KULTUR

Saba vinder dansk Melodi Grand Prix 2024

Saba vinder dansk Melodi Grand Prix 2024.
Foto: Frank Holm

Det blev tættere end ventet, da vinderen af dansk Melodi Grand Prix 2024 lørdag skulle kåres i DR´s Koncerthus. Favoritten Saba holdt dog hele vejen og skal nu repræsentere Danmark til maj.

Under kunstnernavnet Saba vandt Saba Lykke Oehlenschlæger årets danske finale med sangen “Sand”. Den er skrevet af nogle af tidens stærkeste sangskrivere nemlig Melanie Wehbe, som tidligere har vundet den svenske Melodifestivalen, Jonas Thander, der tidligere har sejret i UK og danske Pil Jeppesen.

Det var naturligvis en overglad Saba, der kunne løfte grandprix-trofæet.

“Jeg havde faktisk slet ingen fornemmelse for, hvordan det var gået”, sagde Saba efter at resultatet stod fast.

De mange uger som favorit var lidt svært at tackle for den unge sangerinde.

“Men jeg er bare så glad for, at jeg kunne indfri forventningerne til mig”, lød det fra Saba der nu ser frem til at gøre sit bedste i Sverige til maj.

Tre sange i superfinalen

Den indledende runde blev desværre endestation for konkurrencens eneste band, UBLU. Bandet er dog super tilfreds med deres indsats.

For Aura Dione blev det også ved håbet. Hendes “Mirrorball of Hope” fik ikke stemmer nok til at sikre sig en plads i superfinalen, på trods af at hun var sidste artist på scenen.

Det blev dermed lidt overraskende til en plads i superfinalen til færøske Janus Wiberg med sangen “I Need Your Love”. Han var af bookmakerne ikke nævnet mange chancer for en sejr. Anderledes og ikke uventet var der plads blandt de sidste tre til den tidligere danske Grand Prix vinder Basim og hans sang “Johnny”.

Da seerstemmerne og jurystemmerne var talt op og lagt sammen så resultatet således ud;

  1. SABA – ‘Sand’ 37 point (15 seerpoint, 22 jurypoint)
  2. Basim – ‘Johnny’ 34 point (19 seerpoint, 15 jurypoint)
  3. Janus Wiberg – ‘I Need Your Love’ 29 point (16 seerpoint, 13 jurypoint)