SAMFUND

Nigeria: homoseksuelle straffes med lange fængselsstraffe

Nigerias præsident har nu underskrevet den homfobiske lov.

Nigerias præsident har nu underskrevet en ny lov, der forbyder homoægteskaber, homoorganisationer og alle former for homoseksualitet i det offentlige rum.

I henhold til den nye lov , kan enhver, der indgår i et homoseksuelt partnerskab straffes med fængsel op til 14 år. Ligeledes anerkendes homoægteskaber indgået i udlandet ikke.

Loven forbyder også folk, at registrere, drive eller deltage i homo- klubber, foreninger eller organisationer. Viser man offentligt at man er homoseksuel kan man straffes med fængsel i op til ti år.

”Mere en 90 procent af alle nigerianere er imod homoægteskaber. Så loven er i overensstemmelse med befolkningens kulturelle og religiøse overbevisning. Derfor har præsidenten valgt at underskrive loven”, udtaler Reuben Abatim, der er talsmand for den nigerianske præsident, Goodluck Jonathan.

”Denne lov er lavet af folket, og hvilken regering følger ikke folkets krav”, tilføjer talsmanden, der ikke gav nogen præcis dato for hvornår loven var blevet underskrevet.

I Nigeria anerkendes fra i dag kun ægtepagter indgået mellem en mand og en kvinde.

Om vedtagelsen af den homofobiske lov får indflydelse på den danske ulandsbistand til landet, har den danske regering endnu ikke besluttet.