KULTUR

Ny bestyrelse i Copenhagen Pride

Copenhagen Prides nyvalgte bestyrelse. Lars Henriksen blev genvalgt som formand, mens Tonny Liljenberg er ny næstformand. Betina Fauerschou er Pridens kasserer. Nye i bestyrelsen er Lai Christian Balsig og Line Mark Mathiesen. Nye suppleanter er Ane Rindom og Martin Eskerod.
Foto: Frank Holm

Copenhagen Pride har fået ny bestyrelse. En bestyrelse, som skal stå i spidsen for næste års 20 års jubilæums pride. Pridens formand hedder stadig Lars Henriksen.

Tirsdag aften var der generalforsamling i Copenhagen Pride. Efter dette års største pride nogensinde med mere end 30.000 tilmeldte paradedeltagere og over 300.000 langs ruten, var det en stolt formand, der på generalforsamlingen kunne gøre status over et fantastisk år.

Et år hvor priden har øget aktiviteterne hen over året, så som deltagelse i Folkemødet på Bornholm, Gaystortion, Copenhagen Half Marathon og Winter Pride. Ligeledes er prideugen i 2015 blevet udvidet med en ekstra dag.
Samtidig kunne formanden berette om en øget interesse hos sponsorer og en politisk forståelse og vilje til at bakke op omkring Copenhagen Pride.
Formand Lars Henriksen hyldede i sin beretning også de mere end 300 frivillige, der arbejder hårdt for at få gennemført Copenhagen Pride gnidningsløst.

Bestyrelsen i Copenhagen Pride arbejder på at gøre Priden til den mest indflydelsesrige i Vest- europa. I 2021 vil bestyrelsen i samarbejde med Københavns Kommune desuden gerne afholde både Eurogames og World Priden i den danske hovedstad. En opgave Copenhagen Pride allerede nu arbejder benhårdt på at få.

 

Læs også: Copenhagen Pride lancerer Danmarks første Winter Pride

Se også: HK Danmark er med ved Copenhagen Pride 2015