Ny bestyrelse hos Aarhus Pride vil sætte en ny kurs

Foto: Thomas R. Kristensen
Med helt nye kræfter i spidsen for Aarhus Pride er den nyvalgte arbejdsgruppe klar til en ny kurs . Gruppen er sikre på at, der også i 2025 kommer en Pride i Aarhus.
Da der den lørdag den 18. Januar var indkaldt til generalforsamling i Aarhus Pride kunne man allerede fornemme en vis form for krisestemning. Den siddende bestyrelse og arbejdsgruppe kunne ikke mere. Der var ikke kræfter og hænder nok til at løfte den store opgave, det er at arrangerer og afholde en så stor Pride som Aarhus.. Efter en livlig debat på generalforsamlingen valgte resten af bestyrelsen også at trække sig. Derfor er det nu helt nye og til dels uprøvede kræfter, der skal i gang med arbejdet at arrangerer en Pride i Aarhus. Et mål alle var enige om at lykkes med.
Stærkt motiveret nye folk
Out & About har haft kontakt til tre af de nye folk fra bestyrelsen for at høre lidt om deres ideer til den kommende Pride i Aarhus. Det er Mekaila Engelsborg Schwartz ( M), Jonas Halborg Andersen ( J) og Quezta (Q).
Tillykke med valget – føler I jer mere klar til opgaven nu, når generalforsamlingen er kommet lidt på afstand?
J: ”Super klar! Vi i bestyrelsen er en bred palette af forskelligheder med kvalificeringsmæssigt erfaring og en fælles passion for at skabe en fantastisk Aarhus Pride.”
M: ”Vi er alle stærkt motiveret til at sikre Pride i Aarhus. Villige til at vokse med opgaven””
Hvordan er stemningen i den nye gruppe?
Q: ”På trods af, hvor kort tid vi har til at planlægge og afvikle en pride, så er kampgejsten helt i top. Vi er godt klar over at vores arbejde er vigtigt både for os selv personligt, men også for resten af miljøet.”
M: ”Vi er samlet om et emne vi er passioneret omkring og er en del af. Så selvfølgelig glæder vi os”.”
En lang kontaktliste klar til brug
I er alle nye i Pride sammenhæng. Hvordan er det at være blevet kastet ud i det kæmpe arbejde, der er at skabe så stor en Pride som Aarhus Pride?
Q: ”Til dels intimiderende. Men vi føler vi har stor opbakning både direkte og indirekte. På trods af, at vi er repræsentanter fra en syv persons bestyrelse, vil vi heller ikke undervurdere det faktum at vi har en lang kontaktliste. Vi i bestyrelsen har alle været aktive i flere forskellige diverse miljøer og har hver især en et mål om at aktivere hele Aarhus’ LGBTQIA+ miljø.”
M: ”Det er et arbejde, vi er klar på. Vi kan ikke love det bliver stort, givet situationen. Men vi kan love, at der er en Pride.”
J: ”Priden er vigtig, så det er et kæmpe pres, men jeg tror på mig selv og bestyrelsen. Desuden elsker jeg muligheden for at vise mine evner i forhold til event-organisering. Samtidig er jeg også stolt og beæret af at bære fanen videre. For hvert år har været super godt arrangeret helt praktisk, og jeg glæder mig til at lære af de mange erfaringer som den tidligere bestyrelse har gjort.”
En overdragelse finder snarligt sted
Aarhus Pride er forsvundet fra de sociale medier. Hjemmesiden ryddet. Er det jer, der står bag dette?
Q: ”Der blev kommunikeret til os, at der var nogle personfølsomme oplysninger på sociale medier og hjemmesiden. Den afgående bestyrelse ville lige sikre sig alt var korrekt, før det hele bliver overdraget til os, hvilket vi har fuld respekt for. Den 31. januar bliver det hele overdraget. Her skal vi mødes med den tidligere bestyrelse så de kan videregive, de ting der er vigtigt for en bestyrelse at vide om Priden”.”
Tro kan flytte bjerge
Det kan hurtigt blive maj, kan I nå det?
J: ”Tro kan flytte bjerge. Vi har mange frivillige private og organisationer, som hellere end gerne vil bidrage til arrangementet. Med deres hjælp, er jeg sikker på det lykkedes.”
Ligger datoen klar for Aarhus Pride?
M: ”31 maj er en låst dato.”
J: ”De nødvendige tilladelser går vi snart i gang med at søge.”
Det gamle formål var misrepræsentativt
Flere af de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer har tidligere været ude med kritik af den tidligere bestyrelse. Hvad gik kritikken på?
J: ”Det gamle formål var misrepræsentativt.”
Q: ”Aarhus Pride var en festorganisation, fokusset var klart. At hylde vores queerness på en festlig måde. For os har det været tonedøvt ikke at anerkende, at Priden også er politisk”.
M: ”Især når det ikke er alle LGBTQIA+ borgere der har lige rettigheder i Danmark. Vi mener at Priden er skabt for at kæmpe for retten til at elske hvem du ønsker, og være den du er. Vi mener alle mennesker har ret til at være queer og alle queer har menneskerettigheder.
J: ” Jeg står for at Pride er humanitært og frihedspolitisk. Den hylder mangfoldighed, fundamentale menneskerettigheder og retten til at være den du er, samt elske den du elsker.”
Q: ”Fuld forståelse for de tidligere bestyrelser. For os har det bare være vigtigt at slå dette fast.”
Har forholdt sig kritisk
Har Aarhus Pride tidligere været for lukket?
Q: ”Der har været kritik af Aarhus Pride. For os er det vigtigt, at vi får lyttet til miljøet og sørger for at Priden bliver mere inkluderende”.
Den gamle arbejdsgruppe oplevede et stort ydre pres og til tider en meget hård tone og behandling. Føler I at nogle af jer har været med til at skabe dette miljø?
J: ”Mange af os har forholdt os kritisk til sidste års udtalelse, men aldrig opildnet til hård tone eller uhensigtsmæssig adfærd.”
M: ” Vi, i den nye bestyrelse, er her for at tage over for at løfte Priden. Vi er ikke stillet op for at lukke eller skade Priden.”
Q: ”Vi arbejder med et event, der i sig selv både betyder en del for os og resten af miljøet. Det er svært ikke at anerkende, at det i sig selv ikke er et pres. Som før nævnt er det vigtigt for os, at Priden ikke bare bliver planlagt af bestyrelsen, men at alle i miljøet føler de har noget at skulle sige. Vi håber derfor, at vi kan imødekomme og inkludere så meget af miljøet som vil stille idéer, hænder, kontakter og hjælp med mere til rådighed. Så vi alle i samlet flok kan holde en Pride vi er stolte af.”
Tilbage til rødderne
Bliver der ændringer i kursen eller har I tænkt jer at videreføre Aarhus Pride som den er?
M: ”Der vil ske ændringer, ikke fordi vi ønsker det, men fordi at ressourcerne er brugt op for tidligere Prides og vi, den nye bestyrelse, arbejder for at genopbygge ressourcer til at have en Pride.”
J: ”Vi vil gerne tilbage til rødderne og gøre selve fejringen efter paraden mere hyggelig og afslappet om eftermiddagen, samt skabe de bedste rammer for fester i hele byen ved aftenstid.”
Skal Aarhus Pride være mere politisk?
M: ”Pride har altid været politisk. Det er kampen om ret til at elske, hvem end du ønsker, og være den du er. Det er kampen for ikke at blive diskrimineret eller behandlet negativt på baggrund af ens seksualitet.”
J: ”Vi er mere humant Politisk. Det vil sige når man deltager i Aarhus Pride, så tilslutter man sig en demonstration mod undertrykkelse og for menneskerettigheder.”
Q: ”Vi er klar til forhåbentlig at sætte en ny kurs for Aarhus Pride. Forhåbentlig sætter vi en kurs, hvor vi kan stå stærkere som miljø. Hvor vi i flok kan tage kampen for vores rettigheder, så er det kun et bonus, at vi derefter kan fejre arbejdet med en fest og fremadrettet kæmpe videre.”
Dagen vi som miljø står tydeligst frem og er stærkest
Hvad er Aarhus Pride for jer? Er det vigtigt at Aarhus har en Pride?
Q: ”For mig er Aarhus Pride dagen vi som miljø står tydeligst frem og er stærkest! Det er dagen, hvor vi minder os selv om, hvor langt vi som LGBTQIA+ individer er kommet og dagen vi slår rødderne i Aarhus og kæmper videre. Kampen for rettigheder vil altid fortsætte!”
J: ”Det er utrolig vigtigt! Priden markerer byens diversitet, samt retten til at være os selv og elske hvem vi har lyst til. Vi har opnået mange rettigheder, som er værd at hylde. Men vi er ikke i mål. F.eks har hvert tiende LGBT+ person været udsat for en hatecrime det sidste år. Den stigende stigmatisering mod transkønnede har medført en utryg og stressende hverdag for de berørte. Desuden afspejler paraden den generelle mangfoldighed I byen og at vi står sammen mod undertrykkelse og had. Så når du deltager i Priden, demonstrerer du for alle LGBTQIA+ personers rettigheder uden undtagelse.”
M: ”Fordi der stadig ikke er lige retigheder for alle queer folk. Så en dag til at fejre dem, til at se dem, til at vise vi er her og stadig kæmper for mangfoldighed, og for dem der ikke forstår os til at komme og se os og forstå os.”
Aarhus Pride bestyrelse af følgende syv personer:
Eddie Skovbjerg Paldam
Dennis Lysgaard
Jonas Halborg Andersen
Mekaila Engelsborg Schwartz
Peter ( Ønsker ikke efternavn offentliggjort)
Quezta Jensen
Sara Arvidsson Corneliussen.
Aarhus Pride 2025 skal efter planen afholdes den 31. maj.
Generalforsamling hos Horsens Pride – Et nyt år er skudt i gang