Flår læseren i hjertekulen
Som en morderne Ulysses af James Joyce, foregår Den første, der dør til sidst over et enkelt døgn mellem den 30. juli og 1. august 2010. Romanen er et intrikat og meget velkomponeret netværk af hoved- og bipersoner, som i førsteperson oplever døgnet, mens deres historier på forunderlig vis væves sammen til et spind i New York City, med en enkelt afstikker til Phoenix i Arizona.
Hovedpersonerne er 18 årige Orion og 19-årige Valentino. Den sidste er netop kommet til storbyen på flugt fra sine religiøst-konservative forældre, som ikke kan acceptere, at han er bøsse. Hjemme i Phoenix er Valentinos tvillingesøster Scarlett, som loyalt overfor broderen og i opposition til forældrene, skal følge ham den næste dag. Orion er derimod ærke-New Yorker. Født og opvokset i byen, men forældreløs efter angrebet på World Trade Center i 2001, hvor han mistede begge sine forældre. Siden har han været optaget i sin mors bedste venindes familie. Datteren i familien Dalma, er som en søster for ham, og de to er uadskillelige. Udover at være bøsse, lever Orion også med en truende dødsdom hængende over hovedet. Han har en alvorlig hjertefejl, som truer med at slå ham ihjel hvert øjeblik.
Dødsrådet
Ved midnatstid den 30. august samler folk sig foran skærme over hele USA. Dødsrådet vil gå online kl. 24. Dødsrådet er en webbaseret tjeneste, som har udviklet en metode til at forudsige menneskers dødstidspunkt. Hvis man melder sig til og betaler, bliver man ringet op 24 timer før man dør. Man får dermed, sådan markedsføres det i hvert fald, kontrollen over, hvordan man gerne vil sige verden farvel. Valentino, på vej fra sit nye værelse på Manhattan og Orion og Dalma fra Upper Bronx, har hver især besluttet at følge lanceringen fra Times Square.
Valentino har ikke tilmeldt sig og anser dødsrådet for fup. Orion, derimod, som har døden på nakken, har entusiastisk meldt sig til. Han vil vide, hvornår han kan leve, og hvornår han skal forvente at dø. De to, Orion og Valentino, ser hinanden på tværs af Times Square. Ansporet af Dalma tager Orion mod til sig, hvilket er usædvanligt for ham, og går over og taler med den modelsmukke Valentino. De tre, drengene og Dalma, falder i hak og inden midnatsklokken lyder har Valentino ladet sig overbevise om, at han i det mindste kan melde sig til Dødsrådet som en art prøve. Nedtællingen går i gang. Lederen af Dødsrådet vil selv ringe den første op med dødsbudskabet. Klokken slår 24, og det er Valentinos telefon, som ringer. Ikke Orions. Nu tager tingene fart og, uden at røbe for meget, fører en række dramatiske begivenheder de to unge mænd så tæt på hinanden som tænkes kan, og de tilbringer et forrygende, rørende døgn sammen i New York City, hvor målet er at prøve og dokumentere så mange første gange som muligt og udleve de drømme, som tiden ikke levner tid til at lade vente.
Fænger
Nærmest fra første færd fænger bogen og bevarer en utrolig spænding hele vejen igennem. Adam Silveras personer er levende og lette at holde af og holde med. Bogen er vanskelig at lægge fra sig, fordi den er så intens. Dels i sit tema: Døden og livet. Hvordan kan vi forholde os til at vide, at vi skal dø? Hvad er vigtigt? Og hvem er afgørende for os, når tiden er knap, dels i sin rammesætning, som er det ene, lange, begivenhedsrige døgn.
Bogen tager eksistentielle spørgsmål, som står utroligt skarpt, fordi de er fremstilles i så fortættet form – indkapslet i tid, få personer og en meget klar konflikt. Den er medrivende spændende, opløftende og utroligt sørgelig. Det er så uafvendeligt og så smukt, hvad der foregår mellem de to hovedpersoner og deres indre monolog, som er både klog og lærerig, er sindssygt rørende. Det er en fortælling, som i den grad flår læseren i hjertekulen.
Bogen er skrevet som en prolog til forløberen, De dør begge til sidst, som udkom i 2017. Den har jeg ikke læst, men jeg vil straks løbe ud og købe den. Silvera er god historiefortæller. Dem skal vi samle på!
Info:
Adam Silvera – Den første, der dør til sidst. (Forhistorien til De dør begge til sidst) udkommer på Carlsen Puls.
503 s.