SAMFUND

Ligestillingsministeren holder åbningsreception for Priden

Ligestillingsministeren Marie Bjerre (V) havde indbudt til åbningsreception i anledning af Copenhagen Pride Week.
Foto: Lars Vestergaard

Eigtveds Pakhus dannede rammen om ligestillingsministerens åbningsreception for Copenhagen Pride. Traktementet var i topklasse med champagne og lækre små anretninger i bæredygtige bambusbåde. Og så var der ellers masser af varm luft både ude og inde i de varme, solbeskinnede lokaler.

Der var tre talere; først Marie Bjerre, (V) Ligestillingsministerens velkomst med en opsummering af homoseksuelles rettigheder i det globale syd; Uganda blev nævnt. Dernæst Susanne Branner, sekretariatschef i LGBT+ Danmark, som havde eksempler fra Europa og Afrika. Og til sidst PRIDENS arrangør Lars Henriksen med en glad lykønskning til de to store jubilarer i år, LGBTQIA+ Danmark, med 75 år, det tidligere LBL, og endnu tidligere F48, OG Bøssehuset med 50 år.

Ligestillingsminister Marie Bjerre (V)

Marie Bjerre lagde i sin tale vægt på, at hadforbrydelser er stigende i Danmark, og at hun vil sætte initiativer i gang for at kortlægge problemet og sætte handlinger i gang for at modvirke hadforbrydelser. Der blev så i den gode stemnings sag ikke talt mere om det. Ingen yderligere forklaringer eller indledende afdækninger. Hun nævnte på den internationale scene Uganda, hvor dødsstraffen er genindført. Hun vil også forhindre, at LGBT-sagen bliver en polariseret kampplads. Hun kom ikke ind på, hvordan LGBT-sagen er polariseret.

Susanne Branner, sekretariatschef i LGBT+ Danmark

Sekretariatschefen kom også ind på modstanden mod LGBT+ sagen rundt i verden, eller en del af verden. Den danske LGBT-organisation er verdens andenældste LGBT-organisation, kun overgået af den hollandske. Hun kiggede indad og udad. Hun betonede herefter forholdene i Uganda (dødsstraf), Afrika og derefter Europa, Italien (lesbiskes forældrerettigheder), Rusland (transrettigheder overtrædes) og Norge (skyderier). Ikke et eneste ord om den del af verden, hvor homoseksuelle hænges fra kraner. Berøringsangsten er til at tage og føle på. Det betyder dog ikke, at det ikke sker. Susanne glædede sig herefter over de mange lokale prides i hele Danmark. Sagen er vidt udbredt, og accepten er derude.

Hun citerede afslutningsvist K.E Løgstru, at “Det enkelte menneske har aldrig med et andet menneske at gøre andet end, at det holder det menneskes liv i sin hånd“.

Lars Henriksen, politisk forperson for Copenhagen Pride

Lars hævdede, at der er stærke kræfter derude, der vil splitte LGBT+sagen. Den står så til åben fortolkning; ingen nævnt, ingen glemt. Vi er et miljø, sagde Lars Henriksen. Rummeligheden betones, og Priden og miljøet står bag alle. Ingen glemmes. Lars Henriksen tog Regeringen i ed, og opfordrede til lovgivning i overensstemmelse med Pridens og LGBTQIA + Danmarks ønsker og mål. Juridisk kønsskifte til børn med mulighed for identitetspapirer, der svarer til deres selvopfattelse, er et af målene. Det vil Priden gerne have stadfæstet i en lov. Ingen er forkerte. Der er nedsat en arbejdsgruppe til at vurdere og arbejde for regnbuefamiliers forhold. Priden har forventning om, at handling følger efter ord.

Marie Bjerre rundede det hele af med et “Glædelig Pride”.

 

læs også: LoveGhana – stort støtteshow for LGBT+ Ghana