Lyst, skam og frihed. Lever du autentisk?

Foto: Privat
Kropsterapeut Arno Steen Andreasen udgav for nylig minibogen ”En queer krop – Lyst, skam og frihed”. I den forbindelse har Out & About sat ham stævne til en samtale om queeridentitet. Og om at finde sig til rette i sin egen krop, som LGBT+ person.
Vores samtale begynder med en pointe, som går igen flere steder i bogen. Nemlig, at kroppen tit begynder at folde sig ud og tage plads længe før vores tanker har givet lov til det.
”Når kroppen begynder at tage plads, kan det føles som en ”genopstandelse”. Det, som vi længe har fortrængt og gemt væk, begynder at folde sig ud. Først kan det føles ubehageligt, fordi det måske ikke passer ind i det, vi forsøger at forme. Men med tiden, når vi lærer at lade være med at kæmpe imod kroppen. Og føler os hjemme i vores krop kan det at give kroppen plads give næring til en fornyet følelse af håb.”
Kan det at give kroppen plads gøre en positiv forskel i en verden, hvor intellekt og tanker fylder utroligt meget?
”Ja, vi skal bevæge os væk fra ideen om at krop og tanker er adskilte. Denne dualisme kom i forbindelse med Descartes´ argument om, at vi er krop og sjæl. Vi skal lade være med at tro, at det at føle er kvindeligt og det at tænke er mandligt eller at man enten er tænkende eller følende. Vi skal derimod se hele væsnet. Hele mennesket, der både tænker, føler og fornemmer. For hjernen kan ingenting, hvis ikke kroppen er med. Hjernen er en ridder, mens følelserne er en elefant. Det er således ”hele os”, der skal være med på idéen, når vi ønsker at forandre noget i os selv. Healing sker, når vi tør være hjerne, hjerte og krop.”
Skam påvirker hele kroppen
En af bogens centrale tematikker, er hvordan skam og minoritetsstress påvirker os som LGBT+ personer. Hvordan mærkes dette i kroppen?
”Skammen i os stresser os. Denne skam udløser stresshormoner som flyder rundt i hele kroppen. Normalt blandes de to begreber skyld og skam sammen. Her er det væsentligt at skelne. Vi føler os skyldige for noget vi har gjort, mens vi er skamfulde for noget vi er . For mange af os i miljøet kan det at leve udløse skam, fordi vi er en provokation for samfundet ved bare at være til. Dette udløser minoritetsstress, fordi det at leve bliver en prøvelse i sig selv. Denne stress bevirker, at vi går i forsvarsposition. I kroppen kan man helt konkret se dette ved at vores kæber bliver anspændte og vores kropsholdning ændrer sig. Vores kroppe er ”på flugt.” I dette stadie magter vi ikke at tage kampen op og bearbejde vores vrede, sorg og frustrationer på en sund måde.”
Hvordan kan man med en selvkærlig praksis frisætte kroppen fra skam?
”Mange er alt for dårlige til at være selvkærlige. Vi er ekstremt påvirket af ideen om ”du kan blive det, du gerne vil være”. Vi bliver nødt til at give os selv frikvarter fra dette præstationspres. Vi skal give os selv plads til at favne vores indre følelser. Vi skal ikke bare gå efter de hurtige dulmefix, men turde møde os selv i ubehaget. For det er i ubehaget vi lærer noget nyt. Det er der, vi har mulighed for at give os selv frihedens gave og spørge ”hvad lærte skammen mig?” Skam er aldrig nogensinde godt. Men skam har været med til at forme os og gjort os til dem vi er. En anden vigtig måde at være selvkærlig på, er ved at ligge på sofaen og lave ingenting. God søvn er noget af det mest selvkærlige.”
Ro er vigtigt
Der tales meget om mistrivsel i disse tider. Ser du en sammenhæng mellem skam og mistrivsel hos især unge LGBT+ personer?
”Jeg ser i særdeleshed en sammenhæng mellem mistrivsel og vores adfærd på de sociale medier. På de sociale platforme udstilles et idealbillede, som vi ikke er i stand til at leve op til. Dette er med til at gøre mange mennesker deprimerede. For unge minoritetspersoner kan det være med til at forstørre den internaliserede skam over ikke at passe ind. Jeg tror derfor at det er vigtigt, at vi bliver bedre til at lægge skærmene fra os og give plads til roen. Dette behov for ro ses i høj grad for tiden, hvor retræter, saunagus og meditationsweekender vinder frem. Personligt praktiserer jeg ugentligt 24 timer uden sociale medier. Her oplever jeg at nyde min tid mere end jeg gør, når jeg konstant er på.”

Du laver i din minibog en række referencer til forskellige religiøse traditioner. Hvorfor er der i mange religioner en klassifikation af kroppen som værende uren?
”Jeg tror mennesket er tiltrukket af disciplin og struktur. Religiøse traditioner tilbyder ofte disciplin og struktur, fordi de er gået fra at være noget organisk og dynamisk til organisationer og institutioner. Når man bliver en institution, så skal man værne om sit image og det sker ofte med regler for hvem der er ude og hvem der er inde i varmen.
Desværre blev den tidlige tolkning af kristendommen hurtigt influeret af græsk tankegang og det gav en drejning hen imod det perfekte; den perfekte krop og de perfekte tanker. Det blev så til regler om sex, krop, og begær, som ligger langt fra Biblens tanker om et liv i frihed. Det har resulteret i at mange oplever skam ved deres krop og deres seksualitet. Biblen går imod dårlig sex, men lader det op til os at vurdere hvad dette vil sige for os.”
Inklusive rum er vejen frem
Hvordan kan vi i LGBT+ miljøet være med til at understøtte, at vi hver især kan udvikle os på en tryg måde?
”Jeg tror noget af det vigtigste for at vi i miljøet kan udvikle os på en tryg og sund måde, er at vi kommer hinanden ved. Der er ikke meget miljø i, at vi hver især sidder på hver vores datingapp med hver vores ensomhed. Det er vigtigt at vi kommer ud og møder hinanden. Jeg kommer til at tænke på et LGBT+-medborgerhus jeg engang besøgte i New York. Her var der en lang række småmiljøer, som bogklubber, syklubber mv. Dette er vi også ved at blive bedre til herhjemme, hvor de lokale foreninger faciliterer alt fra spilaftner til filmvisninger. Jeg tror på at det fysiske møde er vejen frem i en tid, hvor vi er mere digitaliserede end nogensinde.”
Har du et budskab til LGBT+ miljøet?
”Lev mere autentisk. Lev mere integreret.”
Om Arno Steen Andreasen
Arno Steen Andreasen er psykoterapeut, kropsterapeut og tidligere frikirkepræst. Han driver klinikken SOMA, hvor han specialiserer i integreret kropsterapi. Minibogen En queer krop – Lyst, skam og frihed er en del af serien af minibøger ved navn Få kroppen i tale. Alle bøgerne kan tilgås gratis her.
