Ny dansk film, hvor ikke alt går efter planen

Foto: Adam Nydam
Film: Ingen kender dagen. Filmen om fem danskeres liv en tilfældig dag bliver trods gode skuespilpræstationer aldrig rigtigt vedkommende.
Annette K. Olesens nyeste film Ingen kender dagen, baserer sig på fem små manuskripter fra et tilsvarende antal danske forfattere. Deres fem historier er flettet sammen i én film, men hvor personerne der skildres ikke har noget med hinanden at gøre. Dog har de et skæbnefællesskab, der baserer sig på tillid. Og det kan for nogle blive fatalt. Måske.
Ingen kender dagen handler om fem danskere: En ægtemand, en kvindelig læge, en gravid hustru, en stor skoleelev, og en lille pige. De bliver i løbet af 24 timer konfronteret med en af tilværelsens skæbnesvangre skilleveje. Det sker i hver deres søgen, bevidst, ubevidst, eller tilfældigt, efter kærlighed, identitet og et moralsk ståsted.
Fælles for de fem, der i øvrigt heller ikke i filmen kommer til at kende hinanden, er, at de hver især må satse, noget af det vigtigste vi mennesker har mellem hinanden: tillid. De må tro, eller vælger at tro, på de mennesker, de omgives af den pågældende dag. I nogle tilfælde er tilliden sårbar, og for nogle af dem bliver konsekvenserne fatale. For andre forbudte. Og i et enkelt tilfælde ret morsomt, tangerende til det pinlige.
De fem skæbner
Filmen begynder med et citat af Lenin: Tillid er godt – kontrol er bedre. Og allerede der, kan vi godt fornemme, at ikke alt kommer til at gå, sådan som de fem skildrede personer lige havde forestillet sig at deres dag skulle gå.
De fem skæbner, der knytter sig til de forskellige historier er:
– Ægtemanden, der lejer et sommerhus for at tilbringe et døgn med en kvinde, han har mødt ved en konference. Altså en uden-om-ægteskabelig affære.
– Den kvindelige læge, der skal følge udviste asylansøgere til Afghanistan, men hvor der stilles spørgsmål ved det betimelige i at sende folk ud af landet til en uvis skæbne i et krigshærget land.
– En hustru der følger sin ægtemand til en begravelse hos en af hans tidligere gymnasiekammerater, uden at hun kender hans fortid.
– Skoleeleven, der ved en fejl fået sendt et foto af sin pik til en klassekammerat, og ved et tilfælde kommer ud og køre med sin klasselærer.
– Og den lille pige, der følger sin mor på en tur til en strand og siden et tomt sommerhus, men ikke kender moderens dagsorden.
Gode kræfter på rollelisten
I rollerne ser vi blandt andre veletablerede navne som Trine Dyrholm, som lægen Eva, Jacob Cedergren i rollen som ægtemanden Adam, der vil nyde en udenom ægteskabelige affære, og det nye stortalent Morten Hee Andersen, som den vordende far Simon. Desuden medvirker Lisbet Dahl som sommerhusudlejeren Hanne, der konstant forstyrrer det elskende par.
Derudover medvirker andre gode, men ikke alle lige velkendte kræfter som Hadi Ka-Koush, Anders Brink Madsen, Sofie Juul Blikenberg, Ene Øster Bendtsen, Emil Aron Dorph og Ellaha Lack.
Hver især spiller de rigtig fint og troværdigt. Ingen tvivl om det.
Har historierne validitet?
Men hvordan med troværdigheden af historierne? Kan nogle af de ting ske, som sker i filmen? Tja, jeg tillader mig at sætte spørgsmålstegn, derved. Blandt andet i et par af scenerne med den store skoledreng, og med den kvindelige læges afsæt af turen til Afghanistan.
Filmen tager vigtige problemstillinger op, der hver især kunne bære en film: Hvordan Danmark sender afviste asylansøgere ud af landet. Hvordan børn og unge skal finde deres identitet. Og så er er lige den uden-om-ægteskabelige affære. Og i det tilfælde, hvem har bukserne på: Den utro ægtemand? Hans elskerinde? Eller sommerhusudlejeren?
Når jeg skriver, at de hver især kunne bære en film, skriver jeg også, at det er for kort vi møder de forskellige skæbner. Der stilles et par særdeles vigtige spørgsmål undervejs i filmen, men det forløses ikke rigtigt. For er virkeligheden sådan som den fremstilles? Nuvel er det kun en enkelt dag i de enkelte personers liv, der skildres, men noget af det virker, eller fungerer bare ikke rigtigt. Man tvivler simpelthen på ægtheden. Filmen bliver simpelthen aldrig rigtigt vedkommende, hvilket er en skam, for hver især kunne historierne føre til meget mere. Sådan som der ind imellem lægges op til.
Og derfor må Ingen kender dagen nøjes med 3 stjerner fra Out and About.
Det er forfattere Carsten Jensen, Niels Henning Krag Jensby, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad og Caroline Albertine Minor, der har skrevet de fem fortællinger, der siden er bearbejdet af filmens instruktør Annette K Olesen i samarbejde med Maren Louise Käehne, der også var manuskriptforfatter på den prisvindende Dronningen.
Fakta om INGEN KENDER DAGEN
Filmholdet:
Instruktør: Annette K Olesen
Originale fortællinger: Carsten Jensen, Niels Henning Krag Jensby, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad og Caroline Albertine Minor
Bearbejdet til film: Maren Louise Käehne og Annette K. Olesen
Producere: Jonas Frederiksen og Ditte Melsted
Executive producere: Birgitte Hald og Bo Erhardt
Fotograf: Anders Nydam, DFF
Klipper: Denniz Göl Bertelsen
Lyddesigner: Mick Raaschou
Komponist: Kåre Bjerkø
Production designer: Heidi Plugge
Chefsminkør: Line Rosenkrantz Jensen
Kostumedesigner: Stine Gudmundsen-Holmgreen
Rolleliste:
Eva: Trine Dyrholm
Simon: Morten Hee Andersen
Adam: Jakob Cedergren
Hanne: Lisbet Dahl
Hadi: Hadi Ka-Koush
Henrik: Anders Brink Madsen
Maja: Sofie Juul Blikenberg
Karina: Ene Øster Bendtsen
Emil: Emil Aron Dorph
Viyan: Ellaha Lack
Se spilletider her.
Læs også: Carmen – på kanten – af trappen