SAMFUND

Guide: Aarhus Pride – Hvem, hvad, hvor

Foto: Aarhus Pride pressefoto

På lørdag løber Danmarks næststørste Pride med stor festivitas af stablen. Priden er igen tilbage i midten af smilets by.

Så er tiden kommet til at Aarhus lukker op for regnbuemagien. Der kaldes ind, fra nær og fjern, til Pride. Vi bringer her din guide. Fra den store festlige parade, charmerende bypark i regnbueindpakning, til en ægte rock-mamma, samt naturligvis drag divaer for fuld skrue. Out & About giver dig det store overblik.

En parade i centrum

Aarhus Pride vokser år for år og det samme har dens parade gjord. Som altid starter paraden på Bispetorv, og snor sig igennem byen, inden den ender ved Pride Lounge området ved Musikhuset.

Stemningen er sikret inden start, med DJ og mulighed for at svinge forbi Pridens helt egen lille ”Get your Pride On” station. Her kan du få udlevet Prideflag, 7-Eleven regnbuetatoveringer og få en regnbue på kinden. Du finder den foran trapperne til Aarhus Teater.

Kl. 10.45 er der paradesamling og kl. 11.30, sættes paraden i gang.

Rute: Bispetorv – Mejlgade – Graven – Klostergade – Guldsmedgade – Lille Torv – Store Torv – Sct. Clemens Torv – Søndergade (Strøget) – Sønder Allé – Rådhuspladsen – Frederiks Allé – Musikhusparken/Rådhusparken.

Ruten er en smule kortere i år, det sker for at undgå ventetider ved bus-knudepunkter.

Store smil og festlig påklædning er helt sikkert at finde i årets parade. Her er det Judii Trench der har fundet tiaraen frem. Hun optræder på Musikhusscenen i løbet af dagen.
Foto: Pressefoto

Musikhus- og Rådhusparken i skøn forening

Aarhus Pride er tilbage på græs. I år afspærres en del af Frederiksalle, så de to parker Musikhusparken og Rådhusparken slås sammen, og danner rammen for Pride Lounge. Fra hele tre scener vil der være optræden og DJ’s. Lige ved siden af Musikhuset, vil hovedscenen være. Som trofast samarbejdspartnere til Priden, står Musikhuset atter bi. Ved denne scene vil der være en helt særlig stemning, med kulørte lamper, samt mulighed for at nyde mad og Cocktails, fra stedets restaurant og bar: Johan R.

På græsarealet vil du finde Pavilionscenen. Den er placeret sammen med Homowears store farverige shop, samt Aarhus Prides shop, lotteri og information.

H2O har de seneste år været fast støtter til Aarhus Pride. I år er ingen undtagelse. Faktisk er begge parter så glade for samarbejdet, at der netop er indgået en ny femårs-kontrakt. Udover det at donere t-shirts til alle frivillige, så er der i år, som noget nyt, skabt mulighed for at der kan besøges en helt særlig H2O shop. Her vil der være et udvalg af H2Os produkter,  nogle med et særligt Aarhus Pride tvist. Alt salg fra denne stand går direkte til priden. Du finder shoppen, ved siden af Aarhus Pride støtte-lotteri.

Pride Lounge og LGBT+ foreninger

Rundt om i Pride Lounge står GBAR villige og friske, klar til når tørsten melder sig. Og jo, man kan godt tage drikkevarer med hjemmefra, men ved køb på stedet, går pengene til skabelse af næste års Pride. Bliver du sulten, så er Spiselauget tilstede lige midt i det hele, hvor der vil være rig mulighed for en siddeplads ved de opstillede borde og bænke.

På græsset ved siden af Bora Bora bygningen, finder du en lang række stande fra LGBT+ foreninger og organisationer. Her kan du gå på opdagelse, få ny information, spændende viden, og måske få købt lidt ekstra finurligheder til dig selv og hjemmet. Oplev for eksempelvis Køn museets lille pop-up museum.

Aarhus Pride er en del af Solsikkeprogrammet. Har du behov, kan du gratis hente en solsikkesnor i informationen.

Pride Lounge har åbent fra kl. 12.30 til 18.00.

Pride i børnehøjde – længe leve regnbuefamilien

Årets tredje scene peger ind mod Rådhusparken. De musikalske indslag vil her skabe en fest for børn og barnlige sjæle. Aarhus bandet Æsken var et stort hit sidste år og vender derfor stærkt tilbage. De spiller autentisk og uforfærdet musik med energi, nærvær, kant og nerve. Det hele er drevet af hjerteblod for børn og god musikalsk leg.

Gennem de sidste mange år har Mek Pek opbygget et solidt image som børnenes ven. For første gang besøger han Aarhus Pride, med sin  udsædvanlig energi, humor og oprigtig glæde ved at underholde børn, og deres forældre. Han tager Habbasutterne med og med repertoiret fra deres tre albums, samt kendte sange fra Åh Abe-pladerne, lover de at leverer et skønt og livligt show.

Ved siden af scenen er der hoppepude og kreatelt. Og bare rolig, der kan også købes popkorn. Med andre ord, der er rig mulighed for at ungerne kan få den helt perfekte dag.

Æsken og Meg Pek og Habbasutterne giver børnene deres Pride.
Foto: Sarah Lyng Hograth, Martin Bjoern & Lykke rump foto.

Legendarisk Rock Mamma og spirende talenter

Årets program byder på en bred vifte af spirende talenter, en af Danmarks største sangerinde og et smukt udvalg af drag queens.

Du kan opleve den lokale duo Demi Sec., der befinder sig i krydsfeltet mellem legende pop og beat-drevet urban, med inkorporerer elementer på tværs af genrer og injicerer polerede popmelodier, tunge guitarer og EDM-synths musik.

ATLAS kigger også forbi. Atlas Bugge er en 23-årig transkønnet musiker med meget på hjerte. Hans sange handler om at være trans og queer, om kærlighed og tab, samt de udfordringer, unge oplever i det 21-århundrede. Hans lydunivers har en unik og sårbar lyd, inspireret af Conan Gray, Cavetown, Minds of 99 og tidlig Bowie.

Emma Nicoline, der deltog i Dansk Melodi Grand Prix i 2021 med sangen: Står lige her, melder sig også på banen. Gennem ærlige produktioner, sin fine, poppede vokal, universelle menneskelige fortællinger, der rammer dér, hvor det både kan gøre ondt, inspirere og motivere, har hun af flere omgange markeret sig på hitlisterne. Tilbage i maj tog hun Spot-festival på hjemmebanen i Aarhus med storm.

Den internationalt anerkendte DJ & Producer Victor K. stempler ind med skarpe lounge mixes med et væld af fede poolside beats og groovy disco vibes.

Sanne unplugged

Og til sidst, men ikke mindst  Med et enormt bagkatalog, fyldt til randen af store hits & klassikere, giver Sanne Salomonsen en unplugged koncert. Det er altså en af de største stjerner på den danske musikhimmel, der bliver kørt ind fra højre på Pride dagen. Så har du brug for syng med og lidt vrik med hofterne, så er det her det sker.

Men hov, ingen Pride uden flamboyante drag queens. Og bare rolig, det har Aarhus Pride også tænkt på. Judii Trench, Cecer, Taylor Diamandis og Morgana Le Fay leverer et samlet show på dagen. Lathisya Adore er hele dagens vært og konferencer.

Hun er kendt og elsket for hits, som “Kærligheden Kalder”, “Hvis Du Forstod” og “Taxa” – for slet ikke at nævne hitbaskeren ”Den, jeg elsker, elsker jeg. Sanne Salomonsen indtager Aarhus Pride.
Foto: Pressefoto

Sceneprogram punkt for punkt

Musikhusscenen:

Kl. 13.00. Åbningstale.

Kl. 13.15. Emma Nicoline.

Kl. 14.30 Dragshow.

Kl. 17.00. Sanne Salomonsen.

Rådhusscenen:

Kl. 14.00. Mek Pek og Habbasutterne.

Kl. 16.00. Æsken.

Pavilionscenen:

Kl. 13.15. Viktor K.

Kl. 15.15. ATLAS.

Kl. 16.30. Demi Sec.

Med temaer såsom uforløst kærlighed, skuffelser, indre frustrationer og brændende begær, er det med de store følelser helt ude på tøjet at Demi Sec byder velkommen til deres storslåede musikalske univers.
Foto: Morten Rygaard.

Party – så skal der danses

Når Pride Lounge lukker ned og aftenen banker på, ja, så tager byens afterparties over.

Ridehuset bliver til det helt store dansegulv, når der lokkes ind til at afslutte Aarhus Pride med manér.

Det fremadstormende kvindelige DJ fællesskab HOUSEFRAU entréer som hovednavn og fyre op under festen. Denne aften byder de på Mai Schaarup, Maria Barfod og Sus Wilkins. Lounge med DJ Jonas Ostergaard imellem  kl. 18-20. Floor med Pthalo og HOUSEFRAU kl. 20-02.

Der er også  planlagt en række overraskelser, fra drag queens og kings til dansetrupper og musikalske indslag.

Som alternativ er der også afterparty på GBAR med DJ Frau Hoppe ved det musikalske ror. Musikstedet Fatter Eskil præsentere dragshow med Britney Corvette, Diana Diamond & DiDi Cancerella der byder på comedy, lipsynch og konkurrencer.

Derudover har du også mulighed for at slå et smut forbi SLM Aarhus, der har Pride Open House.

Aarhus Pride melder altså klar og ja, hvorfor ikke, så er der vel kun tilbage og synge:

” Ta’r dig ind, ta’r dig nu, ta’r dig sommeren ud

Her, jeg gi’r dig mit hjerte i Århus”

God Pride.

Følg Aarhus Pride her.

Læs også: Fonde løfter årets Aarhus Pride