KULTUR

Guide: Teatrene genåbner

Foto: Teater Grob

Er du ved at blive skør af ikke at få dit teaterfix og er abstinenserne høje? Så hold ud, for vi er der næsten, teatrene genåbner. Du kan nu igen få en teaterindsprøjtning, en ren kulturvaccine med alt det gode.

Teatrene landet over åbner igen 6. maj. Selvom at gode folk og mange teatre har kastet sig  ud i at give os digitale oplevelser (Tak, for dem), så er der intet, der slår oplevelsen af at sidde i et en teatersal og mærke magien, pulsen og nærværet. Out & About giver dig her en mini guide til lidt af det teatrene har at byde på ved genåbningen.

Lad tæppet gå, god fornøjelse.

Jylland og Fyn:

 

Aarhus Teater spiller forestillingen A Clockwork Orange.     Foto: Anna Marín Schram

A Clockwork Orange

Sted: Aarhus Teater.

Spilleperiode: D. 6. – 19. maj

Web: aarhusteater.dk.

Aarhus Teater rusker med ”A Clockwork Orange” publikum ud af coronadøsen med sex, vold og stoffer, Beethoven og punkmusik. Med Bjørn Rasmussens nydramatisering af Burgess’ sci-fi-roman og Kubricks filmklassiker stiller huskunstner Nathalie Mellbye – for første gang som instruktør – skarpt på frihedens pris.

Anthony Burgess’ elektriske sci-fi-roman A Clockwork Orange er fra 1962, og siden skabte Stanley Kubricks ikoniske og stærkt kontroversielle filmatisering af bogen tumult og ballade – især fordi han koreograferede afstumpet vold som blodig ballet. Fortællingen er dog på ingen måde en entydig historie om hæmningsløs vold. Da Alex bliver fanget og skal reformeres af den autoritære stat, viser systemet sig fra sin mest fæle side. Burgess’ historie dissekerer både grusomt og bevægende volden som alment undertrykkelsesmiddel.

Det bliver altså råt og kommer til at stå i stående kontrast til teaterets anden forestilling: Charlie & Chokoladefabrikken, der spiller i samme periode.

 

Jeg drømte mig en drøm

Sted: Aalborg Teater.

Spilleperiode: D. 6. maj – 5. juni 2021.

Web: aalborgteater.dk

Den danske sangskat lever, ånder og udvikler sig i os alle, uanset om vi er alene, sammen med andre, synger med på musikken i radioen, er i skolen eller på jobbet. Med teaterkoncerten: ”Drømte mig en drøm” dyrker Aalborg Teater vores fælles glæde ved at lytte, genlytte og genfortrylles af den danske sangskat, som gennem generationer, op- og nedture, krigs- og fredstider har bundet os sammen.

Med stor kærlighed og nysgerrighed er instruktør Jacob Schokking gået på opdagelse i den smukke danske sangskat i alt fra arbejdersange over årstidssange til sange, der hylder ungdommen i al sin mangfoldighed. Resultatet af denne higen og søgen er blevet en storslået og visuel unik teaterkoncert, der præsenterer kendte sange i nye fortolkninger, glemte og ikke længere kendte sange, nye sange – og ikke mindst inviterer publikum med på en rejse ind i den eventyrlige danske sangskat.

Forestilling rammer lige ned i tidsorden og en af de helt store tendenser lige nu. Under corona fandt mange sammen i sang og den danske sangskat, fælles, online, Faber blev gud og den nye udgave af højskolesangbogen, slog alle rekorder i salg.

 

Alt skal væk på Himmerlands Teater     Foto: Himmerlands Teater

Alt skal væk

Sted: Himmerlands Teater

Spilleperiode: D. 6. – 22. maj 2021

Web: himmerlandsteater.dk

I en lille flække må butik efter butik dreje nøglen om. Den excentriske og stædige indehaver af byens gamle modeforretning har længe kæmpet mod butiksdøden. Men til sidst måtte også hun opgive.
Men hvad er der egentlig sket med indehaveren og hvorfor står butikken bare der?
Da først en ung mand og senere en ung kvinde dukker op, sættes der for alvor skub i sagerne.

Det hele begyndte med et varelager fra en nedlagt damemodebutik. Det var som at gå ind i en tidslomme fra en svunden tid, og den slags kan teaterfolk ikke stå for. Her lå basen til en ny forestilling.
Lageret blev opkøbt, forestillingen skrevet og nu venter det hele bare på os publikum.

Og husk: efter hver forestilling kan man gå på handel i butikken, som bugner med det mest utrolige tøj til den modebevidste kvinde anno 1998.

 

Charlie & Chokoladefabrikken

Sted: Aarhus Teater.

Spilleperiode: D. 6. maj – 13. juni 2021.

Web: aarhusteater.dk

Efter nedlukning og en lidt grå i grå hverdag, trænger man for alvor til farver og fantasi.

Det byder Aarhus Teater på med:  , der er en klassiker, kendt fra West End, Broadway og Tim Burtons film med Johnny Depp i hovedrollen. Den fattige dreng Charlie med det rene hjerte og uspolerede barnesind vinder med sin guldbillet en dag på slikkongen Willy Wonkas chokoladefabrik – et magisk, sært og syret sted.

Wonka er en mystisk og utilregnelig mand, på én gang både sjov og farlig. Han har sin helt egen plan med Charlies besøg på fabrikken…

Charlie & Chokoladefabrikken er et løssluppent og velsmagende eventyr og en politisk ukorrekt hyldest til magien og fantasien. En tempofyldt og gakket musical med et spraglet musikunivers og et magisk scenerum.

Selv kalder teateret forestilling for: Årets mest velsmagende musical. Velbekomme.

 

Svalegangen spiller Ondskabens ansigt     Foto: Teater Svalegangen

Ondskabens ansigt

Sted: Teatret Svalegangen.

Spilleperiode: D. 6-20. maj 2021.

Web:

Kristi himmelfartsdag. To medarbejdere i et internationalt våbenfirma er på vej til et hastemøde på 85. etage. De skal medbringe nogle hemmelige dokumenter, da firmaet angiveligt befinder sig i en krise. Pludseligt flakker lyset i elevatoren. Tonerne fra et marimbaband stiger i volumen, og elevatoren går i stå.

Det er en stærk satire om kapitalismens ansigter og to jakkesæt fanget på 4 m2. Ifølge teateret kan du glæde dig til en unik komedie om penge og magt. Om årsregnskaber, performance optimering, en kongepuddel til 4000 € og om at sidde fast i pengenes spil mellem 24. og 25. etage.

 

Nul

Sted: Teater Momentum.

Spilleperiode: D. 26. maj – 05. juni 202.

Web: teatermomentum.dk

I stedet for at bekymre os over at miste verden, som vi kender den, får vi nu muligheden for at skabe en verden fuldkommen på ny. Har du nogensinde drømt om at starte helt forfra? Nu har du chancen. Vi begynder fra NUL.

Angsten er blevet manet frem i os med den ene dystopiske undergangsfortælling efter den anden. Nu er det nok. Vi har ikke brug for flere postapokalyptiske zombiescenarier. Vi har brug for en fremtid, vi kan tro på. Skal vi stadig have nationalstater? Hvor er det bedst at opbygge et nyt samfund? Hvordan skal vi bo? I tæt samarbejde med forskere indenfor filosofi, økonomi og politik rusker NUL den politiske forestillingsevne og kommer med reelle bud på en ny fremtid.

Din guide er skuespiller Mathias Skov Rahbæk. Kom og vær med til at nulstille verden og skabe den på ny.

 

 Irakisk Kristus på Odense Teater   Foto: Emilia Therese

Irakisk Kristus

Sted: Odense Teater

Spilleperiode: D. 7. maj – 2. juni 2021.

Web: Odenseteater.dk

Irakisk Kristus er en rå og barsk fortælling om rejsen ud af krigens rædsler, hvor selvmordsbomber, tortur og voldtægt fortærer de overlevendes sjæle. Men det er også en forunderlig rejse ind i forsøget på at hele sårene, finde håb og overleve med kulsort humor i hverdagens paradoksale parallelvirkelighed.

Oplev de afgangsstuderende fra Skuespiluddannelsen i Odense, når de kaster sig over Hassan Blasims meget roste Irakisk Kristus.

Novellesamlingen revolutionerede moderne arabisk litteratur, da den udkom i 2013.

I Lucas Svenssons dramatisering bliver Hassan Blasims 13 fortællinger til en kalejdoskopisk forestilling om ødelæggelse og traumer, tro og magi, håb og eksil.

 

Sjælland:

 

Waitress på Det Ny Teater         Foto: Miklos Szabo

Waitress

Sted: Det ny Teater.

Spilleperiode: D. 6. maj – 22. maj 2021.

Web: detnyteater.dk

Maria Lucia Heiberg Rosenberg spiller hovedrollen som Jenna, sen ervitrice og mester-tærte-bager, der drømmer om et bedre liv. Det sker i musicalen Waitress, der har kørt sin sejrsgang på både Broadway og i Londons West End.

Da en ny læge kommer til byen bliver livet kompliceret for Jenna, men med opbakning fra veninderne sætter hun forandring på menuen. Præmiepengene fra en bagekonkurrence synes at være en del af opskriften på en ny tilværelse. Musicalen er kendt som en  livsbekræftende musical om at finde modet til at tage sig selv, sit liv og sit talent alvorligt. Om venskaber og mor datter relationer. Fuld af hjertevarme og humor.

Forestillingens sange er skrevet af Grammy-vindende Sara Bareilles.

 

Jeg er jo lige her

Sted: Det Kongelige Teater – Gammel Scene.

Spilleperiode: 12. maj – 13. juni 2021.

Web: kglteater.dk

”Jeg er jo lige her” er uden tvivl en af årets helt store musikforestillinger med alle Anne Linnets største hits. Oplev blandt andre: Tusind stykker, Tabt mit hjerte, Glor på vinduer, og Marquis de Sade.

Det Kongelige Teater har nemlig helt ekstraordinært fået adgang til hele Anne Linnets musikkatalog. Tag afsted og mærk Anne Linnets styrke, musikkens puls og sangene fra dit eget liv med skuespillere, dansere og et liveband på Gamle Scene. Tag med teateret på det de kalder for en sjælfuld og musikalsk rejse ind i Anne Linnets verden af passion, køn og kærlighed.

”Jeg er jo lige her” dykker ned i Anne Linnets forhold til kærligheden, som er hendes drivkraft og muse i hele hendes kunstneriske virke. Linnets sangproduktion er meget mangfoldig, og hun har gennem hele sin karriere eksperimenteret med forskellige stilarter, lyd og udtryk.

Med andre ord er dette et must for fans af Linnet og et finurligt, eftertænksomt tekstunivers.

 

Aveny-T viser forestillingen Mit navn er Greta  Foto: Aveny-T

Mit navn er Greta

Sted: Aveny-T.

Spilleperiode: D. 6. maj-20. maj 2021.

Web: aveny-t.dk

Midt i denne coronatid, er den store dagsorden: Klima, ikke helt blevet glemt. Aveny-T åbner 6. maj med forestillingen: Mit navn er Greta:, som er et eventyr om pigen Clara, der bekymrer sig om klimaet og ønsker at være som den 17-årige klimaaktivist Greta Thunberg.

Som det første teater i verden har Aveny-T fået lov til at skabe en forestilling om verdens pt største ikon: Greta Thunberg. Greta Thunberg har personligt givet tilladelse til forestillingen. Aftalen er indgået med hende og hendes familie og gælder opførelser worldwide, inklusiv brug af hendes legendariske taler. Forestillingen arbejder også med bæredygtighed – hele scenografien og alle kostumerne vil være genbrug.

Vi som punlikum følger Clara på hendes rejse. Undervejs møder hun bl.a. den franske helgeninde Jeanne D’Arc, og hun besøger magtens elite i Davos – hun sejler over Atlanterhavet – alt sammen for at blive klogere på Greta Thunberg, på klimakrisen – og på hvorfor Greta Thunberg er blevet symbolet på den fælles klimakamp, som mange unge tror på og kæmper for.

 

Sommer i Tyrol

Sted: Folketeateret.

Spilleperiode: D. 11-22. maj 2021.

Web: folketeatret.dk

Folketeatret har pustet støvet af en kendt og elsket operette og hiver sit publikum på en rejse til de østrigske alper, med den munter: Sommer i Tyrol. Historien, som mange kender fra filmen med Dirch passer og et utal af store opsætninger igennem tiden, har fået en lille opdatering.

Instruktør Rolf Heim har bearbejdet med en kærlig hilsen til komedie-serien Halløj på Badehotellet og et skævt blik på den danske filmversion af denne elskede, musikalske komedie.

Dog klinger de kendte og elskede toner fra sange som Ja, ja, ja – nu kommer jeg og Man kan jo ikke gøre for at man har charme, stadig. På hotel “Den hvide hest” hersker en stemning af rent halløj på tyroler-hotellet. Overtjener Leopold har forelsket sig i værtinden Josepha, som er forelsket i undertøjsfabrikanten Sülzheimer, som mest er forelsket i sig selv, indtil han møder den charmerende, læspende Clara.

Amorinerne flyver med andre ord forvildede rundt over alpetoppene og vikler sig ind i en tvist mellem de konkurrerende fabrikanter Sülzheimer og Møller om, hvorvidt den nyopfundne undertøjs-heldragt skal knappes fortil eller bagtil. Først da selveste Kejser Franz Joseph træder til, finder både knapper og kærlighed deres rette plads.

Pelle Emil Hebsgaard leder an, med sit komiske og charmerende væsen.

 

Som brødre kan ses på Teater Grob.   Foto: Teater Grob

Som Brødre

Sted: Teater Grob.

Spilleperiode: D. 6. – 16. maj 2021.

Web: grob.dk

En nyskrevet poetisk forestilling om to brødres kamp for at finde fodfæste i en splittet tilværelse, baseret på en række digte af Alexander Mayah Larsen.

Mor, baba, storebror og lillebror. En lykkelig familie flytter til forstaden og inviterer vejens beboere på hjemmelavet risgryde og hygge.

Udadtil stråler familielivet af varme og lykke, men på den anden side af de nedrullede persienner eksisterer en anden verden, hvor baba er konge, og forsøger at kontrollere alt. Når kongen er utilfreds med sine sønner, gentager han med jævne mellemrum, at det var en fejl de blev født. De to brødre driver længere og længere væk fra hinanden mod hver deres fællesskab, som giver dem det de mangler i livet – kærlighed og anerkendelse.

 

Blinkende Lygter

Sted: Østre Gasværk.

Spilleperiode: D. 14. maj 2021.

Web: osterbroteater.dk

Ekstraordinær live-reading af det originale manuskript – med et 180 graders køns-twist.

For 20 år siden var ‘Blinkende lygter’ nomineret i 10 kategorier og smuttede bl.a. med publikumsprisen da Danmarks Filmakademi skulle uddele Robert Priserne. Siden dengang er den danske filmklassiker blevet hyldet mange gange. Nu fejrer vi jubilæet ved at lade nogle af Danmarks bedste skuespillere puste nyt liv i manuskriptet ved en ekstraordinær live-reading af Anders Thomas Jensens originale manuskript – med et 180 graders køns-twist.

Et godt filmmanuskript er nemlig godt, selv uden billederne og uagtet hvordan (køns-)rollerne er fordelt. Denne reading kan kun opleves én gang, og som vi ved fra vores meget populære live-reading med kønsskifte på ‘Den eneste ene’ i 2019, så bliver det en aldeles uforudsigelig og forrygende sjov aften.

De ikoniske drengerøvsreplikker bliver ikke mindre sjove af at blive læst af kvinder – faktisk tværtimod. De velkendte one liners og excentriske karakterer får nyt liv fra Benedikte Hansen, Lise Baastrup, Ida Cæcilie Rasmussen og Anne Vester Høyer der leverer de ikoniske replikker fra de fire hovedroller

 

Læs også: Udstilling med LGBT+ personers bryllupsbilleder