SAMFUND

Ny Checkpoint-klinik i Gentofte

Gentofte har fået sin egen Checkpoint-klinik.
Foto: Aids-Fondet

AIDS-Fondet har åbnet en ny Checkpoint-klinik i Gentofte. En klinik der udover testtilbuddet også kommer ud og tilbyder test til arrangementer og fester på byens ungdomsuddannelser.

I Gentofte er kommunen gået sammen med AIDS-Fondet for at styrke den seksuelle sundhed. Det betyder, at en ny Checkpoint-klinik nu har set dagens lys. Her kan unge og LGBT+ personer nemt og gratis få en test og rådgivning om sexsygdomme.

Checkpoint Gentofte er et specialiseret rådgivnings- og testtilbud, der fokuserer på seksualitet og seksuel sundhed, og den er et supplement til kommunens øvrige tilbud.

På den nyåbnede Checkpoint-klinik kan man blive testet hiv, gonorre, syfilis – og ikke mindst klamydia, der for tiden er den mest udbredte sexsygdom.

Det gælder også blandt unge i Gentofte. Her kan de unge fremvise den tvivlsomme ære at have den næsthøjeste forekomst af klamydia i Region Hovedstaden. Og firs procent af klamydiatilfældene finder man blandt kommunens unge.

“I Checkpoint vil der være særlig vægt på den opsøgende indsats – altså at møde unge Gentofte-borgere der, hvor de er”, udtaler Ditte Holst, som er klinikansvarlig for Checkpoint i Region Hovedstaden.

Ditte Holst har ansvaret for den nye Checkpoint i Gentofte.      Foto: AIDS-Fondet

Det er hendes erfaring, at unge kvinder generelt er gode til at lade sig teste, mens det kniber noget for unge mænd.

“Dem når vi til gengæld, når vi tager ud og tilbyder test i forbindelse med fester og arrangementer. Unge mænd vil gerne testes, når vi kommer til dem”, fortæller den klinikansvarlige og fortsætter

“Det kan være fordi de ikke tænker over det i dagligdagen, eller fordi de ikke tror, det er nødvendigt, så kommer vi til dem”, slutter Ditte Holst.

Checkpoint i Gentofte har åbent hver mandag.