Monastic ramt af sladder: Overlever de?

Monastics facade på Hauser Plads i København.
Foto: Brian Kjær Capkan

Siden Monastic udsatte sin åbning under Pride Week i august, har sladderen bidt sig fast: Løber det rundt? Hvornår mon de lukker?

Det er næsten en tradition. Hver gang der åbner et nyt sted i LGBTQ-miljøet, begynder snakken om, hvornår det lukker igen.

Det skete for Uno Bar, som rent faktisk lukkede efter forholdsvis kort tid, og det skete for My Fair Ladies, som dog har bidt sig fast, og har fundet sin niche.

Det er da også en kendsgerning, at mange steder er åbnet og lukket indenfor kort tid gennem årene. Så det er vel kun naturligt, at den snak også har ramt Monastic, som åbnede med store ambitioner. Det lød pompøst med et stort LGBTQ-hus, som på skulle rumme alt fra natklub til hotel og wellnesscenter.

Åbningen gik ikke helt glat med to udsættelser og åbning i etaper. Senest åbnede den hyggelige Café Monastic onsdag, og i den forbindelse stillede vi Monastics manager Karina Hegaard restaurationsbranchens forbudte spørgsmål:

– Hvordan har økonomien det?
”Vi har travlt, og har store fester både den 22. december, nytårsaften og en stor kvindefest den 26. januar,” svarer Karina Hegaard undvigende.

– Men løber det rundt for Monastic?
Denne gang overgiver Karina Hegaard sig: ”Ja det gør det faktisk. Det løber rundt, og vi har fået styr på organisationen, efter en hektisk opstartsproces.” Karina Hegaard vil dog ikke sætte tal på økonomien, hvilket også ville være helt uhørt i den branche.

– Hvordan har balladen om Alternativets valgfest påvirket Monastic?
”Det er nok den bedste reklame vi kunne ønske os. Der er efterfølgende kommet mange forbi, som skulle se, hvad vi er for et sted, så det har haft stor positiv effekt. Til selve valgfesten kom der dobbelt så mange, i forhold til hvad Alternativet havde inviteret. Da festen sluttede kl. 2 var der en stor gruppe på 50 tilbage, som mere eller mindre nægtede at gå,” griner Karina Hegaard, og tilføjer, at Monastic sidste lørdag havde lidt over 400 gæster. Det betegner hun som meget tilfredsstillende.

– Så hvornår lukker Monastic?
”I aften, men vi åbner igen i morgen,” siger Karina Hegaard med et glimt i øjet, inden hun haster videre ned i den dunkle kælderlabyrint, hvor arbejdet kalder.