”Hits for kitsch” på GIMI´s debutalbum

Det er et for stort brød, som den dansk-kosovo-albanske kunstner og sangskriver GIMI har slået op på sit debutalbum. Med titlen ”Greatest Hits” affødes en forventning om, at noget stort og smukt venter på den anden side af det fængende albumcover. I stedet mødes man af en generisk halvkedelig poplyd og stribevis af lyriske klicheer. Disse er desværre så gennemtrængende, at budskabet om, at vi alle kan være popstjerner, hvis vi tror på det, overskygges.

Det sitrer i hele kroppen. Pulsen stiger, mens bølgeskvulpene langsomt stimulerer og behager dig. Der er noget frækt i vente. Noget sensuelt. Seksuelt. Du venter i spænding på at klimaksets tsunamibølge skal skylle ind over det tørre og hede sletteland. Du kan ikke vente på at dopaminen frigives og et lille stykke himmelsk eufori skænkes til dine øregange. Desværre udebliver klimakset. Dopaminen kommer aldrig. Tilbage er kun skuffelsen og den velkendte følelse af tomhed. Det er denne følelse man sidder med, når man har lyttet til GIMI`s debutalbum ”Greatest Hits”.

Dette er en skam. For der er ingen tvivl om, at GIMI har meget på hjerte og gerne vil ændre verden med sin musik. Desværre spænder hans kunstneriske magelighed og den dårlige tekniske produktion ben for dette. Albummet bliver et stykke kitsch, som vi kan hænge på væggen ved siden af amagerhylden og gulduret. Et stykke ungpigepoesi, der ikke gør en flue fortræd, men heller ikke inspirerer en eneste sjæl.

En musikalsk udgave af Billedbladet

Der er ingen tvivl om at 2000´ernes popkultur er en enorm inspirationskilde for GIMI. Faktisk er kunstnavnet GIMI en reference til Britney Spears` ikoniske comebacksingle ”Gimme More” fra 2007.

Også i det lyriske kan man se en række referencer til denne tid. Eksempelvis i teksten til ”Crazy  Ex-Boyfriend: “So I keyed your car/And I cut your moms roses/Did I take it too far/When I fucked your friend Logan?” Her kan man læse, hvordan han I en rus af hævn og hjertesorg smadrer alle sin ekskærestes ting. Dette fik mig øjeblikkeligt til at tænke på Sys Bjerres berømte sang ”Malene” fra 2008.

I mødet med sangtitlerne ”Dean Street” og ”Shut Up” kan man heller ikke undgå at tænke på store MTV-hits som Duffys ” Warwick Avenue” og No Doubts ” Don’t Speak”. Referencerne til de farverige MTV-dage er sammen med de dansevenlige basrytmer med til at danne grundlaget for en nullerfest. Der er dog ikke tale om en eventyrlig ungdomsnat i Berlins sprøjtende gader, men snarere et halvdårligt halbal i Herning.

Man kan med rette spørge: hvad skal verden dog med dette album? Er hensigten at vi skal med Billedbladet på arkivrapportage i nullernes naive dansenætter? I så fald lykkes GIMI til UG med sit projekt. Er ambitionen derimod at skrive relevant musik til LGBT+-miljøet, der sætter fokus på vores liv og datingkultur? Ja, så er det mere tvivlsomt om hvorvidt GIMI når ud over scenekanten og sætter væsentlige problematikker under debat.

Stjernestøv i spåkuglen

Selvom albummet desværre drukner i kedelige basrytmer og tarvelige klicheer, betyder det ikke, at GIMI ikke er en dygtig kunstner. Det er jeg ikke i tvivl om, at han er. Men for at disse evner kan blive afspejlet i hans musik, kræver det at han tør at være modig.

En snert af dette mod ses i sangen ”Daddy”. Her kombineres den klassiske bas med traditionelle balkanrytmer, der gør sangen til et forfriskende pust i det ensartede elektropoplandskab. I teksten sættes der fokus på den internaliserede skam, der ofte følger, når man vokser op som LGBT+-person. Sangen er et modigt anthem og en fuckfinger til skammen. Ved at lytte til denne sang føler jeg, at jeg lærer GIMI bedre at kende. Han bliver et menneske af kød og blod. Ikke blot en sexhungrende robot, der styrter rundt i Soho efter sit næste fix. Jeg er ikke i tvivl om at ”Daddy” engang får en plads på et ”Greatest Hits”-album. Det fortjener den.

Dog kan én sang ikke rette op på den generelle magelige dovenskab, som albummet bærer præg af. Måske er denne magelighed et skjold, som GIMI bruger for at beskytte sig selv mod omverdenen? I så fald skal der herfra lyde en opfordring om at træde frem i lyset og finde modets kappe frem.

GIMI har noget på hjerte og er utvivlsomt en vigtig stemme for mange i LGBT+-miljøet. Jeg er ikke i tvivl om, at han med tiden nok skal finde sit genremæssige udtryk i musikkens vilde vesten. Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag. Det bliver spændende at se hvor GIMI bevæger sig hen i fremtiden. Indtil da kan man med fordel tilføje ”Daddy” til sin playliste på Spotify og lade de andre ”hits for kitsch”-sange blive stående på amagerhylden.

Om ”Greatest Hits”

Greatest Hits

Elektropop

GIMI

Gimimore Records, ude nu.