonkurrencen af Sundance Film Festival er en klar indikation af, at filmen vil få et interessant internationalt liv før den overhovedet kan ses i de danske biografer.

Sundance Film Festival har eksisteret i mere end fyrre år og er grundlagt af den kendt Hollywood-stjerne Robert Redford. I 2025 finder festivalen sted i dagene fra den 23. januar til den 2. februar

 

Sauna – Mads mestrer fortællingen, og dialogen