Jeg var længe om at acceptere, jeg er bøsse
Som 10-11 år sad Uffe Elbæk i biografen i Ry og så filmen Blue Hawaii med sangeren Elvis Presley.
”Efter ca. 13 minutter inde i filmen, så kommer Elvis står på stranden og i sine små badebukser, og der kom glade syngende unge Hawaii-fyre og dansede. De bevægede hofterne, og jeg kunne mærke, at det ramte noget i mig. Men jeg havde ikke noget sprog for det. Det var en følelse hos mig, der bagefter blev pakket godt ned. Men den var der alligevel hele tiden og fulgte mig som en følelse”, fortæller den nu 70-årige Uffe Elbæk til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.
”Det tog meget lang tid, før jeg omfavnede min homoseksualitet – jeg var midt i 20’erne, før jeg stod ved det. Jeg havde nemlig ikke nogen rollemodeller at spejle mig i. Vi var mange i min generation, der holdt den energi tilbage. Vi prøvede at passe ind og være som de andre”, fortæller Uffe Elbæk.
Følte mig anderledes
Når han tænker tilbage og blandt andet ser på billeder fra sin barndom, er han slet ikke i tvivl om, at man kan se, at han var bøsse.
”Jeg var vild med dukketeater og drømte om at få mit eget. Jeg synes, at jeg så queer ud på barndomsbilleder. Jeg følte mig også anderledes. Jeg prøvede at være som teenagedrenge nu var dengang” husker Uffe Elbæk.
Første åbne bøsse, der var kulturminister og partileder
Siden midten af 1980’erne har han været åben om, at han er bøsse. Noget, som næsten ikke bliver nævnt er, at Uffe Elbæk faktisk var den første åbne bøsse i Århus byråd, og den første åbne bøsse, der blev kulturminister og leder af et politisk parti.
I dag bor Uffe Elbæk i Københavns Nordvestkvarter sammen med sin mand, Jens. De har nu dannet par i over 20 år.
”Vi mødte hinanden i begyndelsen af januar 2005 på Pan Disco i Århus. Han var den smukkeste mand, jeg nogensinde havde set. 14 dage senere flyttede vi også sammen. Han var både maskulin og poetisk på en og samme tid”, lyder det fra en storsmilende Uffe Elbæk.
Efter at han stoppede som folketingspolitiker i 2022, har han brugt sin tid på at skrive hele 3 bøger, blandt andet bogen ”Et liv”, som podcasten især tager sit udgangspunkt. Om den mere private side af Uffe Elbæk.
Han kan ikke side stille og barsler allerede med at starte en ny virksomhed til januar 2025.
”Hvad det nærmere er, er stadig en hemmelighed. Men jeg glæder mig helt utroligt til det. Jeg fortsætter dermed iværksættersporet”, lyder det fra en lidt hemmelighedsfuld Uffe Elbæk.
Han har hele sit liv følt sig som en outsider.
”Enten så kan man som outsider gøre sig selv til en offerhistorie, eller så kan man bruge den kraft til at vise de andre, at man godt kan. Det er sjovt, at mange andre iværksættere også har følt sig som outsidere – på den ene eller anden måde. Jeg har altid gerne ville være med til at skabe fremtiden. At skabe et liv, hvor jeg kunne leve som den jeg er”, fortæller Uffe Elbæk.