KULTUR

Kærlighed mellem to mænd bliver omdrejningspunktet i nyfortolkning af Ikaros

Dansk Danseteater opfører en queer nyfortolkning af myten om Ikaros.

Dansk Danseteater har erstattet far-søn-relationen med et forhold mellem to mænd i kompagniets nyfortolkning af myten om Ikaros. Den fortolkning kan opleves fire aftener på Skuespilhusets store scene i efterårsferien.

Mange kender måske myten om Ikaros. Ikaros blev med sin far holdt fanget på Kreta for at Ikaros far ikke skulle afsløre noget om den labyrint til Minotaurus, som faren havde bygget for kong Minos. Da det ikke var muligt at flygte fra øen finder faren på at de skal flyve fra øen. De bygger et sæt vinger til begge af fjer, voks og tråd. Ikaros glemmer farens advarsel om ikke at flyve for højt og flyver ifølge myten for tæt på solen og styrter i døden. Det lykkes dog faren at flyve sikkert til Sicilien.

Fra den 21. oktober opfører Dansk Danseteater med Pontus Lidberg som kompagniets kunstneriske leder en helt nyfortolket version på Skuespilhusets store scene i København.

“Jeg har tilladt mig at se på myten med nye øjne. Selvom Ikaros til sidst styrter i døden, ser jeg hans flyveforsøg som en triumf. I stedet for kun at have fokus på slutresultatet, fokuserer jeg på processen med at bygge vingerne, som i min optik er den største succes. Jeg har også skippet far-søn-relationen og erstattet den med forholdet mellem to mænd. Selvom mødet ikke er et kærlighedsforhold i klassisk forstand, der altid fører til reproduktion, fremstår deres kærlighed succesfuld, og resultatet er smukt, vovet og klarsynet”, fortæller kunstnerisk leder og koreograf Pontus Lidberg.

Queer nyfortolkning

Hvor drømmen om at flyve i den klassiske måde at tolke myten på fejler, vover Pontus Lidberg en helt ny fortolkning i et ”queer” og grundlæggende anderledes syn på vor tids dominerende opfattelse af succes.

Se trailer til Ikaros her.

Dansk Danseteater er i dag Danmarks største, moderne dansekompagni og er sammensat af håndplukkede dansere fra hele verden. Dansk Danseteater blev stiftet i 1981 af den engelsk/norske koreograf og pioner Randi Patterson. Pontus Lidberg har siden april 2018 været kompagniets kunstneriske leder. Han ønsker at videreføre Dansk Danseteaters vision om at forene de klassiske kunstarter med de moderne.

Kompagniets repertoire spænder fra store sceneproduktioner på Det Kongelige Teater, over open-air begivenheder som Copenhagen Summer Dance på Ofelia Plads til turnéer bredt nationalt og internationalt.

Ikaros er blevet til i et samarbejde med etablerede, internationale kunstnere inden for komposition og design, herunder den svenske komponist Stefan Levin og kostumedesigneren og special-effects-eksperten Rachel Quarmby. Hun har arbejdet både for scene og film blandt andet for instruktører såsom Roman Polanski og Luc Besson.

Ikaros spiller fra den 21. – 24. oktober. Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Til bal hos Dronningen