Hvornår kan jeg leve uden frygt?

Af Søren Esmann 

Hvornår kan jeg få lov til at kysse en fyr på gaden uden at fange mig selv i efterfølgende at kigge mig over skulderen?

Det ved jeg ikke.

Forleden dag på Nørreport kyssede jeg en fyr farvel, inden han hoppede på toget hjem. I de efterfølgende minutter lagde jeg mærke til, at jeg gentagne gange kiggede mig over skulderen – og jeg undrede mig over, hvorfor jeg gjorde det.

Svaret slog mig kort tid efter, og jeg blev egentlig ikke overrasket. Frygt.’

Jeg kiggede mig selv over skulderen, fordi der indfandt sig en frygt i øjeblikkene efter kysset. En frygt for at blive efterfulgt af nogen, der ikke havde gode intentioner. En frygt for at blive verbalt forulempet. En frygt for at blive overfaldet eller slået ned.

Al denne frygt med rod i det samme; jeg kyssede en af samme køn.

Og frygten er bestemt ikke ubegrundet.

Jeg har flere venner og bekendte, der har været udsat for hadforbrydelser; stødende tilråb på gaden, vold og overfald. Disse er middelalderlige og snæversynede handlinger, som ikke burde finde sted i dagens Danmark eller i et moderne samfund, men realiteten er dog, at de alligevel gør.

De finder sted. Senest i den hollandske by Arnhem, hvor to homoseksuelle teenagedrenge blev overfaldet, fordi de holdt hinanden i hånden på gaden.

Og hvorfor finder disse forbrydelser sted? Det gør de, fordi seksuelle minoriteter endnu ikke anses som værende ”normale”, eller fordi vi på anden vis ikke opfattes eller behandles som den brede befolkning.

Ligestilling må derfor være nøgleordet. Vi snakker alle om ligestilling i disse dage.

Ligestilling mellem køn, mellem seksualiteter og andre grupper, men jeg kan godt blive i tvivl om, hvor langt vi reelt er kommet, når det kommer til lige netop ligestilling mellem seksualiteter.

Javist er det nu lovligt for bl.a. homoseksuelle at adoptere og blive viet i kirker, men disse rettigheder er ganske basale i et moderne samfund, og det er ikke noget, der som sådan bør applauderes eller anses som en triumf for seksuelle minoriteter. Det er – som sagt – basale rettigheder.

Forstå mig ret; jeg er glad for, at homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter efterhånden har samme rettigheder som deres heteroseksuelle medmennesker, men der er lang vej igen.

Og den lange vej kunne passende begynde hos den brede befolkning.

Dagligdagens forskelsbehandling – uanset dens intention; negativ som positiv – er med til at få os til at føle, at vi er anderledes.

Når jeg bliver begloet af folk på gaden, fordi jeg holder en fyr i hånden, er det, fordi jeg formoder, folk tænker en af tre ting:

”Hold op, hvor er de søde, og hvor er det fedt, at de tør vise deres hengivenhed til hinanden i offentligheden.”

”Helt ærligt, hvorfor behøver de skilte med, at de er anderledes? Hvorfor skal alting handle om homoseksuelle i disse dage?”

”Fy for den lede, hvor er det ulækkert at se på. Hvorfor holder de ikke den slags inden for husets fire vægge?”

Tre mulige tankescenarier, der alle kan føre til samme konklusion; at homoseksualitet stadig ikke bliver anset som ”normalt” eller ”almindeligt” i dagens Danmark.

Og ja, måske adskiller vi os fra det ”normale” menneske på baggrund af vores seksualitet, men betyder det, at vi derfor skal ses anderledes på? Betyder det, at vi bør blive behandlet på en anden måde end alle andre? Vi elsker på lige fod med og samme vilkår som alle andre.

Kærlighed er kærlighed. Og netop fordi kærlighed ikke kender til køn eller grænser, er det heller ikke retfærdigt, at jeg som del af en seksuel minoritet skal gå rundt og føle mig usikker, blot fordi jeg viser verden, at jeg elsker en person, der ikke nødvendigvis passer ind i samfundets opfattelse af, hvad eller hvem der er rigtig eller forkert at elske.

Hvis frygt skal være en forudsætning for at elske en person, ved jeg ikke, om jeg ønsker at elske nogen.

Derfor glæder jeg mig usandsynlig meget til den dag, hvor jeg ikke længere behøver at kigge mig over skulderen, når jeg kysser en fyr på Nørreport. Men hvornår kommer den dag?

---

Debatindlægget er skrevet af Søren Esmann, der er barista og queer-aktivist fra Kolding. Det er første gang bragt hos Jyllands-Posten den 6. maj 2017, og gengives her i samarbejde med Søren Esmann.