Jeg holder, hvad jeg lovede min bror på hans dødsleje

Skuespilleren Anne Marie Helger er 79 år og bor på Christianshavn. Hun har i næsten 40 år arbejdet med at bekæmpe fordomme, når det gælder hiv og aids. Hun hørte for første gang om sygdommen i teatermiljøet tilbage i 1980’erne.

”Der er mange homoseksuelle i teatermiljøet, især bøsser. Jeg har altid haft mange venner, der er homoseksuelle. De er som regel frigjorte af normer og tør gøre noget, som andre ikke vil. Jeg har altid følt mig godt tilpas sammen med dem, og mange bøsser bliver også tiltrukket af mig på grund af min trang til pynt og udklædning, for det kan de også godt selv lide”, siger Anne Marie Helger med et smil til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcastserien ”At leve med hiv”.

Frygten for hiv og aids hørte Anne Marie Helger også om fra sin egen lillebror Jens, der var bøsse.

”Jeg hørte om en mærkelig sygdom, der kom fra Amerika, og som især ramte bøsser. Jeg tror ikke, at sygdommen dengang havde fået et navn endnu. Men der var en stor uro og usikkerhed om heteroseksuelle også kunne få hiv og i det hele taget om, hvordan sygdommen smittede”, husker Anne Marie Helger.

Hendes bror døde af aids

Hendes bror Jens Helger fik også hiv, og blev hurtigt meget syg.

”Han var meget optaget af, at andre ikke blev smittede og blev syge. På hans dødsleje lovede jeg ham, at jeg ville være med til at bekæmpe hiv og aids og de fordomme, som hiv-smittede møder. Og et løfte, som man givet sin bror ved hans dødsleje, holder man bare”, understreger Anne Marie Helger. Jens Helger døde af aids i 1989.

Bekæmper fordomme

I 1991 var hun vært på tv-programmet «Det lille hus på motorvejen” på DR, og det var dengang, at vi kun havde en landsdækkende tv-kanal herhjemme. Hun blev dermed et kendt navn.

”Jeg brugte det, at jeg var blevet kendt til at tage rundt i landet, og jeg stod i en stor flot kjole, mens jeg fortalte om noget meget alvorligt og tragisk, nemlig hiv og aids. Det, at folk havde noget stort og flot at se på, gjorde det nemmere at tale om noget så alvorligt”, forklarer Anne Marie Helger.

Mindes hendes bror via Navnetæpperne

Hun kom via AIDS-Fondet i kontakt med en pårørendegruppe og blev involveret i projektet Navnetæpperne.

”Jeg fik blandt andet min mor med til at være sammen med andre pårørende, og sammen syede vi tæpper med ting, som havde relation til vores kære, og vi sørgede over vores afdøde familiemedlemmer. Det var rigtig godt for min gamle mor, som her mødtes med andre, der også havde mistet deres søn på grund af aids. Min bror Jens var efternøler, og han og min mor var meget tæt tilknyttet til hinanden. Jeg kunne mærke på min mor, at det var godt for hende, og at det gav hende noget af hendes gamle kampånd tilbage”, forklarer Anne Marie Helger.

Mange skjuler stadig, at de har hiv

Hun fortæller, at hun desværre stadig oplever, at mange har fordomme overfor personer med hiv.

”Jeg oplever – og kender også selv nogen, der har hiv, men som ikke fortæller det til hverken deres venner eller familie. De oplever, at andre opfører mærkeligt, hvis de får at vide, at de har hiv. Der er stadig meget uvidenhed, og mange ved for eksempel ikke, at har man hiv og er velbehandlet, at så kan man ikke smitte andre”, lyder det fra Anne Marie Helger.

Mit hjerte dikterer hvad jeg kæmper for

Hun har aldrig været bange for at støtte en sag som for eksempel kampen mod hiv, og det bliver hun ved med.

”Der var en gang en PR-mand, der sagde til mig, jeg skulle vælge kun en sag, som jeg bakkede op om, ellers kunne det få konsekvenser for min karriere. Men jeg har det sådan, at hvilke sager jeg støtter, skal ingen andre bestemmer. Det er mit hjerte, der dikterer, hvad jeg kaster mig ud i. Jeg hader tabuer og bliver ved med at bekæmpe fordomme, når det gælder hiv”, understreger Anne Marie Helger og tilføjer:

”Jeg har ad omveje flere gange hørt om, at jeg har været på tale til et job, men ikke har fået det, fordi nogen har ment, at jeg var rød i det politisk. Så der er ingen tvivl om, at det har haft en pris for mig, at jeg har støttet forskellige svage grupper i samfundet, der havde brug for en stemme. Men det vigtigste for mig har været at kunne være en fri kunstner, der selv bestemmer, hvad jeg siger, og hvad jeg involverer mig i”, understreger Anne Marie Helger.

Se også: En samtale om hiv

Se også: Aids-Fondet