ANMELDELSER

Frejas Vinger bærer ikke

Andet bind af Martin Holmslykkes “Freja” trilogi er ude nu.

Martin Holmslykke har taget sin tid med anden del af Freja-trilogien. Der er gået fem år siden vi mødte det lidt umage detektivpar – journalisten Isabella Luz og piloten Christopher Kingo for første gang i Freja Blod.

Selve historien i Frejas Vinger følger tre forskellige spor. Vores hovedpersoner Christopher og Isabella, der er på jagt efter nogle nøgler, der måske kan give svaret på, hvorfor deres fælles veninde, Ditte skulle dø. De to forfølges af to forskellige grupper. Freja´s Døtre/Freja´s Katte, der dyrker Asetroen, og som ønsker nøglerne til at finde et gammelt våben, der kan frigøre kvinder. På den anden side står en gruppe kristne mænd, som ser Freja´s Døtre som satans yngel. De er som sådan ikke ude efter nøglerne. De ønsker blot at standse kvinderne i deres forehavende.

Der går et stykke tid inden man begynder at se en sammenhæng i historien, og bliver trukket lidt ind i handlingen. Faktisk skulle gå mere end 70 sider. De meget korte afsnit i begyndelsen af Frejas Vinger gør det ikke nemt for læseren at komme ind i historien. Her springer forfatteren lidt lystigt mellem de tre dele af fortællingen.

Man kan godt fornemme at forfatteren er inspireret af Dan Browns bøger, men der går for lang tid inden historien får et tag i en. Det sker først da afsnittene bliver længere, og forfatteren holder op med at springe så meget mellem de tre grupper i fortællingen.

Tunge bibelcitater

Jo længere man kommer ind i historien begynder det religiøse i historien at få megen vægt. Især de mange bibelcitater de kristne mænd benytter sig af, virker til tider ret tunge at læse. Det trækker en del af spændingen ud af historien. Bogen slutter med en cliffhanger, men jeg ved endnu ikke helt, om jeg har mod på om at få afslutningen med.

Hvis man tager LGBT+ brillerne på så identificerer Christopher sig som bøsse. Det har dog ingen indvirkning på handlingen, men indgår blot som en naturlig del af personskildringen. Derudover har Christopher en meget hurtig trekant med et swingerpar på et hotel. En hurtig og ikke særlig erotisk oplevelse. Den del skal man ikke læse bogen for.  I starten bliver det nævnt, at Isabella har haft et forhold til Ditte, som er mor til Christopher’s datter. Men det bliver også nævnt at Isabella kun havde forholdet for at pumpe Ditte for oplysninger om nøglerne.

Frejas vinger er andet bind af “Freja” trilogien. Den første bog i trilogien – Frejas blod udkom i 2015. Sidste bind i serien skulle komme på gaden i 2021.

Frejas Vinger er ude på Panterpublish.dk

Krimi

344 sider.

Fås både som paperback og e- og lydbog

 

Læs også: Bog: Vi er kortvarigt smukke her på jorden

Køb bogen her.