Next stop Atlanta – sydens homo-mekka

Foto: Klaus Koenig.
O&A Rejser: Nu er sommeren endegyldigt ved at være slut, så det er på høje tid at planlægge den næste udlandsrejse. Den kunne meget vel gå til Atlanta i den amerikanske sydstat Georgia. Det kan varmt anbefales.
Sydstaterne er kendte for at være meget konservative; man bor hjemme, til man som 18-årig skal giftes, og før det 30. år har man fået fire børn. Sådan cirka. Selvsagt er homoseksualitet ikke noget, der passer ind i det mønster, så de unge bøsser og lesbiske flygter til storbyerne, hvor der er lidt højere til loftet – og lidt længere til bedsteforældrene. Og Atlanta er den by, de fleste flytter til. Her er nok at komme efter.
Et modent publikum
Selv om mange unge flytter til hovedbyen i Georgia, har en stor del af de mange barer og diskoteker en relativt høj gennemsnitsalder. Hvis man tilhører aldersgruppen 40+, er Atlanta den rigtige by at besøge. Stilen er meget afslappet; t-shirt, shorts og sneakers er den gennemgående uniform alle steder. Og det passer til vejret. Om sommeren skal man undgå Georgia, mens forår og efterår har et vidunderligt klima. I løbet af vinteren kan man være heldig at have 24 grader, men det er mindre forudsigeligt og kan også være koldt.
Coca-Colas hjemby

Foto: Klaus Koenig
Vel nok verdens mest kendte brand, Coca-Cola, har sin oprindelse og sit hovedkvarter i Atlanta. Og selvfølgelig er der tilknyttet et museum om den søde sodavand. Man kan så rigeligt få sin lyst styret, hvis man er til nostalgiske reklame-effekter i form af alt fra pins til cola-automater. Den del virker en smule støvet, men de har for nyligt tilføjet flere moderne installationer med afprøvning af smagsstoffer, design af etiketter mm. Det er et godt forsøg, men ikke helt så fantastisk hvis man har passeret de 20. Hovedattraktionen for de fleste er tasting-rummet, hvor man kan gå amok i et hav af de brands – fra hele verden – der hører til under Coca-Cola paraplyen. Efter én time i rummet er man kureret for sukkervand i et par måneder.
Super cool board-walk

Foto: Klaus Koenig
Både Delta Airlines og CNN har deres hovedkvarter i Atlanta, og selvfølgelig kan man også komme på en guidet tur rundt i deres univers. Men det seneste tiltag er byens topsmarte Atlanta BeltLine med en mængde barer, restauranter og butikker med alt inden for økologi, madkultur, sommermode mm. – især i Ponce City Market. Tag for eksempel et elektrisk løbehjul og lad den varme brise slikke dig om benene, mens du ubesværet nyder de lange rækker af graffiti-malerier på bygningerne. Det er noget af det hotteste, byen har at byde på.

Foto: Klaus Koenig
Jimmy Carters bibliotek
De fleste amerikanske præsidenter har efter deres aftræden fået etableret et eftermæle i form af et såkaldt ’Library’. Det samme gælder peanut-præsidenten Jimmy Carter fra Georgia. Hvis man interesserer sig for hans arbejde med især menneskerettigheder, er biblioteket et besøg værd. Det er de fleste “presidencial libraries” i øvrigt. Carter stiftede blandt andet The Carter Center, der udfører valgobservationsmissioner verden over. Det er også muligt at besøge borgerretsforkæmperen Martin Luther Kings hjem og mindesmærke.
Mange seværdigheder

Atlanta byder også på et særdeles seværdigt kunstmuseum, High Museum of Art, med blandt andet et par fantastiske værker af Jean-Michel Basquiat. Dertil kommer et stort akvarium, en botanisk have, en zoologisk have med to pandaer samt selvfølgelig en del af den oprindelige olympiske by fra 1996, The Centennial Olympic Park.
Der er nok at give sig til i Atlanta om dagen – og om aftenen er der en perlerække af barer at besøge. De ligger som regel i klynger, så man kan tage en Uber dertil og gå videre fra sted til sted. Atlanta er alle tømmermændene værd.
Læs også: Da aids kom til byen