KULTUR

GIMI sætter spot på hook-up miljøet på ny single

På seneste single “Communicate it” sætter GIMI fokus på dating kulturen.                                                       Foto: Pressefoto

Den dansk/kosovo-albanske artist GIMI er tilbage med singlen “Communicate it”. En single, der handler om behovet for at blive bekræftet – især i romantiske relationer. “Communicate it” er forløberen for GIMI´s debutalbum, der kommer på gaden 7. november.

På “Communicate it” viser GIMI en mere introvert side.  Sangen udforsker, hvordan vi ofte søger accept og anerkendelse gennem hook ups. Hvordan vi kan lade andres begær definere vores egen værdi.

“Sangen handler om mit behov for at blive bekræftet, især i mine romantiske relationer. Selv i de mest uforpligtende casual forhold ligger der en dyb usikkerhed og en længsel efter at blive valgt til. Og en angst for at blive valgt fra. “Communicate it” dykker ned i den følelse, og hvordan man kan længes efter at blive begæret. Selv i de forhold, der i virkeligheden ikke rigtigt betyder noget for en.”

Sangen “Communicate it” taler ind i en hook up kultur især i homo miljøet, hvor man bruger hook ups og fx Grindr og andre dating apps til at validere sig selv.

Jage andres begær

“Vi bruger, efter min mening, alt for meget energi i homomiljøet på at jage andres begær. Det føles som om, vores selvværd afhænger af, hvor ‘fuckable’ vi er. Det har påvirket mig meget. Jeg kan fange mig selv i at føle, at jeg kun er noget værd, hvis andre begærer mig. En følelse jeg bl.a tror, stammer fra dating apps, hvor det hele er baseret på udseende og det fysiske”, udtaler GIMI til Out & About.

“Communicate it” handler om den her indre længsel efter at blive set og accepteret – og jeg tror netop at den længsel nogle gange kan komme til udtryk i den måde, vi som queer personer interagerer på seksuelt og i vores casual forhold”, tilføjer han.

GIMI har også to sange med i det nye queer-romantiske drama ‘Sauna’, som i januar måned havde premiere på den prestigefyldte Sundance Film Festival og er instrueret af Mathias Broe. Filmen skrev desuden dansk filmhistorie ved at have den første transkønnede hovedrolle i en spillefilm.

På samme måde som filmen dykker “Communicate it” ned i temaer som begær, hookup-kultur og søgen efter selvværd, en følelse mange queer personer kan relatere til.

“Communicvate it” finder du på de platforme, hvor de plejer at hente din musik. GIMI´s debut album er ude 7. november.

 

Ny dansk queer film udtaget til prestigefyldt filmfestival