København får sin Regnbueplads

Foto: Frank Holm
København får sin omdiskuterede Regnbueplads 1. juli 2014. Det besluttede Københavns Teknik- og Miljøudvalg mandag, efter at forslaget om navngivningen af en central plads har været i høring. Et stort flertal i udvalget bekræftede dermed den beslutning, Borgerrepræsentationen traf i februar om pladsens navn.
”Den politiske kamp om navnet på denne centrale plads i København viser med al tydeliglighed, at der stadig er mange kampe at kæmpe for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnedes rettigheder. Jeg er glad for, at vi langt om længe kan navngive pladsen efter det frisind, der kendetegner København. Heldigvis bakkede et stort flertal i udvalget bakker op om Regnbuepladsen”, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
I februar besluttede Københavns Borgerrepræsentation efter et længere politisk forløb, at pladsen nær Vester Voldgade og Københavns Rådhus skulle navngives Regnbuepladsen for at hylde det særlige københavnske frisind og kampen for lige rettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede (LGBT). Derefter blev forslaget sendt i høring.
”Jeg glæder mig over, at den politiske kamp om pladsen nu er ovre, så vi kan indvie pladsen officielt til sommer. Vi er i dialog med Copenhagen Pride om at tage forskud på begivenheden og fejre det nye navn i forbindelse med Melodi Grand Prix i maj. Danmark og København er verden over kendt for frisind, og det skal de tusinder af europæere i byen opleve”, siger Morten Kabell.
Copenhagen Pride vil under hele ugen med Melodi Grand Prix i maj holde Pride Square på den kommende Regnbueplads. Mandag den 5. maj kl. 17 til 17.30 vil arrangørerne tage hul på fejringen af pladsens nye officielle navn – Regnbuepladsen.
Fakta om Regnbueflaget