Grand Prix-feberen raser
Lørdag går det løs med Melodi Grand Prix 2017, hvor Herning i år er værtsby. Værterne er Johannes Nymark og Annette Heick.
Danmarks bidrag til Eurovision Song Contest i Ukraine skal findes, og konfettikanonerne er fyldt op, når de 10 finalister indtager den store scene i Boxen i Herning.
Showet er i år lagt i hænderne på Johannes Nymark og Annette Heick, der sammen har masser af Grand Prix-erfaring.
Annette Heick har nærmest fået Melodi Grand Prix ind med modermælken. Hendes forældre har deltaget et hav af gange, og Keld Heick, kan vel nærmest betegnes som hofleverandør til det danske Melodi Grand Prix, hvor han ubestridt har leveret flest sange.
Men Annette Heick har da også selv deltaget to gange som solist, måske mest kendt med sangen Copenhagen Airport fra Melodi Grand Prix 2007, som hun også fremførte ved AXGIL GayGalla i 2016. Dog har hun endnu ikke prøvet at vinde.
Det har hendes medvært, Johannes Nymark, derimod. Han sang i 2016 sammen med vennerne Søren Bregendal og Martin Skriver i Lighthouse X Soldiers of Love til tops i den danske finale, hvor Annette Heick også var vært. Til gengæld er det så første gang, at Johannes Nymark får æren af at være vært ved et Melodi Grand Prix.
Ny rekord
Det er ikke gået så godt for Danmark i Grand Prix-sammenhænge de to seneste år. Her er det desværre kun blevet til bundplaceringer i semifinalerne.
Dem kendsgerning skal der gerne laves om på i år i Herning. Årets 10 sange er nemlig ikke kun udvalgt af DR og udvælgelsesjuryen med Cutfather i spidsen, men fans og seere har også været med i den omfattende udvælgelsesproces. Og der har været sange nok at lytte igennem. Hele 1.115 sange var der at vælge imellem, hvilket er ny rekord.
Håb i Herning
Sidst Herning og Boxen var vært for en danske finale var i 2013. Her vandt Emmelie de Forest med Only Teardrops, som hun også sang til tops i den store Eurovision-finale i Malmø. Så der er allerede inden det går løs i Herning lagt et stort pres på de 10 deltagere, som stiller op i årets finale om at skaffe Danmark tilbage i Eurovision-toppen.
Bag sig har solisterne et værtspar, der ikke bare har prøvet det at stå på en Grand Prix-scene, men også har både kærlighed og passion for Melodi Grand Prix.
De 10 deltagere
Anja Nissen blev nummer to ved det danske Melodi Grand Prix i 2016, og nu prøver hun lykken igen med sangen ‘Where I am’. Hun kæmper blandt andre i konkurrence med Anthony Lopez, der vandt X Factor 2014 sammen med Jasmin Dahl. En af mest bemærkelsesværdige deltagere i årets felt er Sada Vidoo, der i efteråret deltog i den engelske udgave af X Factor, hvor hun beskrev sig selv som ”den levende dukke.”
De 10 deltagere i det danske Melodi Grand Prix 2017 listet i tilfældig rækkefølge er:
Jeanette Bonde: ‘Hurricane’
Calling Mercury: ‘Big Little Lies’
Johanne Beijbom: ‘A.S.A.P.’
Ida Una: ‘One’
Thomas Ring: ‘Vesterbro’
Sada Vidoo: ‘Northern Lights’
Anja: ‘Where I am’
Anthony: ‘Smoke In My Eyes’
René Machon: ‘Warriors’
Rikke Skytte: ‘Color My World’
Hvem af de ti bidrag, der skal repræsentere Danmark til maj i den ukrainske hovedstad Kiev afgøres lørdag, hvor DR1 sender den danske Grand Prix-finale live fra Boxen i Herning.
Læs også: Grand Prix-vinder i EU Parlamentet