SAMFUND

Hadforbrydelser: Nu er det nok!

Paul Calderon efter den voldsomme hadforbrydelse han var udsat for. Næsen er brækket og endnu ikke sat på plads, og læberne er flækkede. Derudover har Paul masser af blå mærker. Du kan se et førbillede i artiklen.
Foto: Paul Calderon

27-årige og transkønnede Paul Calderon blev for nylig udsat for en voldsom og voldelig hadforbrydelse i København. Men det får ikke den colombianskfødte Paul til at tie. Tværtimod.

En brækket næse, flækkede læber og en masse blå mærker efter at være blevet gennembanket. Det er resultatet af den hadforbrydelse Paul var udsat for.

“Jeg identificerer mig ikke med det køn jeg er født som. Faktisk ikke med hverken mandlige eller kvindelige kategorier. Så som non-binary-gender-queer, er jeg en transkønnet der lever i konstant transition”, fortæller Paul om sin kønsidentitet. Det er også derfor han gerne kalder sig Paul, eller Paulie blandt venner.

Men denne artikel skal ikke handle om Paul. For som Paul siger; ”Jeg har det fint nu. Næsen er opereret og sat på plads.”

”Men vold mod transkønnede er en realitet. Selv i et land som Danmark, og jeg vil gerne sætte fokus på det.”

For nylig offentliggjorde politiet statistikken over hadforbrydelser for 2015.

Mange hadforbrydelser anmeldes ikke

Politiet registrerede i alt 198 hadforbrydelser i 2015, men der er fortsat et stort antal som ikke anmeldes, skriver politiet i deres årsrapport.

Politiet vurderer at det rigtige antal ligger en del højere, for folk der har været udsat for vold, trusler, hærværk og hadefulde ytringer på grund af enten race, seksualitet eller tro.

”Politiet følger udviklingen nøje, men for at tallene skal give mening, er det vigtigt at hadforbrydelser anmeldes til politiet”, skriver Jørn Kjær videre.

Ifølge tallene fra Rigspolitiet havde mere end halvdelen af de anmeldte hadforbrydelser racistiske motiver, mens motivet i 31 af sagerne kunne tilskrives offerets seksualitet.

Paul Calderon uden brækket næse og blå mærker.
Foto: Paul Calderon

Stadig meget at kæmpe for

Pauls sag er nu en del af en kedelig statistik, som viser, at LGBT-miljøet i foregangslandet Danmark endnu har meget at kæmpe for.

Over alt i verden fremhæves Danmark som et LGBT-foregangsland. -som et LGBT-paradis. Og LGBT-personer HAR det da også meget bedre i Danmark end i langt de fleste andre lande. Det skal vi ikke glemme, og det skal vi sætte pris på og værne om.

Men én ting er lovgivning, skåltaler og gode intentioner fra velmenende politikere, meningsdannere og progressive danskere.

Noget andet er holdningen hos helt almindelige mennesker. Forstået som dem der ikke stiller sig frem offentligt og siger deres mening i medierne eller ved store arrangementer. Dem der ikke møder op til priden og hylder mangfoldigheden, fordi de simpelthen ikke deler den holdning, at der skal være plads til alle.

Paul har meldt sig ind i kampen. Han lader sig ikke kue, men holder hovedet højt og stolt, og kæmper for sig selv og retten til, at være den han er.

Vi sætter fokus – hvad gør du?

Pauls historie og hans insisteren på at leve som den han er, inspirerer os til at sætte fokus på hadforbrydelser.

Men for at vi kan skrive om emnet har vi brug for dig og dine input. Lad os høre om dine oplevelser, din erfaring, og hvad DU gør i praksis for at modarbejde hadforbrydelser.

Fortæl os om dengang du blev udsat for en hadforbrydelse. Den gang du greb ind da andre blev udsat for overgreb, eller dengang du lod som ingenting og gik videre.