KULTUR

Jailhouse bliver røgfri

Den populære bar i Studiestræde gør noget for ikke-rygerne.
Foto: Pilu Ottosen

Når Jailhouse CPH åbner dørene torsdag den 1. december åbnes der samtidig for et nyt kapitel i den populære homobars historie.

Som overskriften afslører, bliver Jailhouse CPH i Studiestræde røgfrit område, og det skal nok blive populært blandt mange af bylivets gæster.

Men for de mange af Jailhouses gæster der gerne fylder lungerne med røg er der dog en lysning i tågen:

Det er ikke Jailhouse CPH, som vi kender det i dag, der bliver røgfri.

Den maskuline bar udvider i højden, og dermed bliver der plads til både det ”gamle” Jailhouse, og en udvidelse af baren til første sal.

”Ind til videre bliver første sal en røgfri udvidelse af baren, med mulighed for diverse kort-, terning- og bræt-spil,” fortæller Niels Holm fra Jailhouse CPH til Out & About.

”I forhold til udvalget i baren kommer jeg til at fokusere på øl fra Brooklyn Brewery, klassiske sjusser og vine på glas,” tilføjer Niels Holm.

Udvidelsen af Jailhouse CPH med en røgfri etage giver homo- og LGBTQ-nattelivet i Studiestræde og omegn en ny dimension. Der er ikke andre røgfri barer i området, og man skal helt ned på Regnbuepladsen til Oscar Bar Café for at finde et røgfrit gå-i-byen-sted i miljøet.

Det nye kapitel i Jailhouse CPHs historie markeres torsdag den 1. december med gratis fadøl og lidt lækre snaks.

Åbningstiderne vil være onsdag til lørdag fra 15-23.