KULTUR

Interview: Ny håbefuld sanger

Jakob Welding.

Den østjyske fødte homoseksuelle sanger, Jakob Welding, lader op til sit kommende album og har nu udgivet hans anden single: The Stroke, i håbet om at slå igennem.

Det nye nummer, er en mere tung sang i tekst end hans første single fortæller han selv på sin youtube kanal, hvor han har lagt en række videoer op. Heri fortæller han om baggrunden til sangen, som har udgangspunkt i en ulykke hvor han bliver ramt af en bil og føreren stak af, samt følgerne heraf. Det er kampen om at vende det negative til positiv, om at komme tilbage fra mørket.

Til Out and About fortæller han:

”Jeg føler også at det er et privilegie at kunne dele det. Jeg har oplevet noget rædselsfuldt, men har formået at dele det gennem kunst og bruge det konstruktivt i stedet for at have det som en tyngende del af min bagage”.

Jakob Welding er opvokset på Aarhusegnen og boede der og var en stor del af teatervækstlaget i Danmark, inden han i 2015 flyttede til London da han med scholarship blev optaget på skuespillerskolen Millennium Performing Arts. I 2018 dimitterede han med award for årets sanger og har nu base i byen som musicalperformer.

Nu vil han stå på egne ben som sanger, hvilket sker med den kommende udgivelse af et debutalbum. Der er endnu ikke sat dato på et sådan, men der vil løbende blive udgivet singler som teaser. Hans første single: ”Prisoner” opnåede hurtigt over 100.000 streams kort efter at den var ude.”Prisoner” følger en ung mand, som føler sig fanget af sine omgivelser, og en særlig person han aldrig har set, men ved at han kender.

Gennem sangen lærer han, at han ikke er fanget af sine omgivelser, men nærmere af sit eget sind, og at han må kæmpe mod sine egne dæmoner for at komme hel ud på den anden side. En følelse mange fra regnbuemiljøet kender til f.eks. inden de springer ud.

På spørgsmålet om hvordan det endelig er at komme ud med sine sange, svarer han:

”Det er den vildeste, mest tilfredsstillende og mest nervepirrende oplevelse. Der ligger jo en hel masse arbejde bag hver enkelt sang fra første udkast til en melodi, til indspilning, mixing, mastering, promotion, og så videre. Så det er en sindssyg lettelse endelig at kunne dele alt det arbejde med resten af verden, og samtidig nervepirrende at give slip på den del af processen. Jeg har jo optrådt i mange år, og arbejder til dagligt som skuespiller. Så jeg er ok vandt til at være kreativ, optræde og performe, men endelig at udgive noget der er 100% mit eget er så fedt, det er ikke min fortolkning af andres ord som i musicals og teater, hvilket (don’t get me wrong) jeg ELSKER, men det her mig. Det er min lyd, mine ord, og min historie, og det er en vild oplevelse”.

Musikken er af en blanding mellem 80’erne rock, pop og teatralsk melankolsk levering af vokal. Musikken og sangene er hans personligt projekt, derfor bruger han også meget af sig selv. Hele historiefortællings aspektet fra teaterverdenen er en stor del af og inspiration til hans musik. I forbindelse med sin nyeste udgivelser fortæller han til Out and About: ”Jeg burger meget min sangskrivning som et redskab til at navigere og udtrykke mine egne følelser, og derfor er mine sange som regel også meget personlige. Men det betyder jo også at når man udgiver det, viser man så sit allermest sårbare og skrøbelige jeg”.

Han fortæller videre om hvordan det er at lukke folk ind i sine personlige fortællinger gennem sine sange: ”Det er både befriende og angstprovokerende. Jeg tror det er svært for de fleste at sige ”Hey, jeg har haft det sindssygt dårligt, og det her er grunden til det”, når vi deler vores inderste tanker er det oftest med en specifik meget lille gruppe mennesker, f.eks. familie, bedste venner, kæreste, og det kan være svært i sig selv, men så at råbe det ud til hele verden i en dramatisk sang, er lidt angstprovokerende, men det har vist sig at være en super positiv oplevelse”.

Jakob har meget på hjerte, fyldt med mange ord og følelser og det er tydeligt han så gerne vil have folk med og vil dele, for som han fortæller:

”Allerede nu har jeg haft folk der har kontaktet mig og sagt at de relaterer til sangen, og den betyder noget helt særligt for dem. Det er en ubeskrivelig følelse, at have lavet noget, som rammer folk og giver mening hos andre, det er ret vildt. Jeg er jo lille Jakob, der engang boede i Aarhus som synes musik var for fedt”.

Den nye sang er ude på alle vante platforme, men du kan også høre den lige her: