Her er dommen over årets dansk Grand Prix sange
Den 14. februar byder Sara Bro og Alex Høgh Andersen velkommen til årets Melodi Grand Prix fra Arena Nord i Frederikshavn. I den forbindelse har jeg, Mikkel Skov, musikanmelder på Out & About, lyttet til årets otte bidrag – læs dommen her.
Sjælefrihed og sansedans
Den erfarne grandprixdeltager Sander Sanchez åbner ballet med sangen ”Two Sprits”. Denne sang får allerede fra første tone danseskoene til at springe af glæde. Med en på en gang klassisk grandprixlyd og en nytænkende autentisitet bliver sangen et poetisk og stærkt vidnesbyrd om at finde sjælens frihed efter en periode i sindsligt fangenskab. Sangen bliver med sit stærke budskab om ikke at skamme sig over at konfrontere sine indre dæmoner en påmindelse om at kærligheden altid besejrer hadet. Den er både lyrisk og rytmisk et dansevenligt lys i mørket og en sommerlig velsignelse til os alle i denne kolde vintertid.
(4 ud af 6 stjerner)
Håbløst Computerspilskitsch
Sangen, der skal foresætte festen, er imidlertid hverken poetisk eller autentisk. Duetten ”Can U Fell it?” af duoen Late Runner er både uopfindsom og uinteressant. Med sin intetsigende tekst, røvsyge copycatlyd og monotone vokaler, fungerer den perfekt, hvis man lige skal ud og sætte kaffen over inden showet for alvor går i gang. Den er et stykke håbløst computerspilskitsch. Noget man i disse tider kan være i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er skrevet af et menneske. Måske er sangen et forsøg på at genfinde 90´ernes sorgløshed? I så fald skal jeg meddele, at vi skriver 2026 og at vi midt i klima- og krigsangsten ikke kan føle noget som helst, når vi lytter til denne boomerduet om antikveret kærlighed.
(1 ud af 6 stjerner)
Elskovsdans i grandprixfjer
Når kaffen er brygget færdig og man endnu har sat sig til rette i sofaen, kan man imidlertid glæde sig lidt over livet igen. Med en kraftfuld stemme og en radiovenlig poplyd serverer Søren Torpegaard Lund os en vaskeægte grandprixbanger med sangen ”Før vi går hjem”. Sangen har noget, der er yderst sjældent i disse tider, nemlig en poetisk ægthed. Et strejf af følelser og sårbarhed, der er med til at åbne vores hjerter og få os til at tro på, at kærligheden findes. Som en sanselig, sprudlende og altomfavnende elskovsdans skænkes vores længselskalke fulde af musikalsk talent og vidunderlig poppoesi. Alt imens Torpegaard på ægte grandprixvis synger smukt om aftenen og dansen, der aldrig nogensinde må ende.
(5 ud af 6 stjerner)
Hallucinerende evighed
Nej, bare rolig. Du hallucinerer ikke! Det er Sissal, der endnu engang giver sig 100 procent med sangen ”Infinity”. En sang, der får hele kroppen til at danse, alt imens euforien strømmer igennem blodbanerne. Sangen har et stærkt internationalt twist, der gør at den utvivlsomt ville have gode chancer på Eurovisionscenen i Wien til maj. Samtidigt fornemmer man tydeligt et strejf af sårbarhed, når Sissal hen mod slutningen af sangen begynder at synge på dansk. Denne sproglige dualitet er med til at understrege at kærlighedens evighedstrang er universelt. Kærligheden er evig. Kærligheden er håbefuld. Kærligheden er større end sproglige barrierer og landegrænser. Man får helt lyst til at råbe: Make love, not war, når man hører denne skønne festbanger!
(5 ud af 6 stjerner)
Ung vin på nye sække
I næste sang er kærligheden også omdrejningspunktet, dog i en mere mytisk form. Kærligheden mystificeres og poetiseres, som var den et stykke esoterisk visdom i Emil Ottos sang ”Copenhagen Noir”. Med en solid vokal, en nordisk vinternatslyd og en portion solide strygere befinder man sig pludseligt i en skandinavisk sansedans. Et på en gang supermoderne, men også traditionelt grandprixrum, hvor glitter og glam smelter sammen med nordens eftertænksomhed. Sangen bliver ung vin på nye sække, tappet fra gamle tønder. Og måske er netop dette opskriften på en vaskeægte grandprixtriumf? Dette må tiden vise. Uanset hvad er ”Copenhagen Noir” et ganske vellykket nummer både i og udenfor Eurovisionland.
(4 ud af 6 stjerner)
Gudindepower og rockenergi
Den nordiske skærsommernatsdrøm forsætter i den grad i sangen ”Touch My Love And Die” af Myrkur. Med en solid rockintro og en gudsbenovet vølvevokal, er man ikke i tvivl om at man lytter til et ægte avantgardemesterværk. Sangen er rituel og en hyldest til den stærke feminine visdom, der pryder den nordiske sagatradition. Et manifest, der opfordrer lytteren til at slippe sin indre urgudinde frem. Sangen rummer af originalitet og ægthed. Myrkur er ikke blot grandprixartist, men derimod kunstner af Frejas nåde. Måske kan sangens kunstneriske kvalitet blive et benspænd på grandprixscenen, hvor kitsch desværre af og til sættes højere end talent. Dette ændrer imidletid ikke på at Myrkurs forunderlige rockgudindenummer er det mest velproducerede af årets grandprixsange. Dette fortjener Myrkur stor anerkendelse for.
(6 ud af 6 stjerner)
Mandag morgen er røvsyg!
Hvis man håbede på at den gode kvalitet ville forsætte, bliver man imidlertid skuffet. Sangen ”Roaring Heart” af Lasse Skriver er en kedelig påmindelse om, at der efter en farverig og fantastisk grandprixfest venter en røvsyg mandag morgen. En mandag morgen, der aldrig rigtig går i gang. Men derimod bliver en tre minutters lang intro fyldt med lyrisk dovenskab og rytmisk ligegyldighed. For helt ærligt, hvor spændende er det, at høre om, at Lasse sidder og sipper af sin morgente sammen med sin nye flirt? Sådanne banaliteter hører til i dagbogen og ikke i en grandprixsang. Og måske skal man i ægte grandprixterminologi ønske at han havde ”stoppet mens legen var god” og ”revet et blad ud af sin dagbog”. Det er ikke nogen spændende sang, man får serveret, men i det mindste kan Lasse Skriver synge. Dette er da en trøst, når man skal høre om hans dagliglivsbanaliteter i tre meget lange minutter.
(2 ud af 6 stjerner)
Dans dig fri!
Efter man har overlevet Lasse Skrivers endeløse mandag morgen, kan man atter trække lidt på smilebåndet. Aftenens ottende komposition er nemlig både farverig og fabelagtig. Sangen ”Death Of Me”, som synges af Ericka Jane er en finurlig blanding af moderne popmusik og klassisk 90´er natklublyd. Et mix, der sætter gang i danseglæden og giver os alle en sidste vidunderlig dans, inden morgensolen melder sin ankomst. Sammen med sangens budskab om at være sig selv og føle sig fri, er dette en vidunderlig måde at afslutte en god Grandprixfest på. Jeg kan personligt ikke vente til at jeg skal danse ustyrligt til denne skønne popbanger!
(4 ud af 6 stjerner)
