OPINION

Frygter LGBTQ+ rettigheder rulles tilbage

LGBTQ+ Sønderborgs forperson Niels Christian Aahøj Bech frygter at tilbagerulningen af mange LGBT+ rettigheder i USA kan smitte af.
Foto: Privat

Europa har i mange år ladet sig inspirere af USA, når det gælder LGBTQ+ rettigheder. Men nu frygter forperson for LGBTQ+ Sønderborg, Niels Christian Aahøj Bech, at de tilbageskridt, der ses i USA, kan få alvorlige konsekvenser for udviklingen i Europa.

“Vi har set en præsident i USA, der ønsker at rulle mange års kamp for LGBTQ+ rettigheder tilbage. Det er en skræmmende udvikling, som kan påvirke den politiske dagsorden her i Europa,” frygter Niels Christian Aahøj Bech, der er forperson for LGBTQ+ Sønderborg..
Han henviser til, hvordan tidligere fremskridt inden for kønsdebatten og rettigheder nu er sat under pres i en række amerikanske stater. “Vi ved, at tider kan skifte, og at bølgerne i debatten kan gå op og ned. Men det er sjældent, vi ser så drastiske og hurtige tilbageskridt. Den slags kan inspirere højrefløjsbevægelser i Europa, og det bekymrer mig dybt.”

Europa under pres

Siden 2000 har der generelt været en positiv udvikling for LGBTQ+ rettigheder i Europa. Men siden 2020 har flere lande, som Polen og Ungarn, indført restriktioner og rullet rettigheder tilbage. Samtidig har højrefløjspartier som AFD i Tyskland oplevet stigende opbakning. Hvilket ifølge Niels Christian Aahøj Bech kan føre til yderligere pres på LGBTQ+ rettigheder.
“Når vi ser på, hvordan populistiske og konservative partier vinder frem i Europa, skal der ikke meget til, før vi ser rettigheder rykket i den forkerte retning. Det skræmmer mig, for det kan få alvorlige konsekvenser for vores fællesskab og vores frihed,” siger han.

Sammenhold er nøglen

For at modstå denne udvikling opfordrer Niels Christian Aahøj Bech LGBTQ+ personer og organisationer i hele Europa til at stå sammen. “Vi har kæmpet i årtier for de rettigheder, vi har i dag. Hvis vi skal bevare dem, kræver det, at vi er organiserede og klar til at reagere. Vi kan ikke tage noget for givet længere.”
Niels fremhæver samtidig vigtigheden af solidaritet på tværs af grænserne: “Når vi ser, hvad der sker i USA, må vi bruge det som en påmindelse om, at kampen for lighed aldrig er afsluttet. Vi skal bakke hinanden op – ikke kun lokalt, men også på europæisk plan.”
Mens USA’s politiske klima skaber uro, sender Niels Christian Aahøj Bech en klar besked: “Vi har ikke råd til at lade os påvirke af kræfter, der vil trække os tilbage. Vi skal vise, at Europa er et sted, hvor mangfoldighed og ligestilling trives – nu og i fremtiden.”