Jeg er hjerteseksuel

Den 62-årige Florian Fastina har i over 40 år været DJ og radiovært. I dag har han sin egen podcast ”FunkyyTown Weekend”, som han sender hver uge.
Uden at vide det, så er der en stor chance for, at du har hørt hans stemme på et tidspunkt. For Florian er en af de mest benyttede stemmer i radio og tv-reklamer herhjemme.
Siden 1978 har musikken har været hans tro følgesvend rent professionelt.
”For mig skal musik være opløftende. Jeg kan også have det hårdt, men hvis jeg har det, så har jeg ikke brug for at lytte til sad songs, for så er jeg allerede i et trist humør. Musik skal give mig en energi og være feel good. Jeg har altid set tilværelse med et lyst sind – det er sådan jeg er,” fortæller Florian Fastina til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.
Adopteret til Danmark
Florian bor til daglig i Italien, men han er født i Bremerhaven i Tyskland. Adopteret væk af sin biologiske mor til Danmark, da han var et år gammel. Faderen – en amerikansk soldat – har han aldrig kendt.
”Jeg voksede op med min adoptivmor Eva, min søster, der også er adopteret og så min mormor. Jeg opfatter Eva som min rigtige mor, for det var hende, der var der for mig i min barndom og ungdom. Hun var et godt og kærligt menneske, men var ikke tidssvarende, så jeg fik en meget gammeldags opdragelse. Hun opdrog mig, som hendes mor havde opdraget hende – lidt som man ser i tv-serien Matador. Jeg synes dog, at der er nogle værdier i det, som stadig er vigtige. Det handler blandt andet om, hvordan man omgås andre mennesker. Jeg synes at vi har en barsk tone her i Danmark, og vi taler hårdt til hinanden. Det gjorde man ikke dengang, og man skal ikke langt væk fra landets grænser før, at det er anderledes”, fastslår Florian Fastina, der jævnligt besøger Danmark. Han fortæller også i podcasten om, hvordan han fandt frem til sin biologiske mor og hans søskende. En historie, der starter i en ungdomsklub i Jyllinge!
Vil ikke sættes i bås
Han var 13-14 år, da han blev opmærksom på, at han var interesseret i fyre.
”Men det var først meget senere, at der skete noget på det område”, forklarer Florian.
Selv om han bor sammen med en anden mand, kalder han ikke sig selv bøsse.
”Jeg hader ordet bøsse, og jeg vil hverken kalde mig selv for homoseksuel, heteroseksuel eller biseksuel. Jeg bryder mig ikke om at blive sat i en bestemt kasse. Min kæreste er en mand, men jeg har også været sammen kvinder. For 13 år siden blev jeg far til en datter, og hende har jeg sammen med en veninde. Vi har altid haft en særlig energi overfor hinanden og pludselig skete det bare”, fortæller Florian Fastina med et smil.
Man skal være sig selv
Han har oplevet, at han altid har skullet prøve at passe ind i en eller anden sammenhæng.
”Min mor synes, at jeg skulle være så hvid som muligt. Jeg var den eneste i 1969, da jeg begyndte i skole, som havde en mørk hudfarve. Men man kan ikke lave en sort/brun dreng som mig til en hvid. Jeg synes ikke, at man skal passe ind, og man skal ikke prøve at væren anden. Man skal derimod være, som man nu er. Som sig selv. Det finder man ikke ud af 5 minutter. Det tager tid, men jeg synes, at jeg er godt på vej”, lyder det fra Florian Fastina.
