Musikalsk stjernestøv giver sjæl til ujævn Annas Sang

Benjamin Koppels debut- og meget roste roman: ’Annas Sang’ får scenisk liv i Odense. Den ellers så fængende fortælling, ender desværre ujævn og med manglende tyngde i det dramatiske.

I Farvergården på Magasinet byder Odense Teater velkommen til ’Annas Sang’, en co-produktion med Aveny-T, baseret på Benjamin Koppels roman, af samme navn. Odense Teater er under ombygning og derfor er forestillingerne flyttet ud rundt om i byen. For eksempel var deres juleforestilling ’Peters Jul’ henlagt til en af byens store sportshaller,

Forestillingen “Annas Sang” har indtaget Nattens Dronnings mangeårige hjemmebane på Magasinet.

Det er en spændende og interessant fortælling der præsenteres. Den tilføjer og fremhæver endnu en personlighed og brik i den store, nærmest uendelige musikalske Koppel familie.

Anna vokser op som den yngste af fem børn i en jødiske emigrantfamilie. Hun drømmer om at blive musiker ligesom sine brødre. Men ægteskabspligt, traditioner, krig, hverdag og sorg sætter en stopper for tanken. Men håbet og musikken lever i hende, oftes på trods.

Fra succes roman til scenes skrå brædder

Det er en klassiker. Vejen fra succesroman til de skrå brædder. Og i denne forbindelse, fristes man næsten til at sige, det måtte jo komme.

Benjamin Koppels slægtsroman er inspireret af forfatterens egen grandtante. Lillesøster til komponist og pianist Herman D. Koppel (Benjamin Koppels farfar). Hun er selv et musikalsk væsen og hendes fortælling, har han også turneret rundt med som Bogkoncert. En koncert med sangerinden Frederikke Vedel og skuespiller Sofie Gråbøl, hvor han fortæller historien, samt fremfører de ni sange med tekster af Cæcilie Norby, som er udkom omkring samtidig med bogen.

Romanen blev en kæmpe succes, de rosende ord stod i kø og den blev ovenikøbet en såkaldt bestseller.

Nu er den store fortælling blevet kogt ned til en teaterforestilling. Dramatiker Jokum Rohde har omsat den frit til scenen og forestillingen er instrueret af Katrine Wiedemann.

En anstrengt karikeret humor

Odense Teaters bearbejdelse er et ganske hæderligt forsøg, men helt jævn og smooth bliver det ikke rigtigt. Den dramatiske tyngde har svært ved for alvor at finde sin plads. Iscenesættelsen bliver for bølgende.

Forestillingen fænger, grundet den stærke historie, men grebet bliver man ikke for alvor. Dertil mærker vi persongalleriet for lidt.

Lad os starte med at kigge på det humoristiske. Specielt i første akt fylder det en del. Men det præsenteres underligt stift og karikeret. Mest af alt bliver det akavet og faktisk også på en måde Old School. Det er åbenbart stadig sjovt, at skal man bruge en grim og akavet pige, så putter vi en mand i dametøj, bare fordi. Det er da sjovt. Næ, man er mere efterladt med et: Øh hvorfor? Det er umotiveret.

Humoren kunne være sprudlende, levende og givende. Det ender desværre anstrengt. Den kunne have hevet os ind, men bliver mere til at holde os i en armslængde.

Lad rollerne træde i karakter

Mange af rollerne er også særdeles karikeret. Flere med accenter, der kommer og går. Man mærker ikke rigtig persongalleriet. Det skifter heldigvis undervejs, og vi får mere ren karakterspil i anden akt. Her begynder vi at mærke historien. Selvfølgelig udvikler ting sig. Kontraster kan være fint, men nerven skal være med fra start.

Benjamin Kitter spiller henholdsvis Annas onkel og senere hendes mand. Han skal fremhæves fordi han formår at skabe hele figurer, ikke fuldendte, men fyldt med kompleksitet.

Nogle af de mest gribende scener er for eksempel, når han som ægtemanden hjemme balancer imellem det dæmoniske, charmerende og psykisk forfald overfor Anna og hendes veninde Elisabeth, der kommer på besøg. Hvis alle scener havde samme nuancerede spil, tør man slet ikke tænke på, hvor storslået en forestilling man kunne have stået tilbage med. Her mærkes intensiteten så det går ind under huden.

Det er også klædeligt når moderen spillet af Natalí Vallespir Sand, endelig får lov til at folde sig ud, i en fandenivoldsk moder/ datter scene i andet akt.

Det viser hvor stærk historien står, når rollerne får lov til at træde i karakter.

En hovedrolle der kæmper

Som Anna vokser Laura Kronborg Kjær i rollen. Manglende modspil gør at hendes rolle ikke får lov til at folde sig ud. Der skal vi helt hen til anden akt, hvor forestillingen som skrevet skifter karakter. Det giver mulighed for større følelser at vise, udenpå og ikke mindst indeni. Grundet det sene dramaturgiske skifte, får hun ikke lov til at folde Annas indre ud, så hun for alvor kan blive stykkets henførende akse. Men hun gør et særdeles hæderligt forsøg.

Scenografisk bliver man glad når man ankommer. Når man ser Maja Ravn’s scenografi som er et mosaik af entre-facader med dørpartier og vinduer i forskellige stile. Man bliver nysgerrig. Der er levende historie og varme i det visuelle.

Undervejs bliver den dog lidt udfordret og kommer til kort. Måske fordi der ikke er helt samme muligheder på Magasinet som på en moderne stor teaterscene. For ting kommer lidt til at stå og forblive på scenen lidt usammenhængende. For eksempel når der tales om at et klaver skal, skal ikke, flyttes fra en location til en anden, men allerede visuelt står lige mellem skuespillerne.

Pianistens stjerneskær

Den største stjerne i opsætning er uden tvivl pianist Katrine Gislinge. Sublim som altid, fristes man til at sige. Hun er på scenen konstant. Hun har sit eget lille hjørne, og fungerer som et slags alter ego til Anna. Hun bringer sjæl med hendes spil. Dragende er hun hver gang. En lise for sjælen. Et særligt givende stjerneskær. Her lever passionen.

Hun er faktisk grund nok til at opleve forestillingen. Det musikalske består. Det hjælper dog ikke nok. Forestillingen som helhed ender på tre stjerner. For stykkes sjæl og dybde bliver for ujævn og skærmes for alvor af en forfejlet karikeret humor.

Bag om forestillingen

”Annas sang”. Dramatiker: Jokum Rohde efter Benjamin Koppels roman. Komponist: Benjamin Koppel. Idé: Lars Sennels.

Co-produktion mellem Odense Teater og Aveny-T.

Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi & kostumer: Maja Ravn. Lysdesign: Søren Holmgreen. Lyddesign: Kim Malmose. Indspillet musik produceret og arrangeret af Benjamin Koppel. Soloklaver arrangeret af Søren Møller.

Medvirkende: Laura Kronborg Kjær, Natalí Vallespir Sand, Lue Støvelbæk, Benjamin Kitter, Andras Dissing Hyttel, Anders Gjellerup Koch, Lars Simonsen, Lea Baastrup Rønne, Claus Riis Østergaard og Katrine Gislinge.