MIX CPH trækker sig fra Winter Pride

Få dage før Copenhagen Prides tiende Winter Pride skydes i gang mandag den 19. februar har MIX CPH valgt at trække deres arrangementer i Winter Priden 2024. MIX CPH mener at nogle af Pridens sponsorer direkte tjener og investerer i besættelsen og det igangværende folkemord på palæstinensere.
I en meddelelse på både Facebook og Instagram skriver MIX CPH, at de som kulturelle skabere og medlemmer af queer-samfundet ikke kan tie om besættelsen og det igangværende folkemord på palæstinensere. Derfor trækker de i fuld solidaritet med Palæstina deres arrangementer i den kommende Winter Pride.
MIX CPH tager det drastiske skridt fordi organisationen efter at have kontaktet Copenhagen Pride om problemet ikke har set tegn på konkret handling fra Priden side.
Der er ingen stolthed i folkemord, skriver MIX CPH videre.
Se opslaget her:
View this post on Instagram
Priden opfordrer til dialog
“Vi er naturligvis kede af at MIX har taget dette skridt. Vi er åbne for dialog og er enige med MIX i at opfordre til øjebliklig våbenhvile, uhindret adgang for nødhjælp og frigivelse af alle gidsler. Vi anser krigen for en uhørt menneskeretskrænkelse. Civile skal ikke være ofre i bevæbnede konflikter”, udtaler Copenhagen Prides politiske forperson Lars Henriksen til Out & About.
“Vi er for tiden i gang med at forhandle med potentielle partnere for 2024 og i den dialog vil krigen i Gaza naturligvis blive central. Vi tror ikke på at vi som LGBTI+ organisationer bekæmper eller boykotter hinanden. Vi tror på, at vi skal finde styrken i sammenholdet og i respekt for forskellige tilgange og arbejdsmetoder. Derfor hilser vi også Mix´ konstruktive udmelding velkommen om fortsat at arbejde sammen i fremtiden. Vi kan alle blive bedre af at evaluere vores egen praksis. Vi må konstant handle baseret på den skiftende situation i verden”, tilføjer Copenhagen Prides politiske forperson.
Out & About har naturligvis også bedt MIX CPH om en kommentar og bedt dem om at uddybe, hvorfor de blandt andet har det italienske Kulturinstitut på deres sponsorliste. De er dog endnu ikke vendt tilbage på Out & Abouts henvendelse.