Heartstopper er tilbage – Sæson tre er landet

Foto: Netflix
Mange har set frem til torsdag den tredje oktober med en blanding af forventning, spænding og glæde. Tredje sæson af den populære Netflix-serie Heartstopper får nemlig premiere på streamingtjenesten.
Sæson tre af den populære serie Heartstopper kan fra i dag ses på streamingtjenesten Netflix. Et øjeblik mange fans verden over i månedsvis har set frem til. Netflix-hittet Heartstopper har allerede fra første sæson været et kæmpe hit, og er blevet et stort fan fænomen med meget trofaste følgere.
Selvom serien måske har været rettet mod det yngre publikum – ligesom Alice Osemans meget populære serie af grafiske romaner af samme navn, har serien vist sig at have en meget bredere appel.
For LGBT+ miljøet og dets fællesskaber, har Heartstopper været en kærkommen repræsentation. Specielt for de unge, der har kunnet genkende dem i seriens temaer, som identitet, at finde sig selv, og den første kærlighed. Serien berør derudover også temaer som mental sundhed, selvskade, spiseforstyrrelse, diagnoser, grænser og mobning.
Fra grafisk novelle til Netflix
Heartstopper er en britisk tv-serie, som så dagens lys i 2022. Alice Osemans web tv-serie og grafiske romanserie af samme navn danner grundlaget. Den handler om Charlie Spring, en homoseksuel dreng, som falder for sin nye klassekammerat Nick Nelson. Nick er dog ikke helt sikker på, hvor hans seksualitet ligger. De to forelsker sig, og man følger deres fortælling, samt vennerne omkring dem.
Det hele startede med at Oseman lagde små historier og tegnede noveller op på sin egen blog. Hun spredte også novellerne online i forskellige fora. Det gav hende flere og flere følgere, kommentarer og tilkendegivelser om, at de ville have mere. De første udgivelser i England, skete derfor på baggrund af en større crowdfunding. Bøgerne blev hurtigt et hit og er blevet bestseller i hele verden. Også herhjemme er de ret populære og specielt bibliotekerne oplevede stor efter bøgerne. En interesse, der også er smittet lidt af på andre LGBT+ fortællinger.
Den nye sæson
Heartstopper sæson tre, starter, hvor sæson to sluttede . Charlie ønsker at bekende sin kærlighed til Nick. Endelig at sige de tre så berømte ord: Jeg elsker dig. Men den generte og selvtvivlende teenager kæmper for at finde den helt rigtige måde. Samtidig med at han kæmper en intern kamp mod sig selv.
Sæson to sluttede med, at Nick begyndte at forstå omfanget af Charlies mentale helbredsproblemer. Et tema, der vil være gennemgående i den nye sæson tre. Nick har bekymringer, da han langsomt opdager, at Charlies spiseforstyrrelse forværres. Han har store udfordringer med at finde ud af, hvordan han kan hjælpe Charlie.
På rollelisten er de originale Joe Locke og Kit Connor som henholdsvis Charlie og Nick samt William Gao, Yasmin Finney, Corinna Brown, Kizzy Edgell, Tobie Donovan, Cormac Hyde-Corrin og Rhea Norwood. En række nye ansigter dukker også op. I tredje sæson møder vi blandt andet Darragh Hand, Jonathan Bailey og Hayley Atwell.
Det er dog ikke alle karakterer, der vender tilbage. Historien om Ben Hopes sluttede i sæson to, så skuespilleren Sebastian Croft, der havde den rolle vender ikke tilbage. Alice Oseman har tidligere fortalt, at Bens rolle i Heartstopper er fuldført. Han forlader Truham Grammar for at begynde forfra på en ny skole.
Den nye sæson er på otte afsnit. Afsnit 1 ”Kærlighed”, Afsnit 2 ”Hjem”, Afsnit 3 ”Talk”, Afsnit 4 ”Rejse”, Afsnit 5 ”Vinter”, Afsnit 6 ”Krop”, Afsnit 7 ”Sammen”, og Afsnit 8 ”Adskilt”.
Tjek traileren og hop så ombord på den tredje omgang af serien Heartstopper som du kan fange på Netflix.
