KULTUR

Forældre fejrer at søn springer ud med annonce

Et amerikansk forældrepar har fået bragt en avisannonce for at fejre, at deres søn er sprunget ud.

“Drakes forældre er glade for at kunne annoncere, at deres søn er sprunget ud,” skriver et forældrepar i en amerikansk avis.

Som regel er det runde fødselsdage og jubilæer som folk sender ind til omtale i avisens bagerste sider. Men et forældrepar i USA fik bragt en lidt anderledes annonce i avisen Houston Chronicle.

“Drakes forældre er glade for at kunne annoncere, at deres søn er sprunget ud,” lyder den første linje af annoncen, der slutter med ordene:

“Og ja, han elsker Barbra Streisand.”

Joan Wilson, Drakes mor, fortæller ifølge The Observer, at hun indsendte annoncen i forbindelse med, at en bekendtgørelse for at forhindre diskrimination på baggrund af seksuel orientering og kønsidentitet blev nedstemt i Houston i staten Texas.

“Min annoncering var min måde at humanisere emnet på,” fortæller Joan Wilson, der selv bor med sin søn i staten Washington og har oprettet gruppen “Society of Lucky Mothers” for at fejre LGBT-børn.

Sønnen Drake sprang allerede ud i en Youtubevideo i 2014.

Se videoen her under.