I en musical moden til fornyelse, var de erfarne skuespillere de stærkeste

Solister og et solidt ensemble forførte publikum med fængende melodier, flotte kostumer og effektiv scenografi. Men ikke alle hovedroller i My Fair Lady formåede at skabe fuldt ud autentiske karakterer. Susse Wold og Tommy Kenter, med deres lange sceneerfaring, overstrålede til tider de øvrige medvirkende i den traditionsbundne opsætning. Det loyale musicalpublikum kvitterede dog med taktfast klappen under musiknumrene.

Af Trond Alexander Tune (han/ hans)

Den tragikomiske musical af Alan Jay Lerner (tekst) og Frederick Loewe (musik) bygger på George Bernard Shaws menneskelige samfundssatire Pygmalion (1912). Stykket tematiserer kønsroller, klasseforskelle og harcelerer over det britiske klassesystems rigiditet.

Mens Shaws originaldrama skabte debat, udløste musicalen regulært folkehysteri i 1950’erne og 60’erne. Sangene blev verdenshits, ikke mindst båret frem af Julie Andrews, som blot 18 år gammel debuterede som Eliza og siden fik stor succes på Broadway og i West End.

Filmversionen med Audrey Hepburn (sangstemme af Marni Nixon) bidrog yderligere til den globale popularitet. Efter 1970’erne har musicalen dog mistet noget af sin tidligere position på repertoiret.

Handlingen

Henry Higgins, en selvoptaget fonetiker fra overklassen, forarges over den grove cockney-dialekt hos blomstersælgeren Eliza Doolittle. Han indgår et væddemål med oberst Pickering om, at han på seks måneder – udelukkende gennem sproglig og fonetisk træning – kan præsentere hende som en hertuginde i de fineste kredse.

Eliza gennemgår en udmattende oplæring og lykkes socialt i ”societyet”, men forvandlingen medfører, at hun mister sin oprindelige tilhørsfornemmelse og identitet. Da succesen er en realitet, reducerer Higgins hende til et vellykket eksperiment.

Eliza gør oprør og kræver respekt og selvstændighed. Higgins tvinges på sin side til at erkende både sit følelsesmæssige tab og sin afhængighed af Eliza – som til sidst vælger retten til at gå sin egen vej i livet.

Glimrende sceneunderholdning, men med begrænsninger

Forestillingen på Det Ny Teater ligger tæt op ad originalens dialog og samfundskommentar og byder på både rørende og humoristiske scener. Enkle kulisser skaber en effektfuld scenografi, og koreografien udnytter på bedste vis både pladsen og scenerummet.

Både overklasse og underklasse latterliggøres og karikeres på hver sin måde, ofte med god komisk timing. Samtidig forbliver flere af rollefigurerne flade; manuskriptets begrænsninger giver kun lidt rum for psykologisk fordybelse, noget instruktionen i højere grad kunne have udfordret i dialog og samspil. Det kan virke, som om rollerne er udviklet mere individuelt end som et samlet ensemble.

Dramaturgisk og musikalsk står første akt stærkere end den anden, som er præget af mere stillestående refleksion. Ensemble-numrene og de mange slagere – særligt i første akt – udgør forestillingens musikalske højdepunkter.

Stærke biroller og varierende hovedroller

My Fair Lady på Det Ny Teater er solid og publikumsvenlig underholdning, præget af velkendte numre og effektiv brug af musicalens virkemidler. På premieredagen var der en mærkbar spænding blandt de medvirkende, og flere slap derfor ikke helt løs. Samspillet var ikke fuldt forløst, og enkelte tolkninger sad endnu ikke helt i skabet, men dette vil sandsynligvis udvikle sig positivt gennem spilleperioden.

De mest erfarne biroller fremstod som forestillingens klare styrker. Den 87-årige Susse Wold var forestillingens grand old diva som den fornemme Mrs. Higgins og indtog rummet med naturlig autoritet og scenisk overskud. Tommy Kenter leverede tilsvarende en sprudlende, vital og smittende tolkning af den festglade Alfred Doolittle, særligt i sine komiske sangnumre.

Sofie Topp Christensen spiller sin hidtil største rolle som Eliza Doolittle og løser opgaven teknisk sikkert med tydelig stemmeføring. Samtidig mangler rolletolkningen noget charme; udtrykket bliver til tider for karikeret, stemmen for skarp, og samspillet med Higgins fremstår endnu uforløst. Dette kan vinde i nuancer med flere forestillinger.

Peter Plaugborg som professor Henry Higgins fylder rollen med energi og et markant skuespillerfokus, men kunne med fordel have sunget mere. De friske fraspark og det høje tempo bliver til tider grovkornede, og den forfinede stil forsvinder efterhånden. Overklasseakademikeren mangler den nødvendige distinktion, spillet bliver for lidt nuanceret, og relationen til Eliza Doolittle fremstår ikke helt troværdig – her er der rum for udvikling.

Sebastian Harris imponerede som Freddy Eynsford-Hill, og hans “On the Street Where You Live” blev et musikalsk højdepunkt med aftenens klart største bifald. Kim Hammelsvang var ligeledes godt castet som oberst Pickering, med præcis diktion og et tillidsvækkende scenenærvær – netop den overklassestil, jeg savnede hos hans væddemålspartner.

Ensemblet bandt helheden godt sammen med præcis koreografi og overskud i sang- og dansenumrene. Alt var stramt og effektfuldt udført, trods den begrænsede plads på scenen.

Relevans og refleksion

På trods af forestillingens musikalske kvaliteter efterlader opsætningen spørgsmål om relevans. Historien om Eliza Doolittles klasserejse opleves i dag som præget af et forældet menneskesyn. Skal vi primært lade os underholde af musicalens lune og slagere, eller også udfordres til refleksion?

Det britiske klassesystem og sprogets rolle står centralt, men lader sig ikke uden videre overføre til en dansk kontekst. Enkelte løsninger bliver tidvis ufrivilligt komiske, som når der tales om “det engelske sprog”, mens dialogen foregår på dansk. Vurderingen af dansk fonetik som klassemarkør fremstod for mig som nordmand ikke helt tydeligt, sådan som det originale britiske drama forudsætter.

Gammeldags – og moden til fornyelse?

Musicals opføres ofte tæt på traditionen og fremstår konservative sammenlignet med opera, hvor klassiske værker jævnligt nyfortolkes. Dette skyldes blandt andet rettighedsforhold og private teatres økonomiske risikovurderinger. Spørgsmålet er, om denne konservatisme bidrager til at placere musicalgenren i et nostalgisk hjørne.

My Fair Lady er et værk med indiskutable musikalske kvaliteter – både i materialet og i fremførelsen – men kunne have haft godt af en tydeligere kunstnerisk fornyelse. Først da vil musicalen fremstå som fuldt ud relevant for et moderne publikum.

My Fair Lady

Iscenesættelse: Martin Lyngbo

Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth

Musikalsk indstudering: Per Engström

Koreografi: James Leece

Koreografassistent:  Paul James Rooney

Lysdesign:  Malthe Haugaard

Oversættelse dialog:  Holger Bech

Oversættelse sangtekster:  Karen Hoffmann

Medvirkende:

Eliza Doolittle: Sofie Topp Christensen

Professor Henry Higgins: Peter Plaugborg

Oberst Pickering: Kim Hammelsvang

Alfred P. Doolittle: Tommy Kenter

Mrs. Higgins_ Susse Wold

Freddy Eynsford-Hill: Sebastian Harris

Mrs. Pearce:  Hanne Uldal

George: Søren Bech-Madsen

Mrs. Boxington:  Mette Ladekarl

Dirigent:

Per Engström

 My Fair Lady spiller frem til april på Det Ny Teater i København