ANMELDELSER

Kom med på Blind Date

Tag med på queer karaokebar på Aveny T.                                                                                                                     Foto: Emil Indiana Holm

Med improvisation og humor serverer Aveny-T en underholdende dating-cocktail med forestillingen Blind Date. Man får lyst til at binge-watche nogle flere episoder. Men der må også gerne komme mere gang i den.

 

Vi er på en karaokebar, måske Sams Bar eller Amigo Bar, med en skøn bartender / karaoke-queen spillet med stor humor af Iben Alida. Hun lægger for med et par karaokeversioner af Bang Bang fra Lady Gaga efterfulgt af Dreams fra Cranberries. Sangene er med til at sætte stemningen, men sætter også forestillingen lidt i stå, mens de synges.

Forestillingens faste rolle Anna, der spilles af Luise Kirsten Skov, sidder klar i baren og venter på sin blind date. Som skuespiller er hun heller ikke klar over, hvem hun skal møde, da daten skifter hver aften. På den måde bliver Anna formentlig en særdeles erfaren dater over de næste par måneder.

Der ikke faste pladser, men man kan sætte sig ved et cafébord eller på de mere beskuende publikumsrækker. Og så serveres der stærke drinks i baren, ”skal der vodka i en gin & tonic?” spørger bartenderen.

Gæsten overstrålede værten

Når man går i teatret, er man på en måde altid på blind date. Medmindre man har læst bogen, set filmen eller set stykket før, så vil det være første møde med værket. På Aveny-T er der så endnu det tvist, at selv ikke skuespillerne har mødt hinanden før aftenens forestilling.

På premiereaftenen spilles den hemmelig date af Nicolai Jørgensen, der bl.a. er kendt for sin formidable rolle som homoseksuelle Frans i tv-serien Carmen Curlers. Nicolai Jørgensen giver den fuld gas, er langt fra fri af tidligere forhold, og får rodet sig ud en herlig forvikling.

Vi mærker desværre ikke så meget til Luise K Skov, som mere optræder som anonym værtinde eller facilitator. Hendes person når ikke at folde sig ud, og det kan jo netop skyldes dynamikken fra hendes modpart. Vi må håbe, at hun kommer mere op i gear i de kommende forestillinger.

På andre aftener spilles den hemmelige date af er perlerække af både mandlige og kvindelige skuespillere, så der er noget at se frem til.

En dansk version af The Blind Date Project

Blind date er ret trofast mod det originale Australsk–Amerikanske koncept, The Blind Date Project, helt ned til detaljerne med karaoke.

Det er dog svært at vurdere, hvor meget der er planlagt og hvor meget, der improviseres. Aftenens gæst møder ind et par timer inden forestillingen og bliver instrueret af Jesper Pedersen. Under forestillingen modtager skuespillerne opkald og sms’er fra instruktøren, som sidder uden for teaterrummet, og på den måde styrer slagets gang. En spændende, og næste Big-Brother agtig måde at skabe teater på.

Når man ved, at det er en dansk version af et australsk-amerikansk koncept, så kan det dog godt virke lidt tamt i forhold til, hvad jeg kunne forestille mig udfolde sig på en bar-scene med amerikanske skuespiller på blind date i New York. Der måtte godt være lidt mere gang i den.

Måske kan du finde en kæreste på Blind Date?

Sendefladen på streaming og flow-tv har i mange år været proppet med datingkoncepter, hvor der nærmest aldrig skabes varige relationer.

Grindr og Tinder har heller ingen interesse i varige relationer, da de lever af abonnementsbetalinger. Og tv-programmerne har en interesse i at dramatisere, fremfor at man bare mødes stille og roligt, og udforsker hinanden.

Så hvordan kan man finde en kæreste, når de bedste er taget og resten er revet væk? Jeg har flere gange holdt ”single-fester”, som sammenlagt har skabt flere par og børn end hele sæsoner af datingprogrammer.

Hvis du leder efter en kæreste, kunne du jo bruge forestillingen som mødested. Den varer kun en time, og I kan være i baren både før og efter forestillingen. Out&About ønsker jer held og lykke med at blive kærester – og hvem ved, hvor mange forhold, der kan skabes i løbet af forestillingsperioden.

Info:

Iscenesætter: Jesper Pedersen

Medvirkende skuespillere: Luise Kirsten Skov, Iben Alida samt en ny gæst hver aften

Sted: Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: Frem til d. 24. maj 2025.

Varighed: 1 time

Billetter finder du her.