SAMFUND

Kæmper for LGBT+ børn og unges trivsel

Anna Wandel.
Foto: Bjarne Henrik Lundis

Den 32-årige Anna Wandel bor på Nørrebro i København sammen med sin kæreste Jemma, og sammen har de datteren Abby på 1½ år.

Som ung var Anna Wandel næstforperson i LGBT Ungdom. Siden er hun blevet uddannet som sociolog og har arbejdet i flere år med køn og seksualitet. Og det gør hun også fortsat i dag. Anna Wandel er nemlig leder af projektet Skole for alle i LGBT+ Danmark.

Ifølge Anna Wandel står det rigtig skidt til med LGBT+ børn og unges mistrivsel. Det ved man både for de henvendelser, som man får i rådgivningen hos LGBT+ Danmark og fra undersøgelser foretaget af analyseinstituttet Vive.

”Hos Vive har man undersøgt, hvordan LGBT+ børn og unge mellem 15 og 25 år har det. Af de adspurgte er der hele 13, 3 procent, der identificer sig som LGBT+ personer, og det er et overraskende højt tal. Og de har en meget høj grad af mistrivsel i forhold til andre børn og unge. Det viser sig ved, at de gør mere skade på sig selv, at de føler sig ensomme, oplever diskrimination og føler ikke, at de kan gå til deres lærer. Det er meget uhyggelige tal”, understreger Anna Wandel.

LGBT+ børn og unge trives meget dårligt

LGBT+ børn og unge trives ifølge undersøgelse fra Vive bedst i København og på Frederiksberg.

”Men det trives stadig meget dårligere end andre børn og unge”, indskyder Anna Wandel og fortsætter:

”I Odense kommune viser 71 procent af LGBT+ børn og unge tegn på svær angst og depression, og i Århus er livstilfredsheden blandt LGBT+ børn og unge dårligst i hele landet”, forklarer Anna Wandel.

Hjælper fagpersoner på folkeskoler

I projekt Skole for Alle prøver Anna Wandel og LGBT+ Danmark netop på at være med til at forbedre trivsel for LGBT+ børn og unge.

”Vi tilbyder gratis opkvalificerende kurser for fagpersoner i folkeskolen i hele landet og prøver på den måde at være med til at klæde fagpersoner bedre på, så de har flere værktøjer til at hjælpe LGBT+ børn og unge med at få en bedre trivsel. Jeg tager ud på skoler, taler med fagpersoner om, hvordan de ofte ubevidst arbejder med køn og seksualitet. Det er for eksempel kønsopdeler undervisningen, laver undervisning specielt rettet til drenge og piger, og når historieundervisningen kun handler om heteroseksuelle. Jeg foreslår for eksempel fagpersonerne, at de hver 10 gang kunne vælge en historie, som handlede om LGBT+ børn og unge, så de også har noget at kunne spejle sig i”, forklarer Anna Wandel. Hun oplever, at mange lærere er meget usikker på, hvordan de skal tage kontakt børn og unge, som de ved, eller fornemmer er LGBT+ personer.

” Jeg prøver at være er et spejl for fagpersonernes praksis, så de bliver mere bevidst om, hvordan de arbejder med køn og seksualitet. Jeg prøver så at sige at plante et frø hos dem, som forhåbentlig de kan få til at gro,” lyder det fra Anna Wandel.

Tidlig indsats er vigtigt

Projekt Skole for alle startede i 2024 og løber frem til udgangen af 2026.

”Når jeg er så optaget af mit arbejde, så er det fordi, at jeg kan se, hvor stor rolle køn og seksualitet spiller for, hvordan vi trives. Hvordan vi har det socialt, i forhold til hvordan man bliver behandlet af sine kammerater og om adgangen til arbejdsmarkedet. Når man ved, at LGBT+ børn og unge mistrives, så er det vigtigt, at der bliver sat tidligt ind imod det”, Anna Wandel. Hun skal i de to næste år undervise fagpersoner i folkeskolen i ikke færre end 55 kommuner over hele Danmark.

Se også: LGBT+ personers trivsel halter i Danmark