Man skal stå ved, hvem man er
Lædermanden og popartisten Henrik Dencker fylder om få måneder 60 år. Det samme gør hans mand, Scott, som er amerikaner og flyttet til København fra Chicago. Sammen bor de på Frederiksberg.
Henrik Dencker er om nogen kendt som Mr. Leatherman i Københavns LGBT-miljø. Han har gået i spidsen for Copenhagen Pride og medvirket i TV-udsendelser. Han er vokset op i Grønlænderkvarteret i Aalborg og tegnede her først til det lokale FDF-kredsblad, kaldet Diskonyt. Han var også tamburmajor i samme FDF-kreds og svingede taktstokken, når kredsens Tamburkorps gik igennem kvarteret. På samme måde, som han har taget styringen over sit liv lige siden.
Der var også en lokal motorcykelklub i barndomskvarteret, og allerede tidligt begyndte han af være tiltalt af læderfyrene og begyndte at tegne dem. Han var fascineret af både duften, lyden og synet af læder. I dag er Henrik Dencker en særdeles produktiv popart-kunstner i LGBT-miljøet, både herhjemme og i Berlin – også kendt som Europas læder- og fetichscene nummer 1, hvor han både har lejlighed og tilmed galleri.
Før han for alvor slog rødder i SLM og læder- og fetich-miljøet, var han gift og fik to børn, og i dag har han tilmed tre børnebørn, som han nyder at være sammen med i weekenderne. Han er oprindelig bankuddannet og har også været økonomichef i en større dansk virksomhed.
Han begyndte at komme i SLM København i begyndelsen af 1990’erne. Men det var først for alvor, da han boede i Houston i USA, at han fik øje på læder- og fetich-miljøet, og han tog ofte i weekenderne til New York og Californien for at udforske læderbarerne. Da han vendte hjem igen til Danmark, genoptog han besøgene i SLM – også kaldet klubben – og blev senere SLM’s præsident.
Henrik Dencker fortæller, at han er sprunget ud tre gange.
”Først sprang jeg ud som bøsse, derefter læderfyr og så master. Da jeg var sprunget ud, syntes jeg, at det var vigtigt at være synligt omkring det. Jeg har lært fra min mor og min opvækst, at man skal stå ved, hvem man er. Jeg sprang også ud som læderfyr på mit arbejde, og det havde de det helt fint med. Vi siger, at vi er så tolerante og forestående herhjemme. Men det er vi ikke altid. Jeg har oplevet, at folk, hvor jeg bor, har råbt efter mig. Det oplever jeg ikke i Berlin. Hvis folk siger noget til mig, så konfronterer jeg dem med det samme med det,” fastslår Henrik Dencker.
Henrik Dencker fortæller i podcasten Regnbueland om SLM/lædermiljøet i København og om den udvikling, der er sket, om dominans og cigarsex, om hans kunst og ikke mindst om hans egen personlige udvikling.
”Der er ingen tvivl om, at jeg har fundet mig selv. Det bliver jeg bekræftet af via min mand Scott, mine venner og når jeg kommer i SLM/læder-miljøet. Her er der et fællesskab, som er meget stærkt, og jeg er sikker på, at klubben også eksisterer om 10 til 20 år,” lyder det fra en optimistisk Henrik Dencker, som i podcasten Regnbueland har talt med journalisten Bjarne Henrik Lundis.
Læs også: Drømmer om en plads i EU-Parlamentet