Heroin på Zangenbergs Teater er ren afhængighed

Det handler om afhængighed, om at holde af, men også om at være fri og uafhængig. Om at komme ud af sit misbrug, Heroin går lige i blodet i mere end en forstand. Zangenbergs Teaters nye stykke Heroin er et must see. Kandidat til en Reumert?

Det er smukt, bevægende, rørende, barsk, sjovt, lige på, og så er det ikke mindst genkendeligt. Stykket Heroin, som netop nu spilles på Zangenbergs Teater i Pilestræde i København, er et must see.

Heroin handler om to mænd Markus og Martin. De møder hinanden, drages, forelskes, lever forelskelsen ud, ønsker hver især at binde sig til den anden, og så alligevel ikke. De kommer sammen, går fra hinanden, kan ikke undvære hinanden, finder sammen igen, stiller betingelser for at indgå i forholdet igen, og lover hinanden evig troskab, vel vidende at de hver især har svært ved at holde det. Det handler om at være afhængig af et stof eller et andet menneske, men det handler også om at komme ud af sit misbrug, eller ud af et forhold, som måske ikke altid gør en godt.

Og jo Markus har et problem med stoffer, og sammen har Martin og Markus et afhængighedsforhold til hinanden. Og dermed bliver titlen på stykkes, med denne anmelders øjne dobbelttydig. For hvem er afhængig af hvem, og hvad er det man er afhængig af?

Køb straks en billet – eller to

Det er Magnus Iuel Berg, der har skrevet Heroin, der med Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen i de to roller som Martin og Markus spiller frem til den 14. november på Zangenbergs Teater. Og har du et hul i kalenderen i denne uge, så køb straks en billet eller to. Måske er det tid at tage kæresten eller den udkårne med en tur i teatret for at se et særdeles velskrevet, velspillet og vel iscenesat stykke.

Et stykke, der er skrevet om, til og for os, og som i bund og grund handler om dig og om mig, og vi to, hvem vi end hver især måtte være. Så nærværende er Heroin, at enhver af os på flere områder kan identificere os selv, eller dele af vores liv med Markus og Martin.

Markus og Martin prøver i den grad hinanden af, og i det forholdsvis lille teaterrum udspilles den ene scene efter den anden på en tæt og intim måde, så vi som betragter, tilskuer, nærmest føler vi er med i soveværelset, i baggården, eller hvor Martin og Markus dyrker sig selv og hinanden. Det er tæt, det er intimt, og så er det forbandet godt nærværende teater.

Man forstår, men føler, man identificerer sig

Gennem årene har jeg set rigtig meget teater, men det er sjældent jeg i den grad har identificeret mig med de forskellige stykkers karakterer. Men det gør man i Heroin. Man føler med Markus, der i den grad vil Martin, som indledningsvis er den lidt arrogante, den afvisende, der hurtigt finder ud af, at han kan sno Markus om sin lillefinger.

Man føler med Martin, da Markus gentagne gange lover evigt troskab, men som alligevel ikke kan lade være med at se på en lækker veldrejet røv, når en ny potentiel sexpartner går forbi.

Man forstår Markus´ frustrationer, da Martin pludselig meddeler, at han nu rejser til New York for at finde sig selv, og skal bo sammen med en ven. For er det blot en ven? Eller er det en elsker? Eller er det måske en potentiel kæreste, som Martin ønsker at få et forhold til, for måske for evigt at bosætte sig langt fra Danmark.

Jeg tror næppe ret mange af os, ikke mindst, når vi har lidt livserfaring med i bagagen, kan sige os fri for ikke at have gjort os nogle af de tanker, som Martin og Markus udtrykker. Det uanset køn og seksualitet. Kærlighed og jalousi, forløste og uforløste tanker og længsler følges som bekendt ofte ad.

Heroin er et særdeles vedkommende stykke, der på fineste vis giver os indblik i vores eget liv, som single, som søgende efter kærligheden, og den eneste ene, men også om vores tanker om, at græsset næsten altid er grønnere hos naboen.

I Heroin får vi direkte adgang til hjerte, smerte og til forholdet mellem to af samme køn. Og ligesom man kan blive afhængig af heroin, kan man blive afhængig af et andet menneske. Også hvor ondt det end må gøre, når man ikke lige får det, som man helst vil have det. Eller tror man helst vil have det.

Flashback

Netop fordi der var så meget genkendelighed over Markus og Martins liv, gik såvel min medanmelder som jeg selv ud fra Zangenbergs Teater efter en fuldendt oplevelse fyldt med billeder på nethinden fra Heroin, som samtidig gav masser af flashback til scener fra vores eget liv.

For denne søgen efter kærlighed, søgen efter accept, men også krav og forventninger til os selv og en partner i livet, har eller oplever vi alle. Også på trods af store omkostninger, for uden at vove vinder man som bekendt intet. Og vove må vi, for ellers lever vi ikke livet.

For som Martin udtrykker det på nok så dramatisk vis: – Og selvom jeg skar halsen over på dig, mens du sov, ville du så stadig elske mig i de sidste sekunder, inden det hele blev sort, fordi alt dit blod røg ud på puden?

Som nævnt er det Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen, der spiller rollerne som henholdsvis Markus og Martin. De gør det med indlevelse, nærvær, intensitet, blod og nerve, så vi i den grad føler, at vi kommer helt ind under huden på de to mænd på scenen, der i den grad er afhængige af hinanden.

Samtidig trækker stykket for mig tråde til tv-stykket Ti år senere, som for nylig blev vist på tv. Jeg synes at Markus, Martin, Thomas og Luiz i den grad kom ind under huden på mig, at jeg godt kunne tænke mig på et tidspunkt at se Heroin, Martin og Markus – ti år senere. Altså en del to af Heroin. For hvilket stadie i livet er de kommet til om ti år, hvis historien og tiden fik lov at gå sin gang.

Kuriosum, en Reumert, og seks regnbuer

Da jeg skrev til min anmelderkollega i det jyske om forestillingen nævnte jeg én present, at jeg godt kunne se Heroin som et stykke, der kunne nomineres til en Reumert pris. På det tidspunkt var jeg ikke mig bevidst over, at dramatiker Magnus Iuel Berg faktisk modtog en Reumert for stykket I støvet fra regnen på Teater Grob.

Bliver Magnus Iuel Berg også nomineret til en Reumert for Heroin? Denne anmelder vil ikke afvise det, så godt nærværende og spændende er det, at denne anmelder ikke tøver med at uddele 6 regnbuer.

Medvirkende
Skuespillere: Thomas Diepeveen og Luiz Wilhelm Karlsen
Dramatiker: Magnus Iuel Berg
Instruktør: Johan Saurauw
Scenograf: Nina Helledie
Lysdesign: Sebastian Just Olsen
Lyddesign og musiker: Malte Nordtorp
Instruktørassistent: Theresa Lange
Spiller til 14. november 2020 på Zangenbergs Teater
Billetter: Teaterbilletter.dk